Bog

Jagtmark

Af (
2015
)

Anmeldelse

Jagtmark af Helene Tursten

18 mar.15

En ny, sej politikvinde ved navn Embla Nyström træder frem på scenen i første bind af hele Turstens nye krimiserie

Vi kender Helene Tursten fra hendes ti-binds serie om Irene Huss, en populær serie, der også er blevet filmatiseret. I ’Jagtmark’, der er første bind i en ny serie, introduceres en ny hovedperson – nemlig kriminalbetjent Embla Nyström, der optrådte kort i ’Det lunefulde net’. Hun er en sej drenge-pige, der arbejder i politiets mobile enhed og dyrker boksning i sin fritid. Hvor Irene var en moden kvinde med ro i baglandet, gift med sin kokke-mand Christer og mor til to piger, er Embla ung og ugift, og så har hun et godt blik for smukke mænd. Embla er tæt knyttet til sin morbror Nisse, som hun deler sin passion for boksning med.

’Jagtmark’ foregår under den traditionsrige elgjagt i Dalsland. Det Jagtlaug, som Embla er medlem af, består dels af morbror Nisse og andre jævne folk fra lokalområdet, dels af en gruppe af mere velstående folk, der kommer udefra. Og så er der den flotte Peter, der er vendt hjem til slægtsgården.

Under jagten sker der flere uforklarlige ting: en hund bliver syg, en kvinde bliver bidt af en hugorm og Embla tror, hun har set et spøgelse. Snart er Embla hvirvlet ind i en sag med flere mord, hvor meget peger på hændelser, der ligger omkring 30 år tilbage i tiden.

Jagtselskaber er og har altid været en populær kulisse for kriminalromaner og -film. Dette at mennesker ganske legalt har adgang til farlige våben, som kan bruges eller misbruges, er fascinerende, ligesom den hårfine grænse mellem vådeskud og drab. Jeg kom flere gange til at tænke på Jussi Adler Olsens ’Fasandræberne’, for også her i ’Jagtmark’ er der noget med en sammenspist gruppe og en musketered: En for alle og alle for en.

Sideløbende med opklaringsarbejdet, hører vi lidt om Emblas fortid, og hvorfor hun søgte ind ved politiet, men vi får ikke hele forklaringen i denne bog. Helene Tursten har en levende personbeskrivelse og et godt blik for detaljer, såsom beskrivelsen af den måde man bor på under elgjagten, hvor de lokale bor i kolde jagthytter og kører i gamle, nedslidte Volvoer, mens de udefrakommende bor på jagtslot og kører BMW og Jaguar.

Jeg kunne godt lide serien med Irene Huss og er derfor en lille smule skuffet over dette første bind med Embla Nyström, for jeg syntes lige fra begyndelsen, at jeg havde læst bogen før. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at hændelser fra fortiden spiller en afgørende rolle i nutiden, men jeg synes Helene Tursten har lånt lovlig meget fra andre i genren, og at hævnmotivet bliver lidt søgt.

Jeg var dog rimelig godt underholdt undervejs, og jeg vil give Helene Tursten og Embla Nyström en chance til!

Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt & Ringhof
Oversætter
Charlotte A. E. Glahn
Faustnummer
51614690
ISBN
9788711324028
Antal sider
288

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer