Bog

Helt elektrisk jorden rundt

Af (
2013
)

Anmeldelse

Helt elektrisk jorden rundt af Nina Rasmussen og Hjalte Tin

02 maj.13

De to danske globetrottere, Hjalte og Nina, er på jordomrejse i en elbil. De er hele tiden på udkig efter næste opladningsmulighed, og det giver en noget anderledes rejseskildring.

Det er egentlig en gammeldags og dog samtidig evigt ung genre, rejseskildringen. Selv har jeg slugt dem fra Visdommens syv søjler og H.C. Andersens snurrige beretninger fra et Europa så utroligt langt væk til Troels Kløvedals sejlerhistorier fra mere piratfri tider til Carsten Jensens ofte bidske men altid indholdsrige rejseessays.

Og så naturligvis Hjalte og Ninas ”kør verden rundt”-beretninger. Min udgave af bogen om deres første motorcykeltur med børnene i smårolling-alderen siddende på tanken er nu i løsbladsform, og nu har jeg så fået seneste epos i hånden, hvor familien stadigvæk – og helt bogstaveligt denne gang - kører verden rundt. Det gør de i en elbil, og deres datter er med på noget af turen sammen med sin lille søn, der har nogenlunde samme alder, som hun selv havde på den allerførste tur.

Ideen startede med, at de ville køre til verdensudstillingen i Shanghai. De drager af sted i to specialbyggede biler, sponsoreret af bilbyggeren, et dækfirma og en del andre. Desværre er der tekniske problemer, så de må efterlade den ene bil i Rusland, og de er konstant bekymrede for den brandfare, der åbenbart følger med batteriopladningen. En lignende bil udbrænder nemlig på Oslofærgen, og de har derefter ingen sponsor og intet firma i Danmark til at rådgive på distancen, da en konkurs er en følge af branden.

Meget af beretningen handler naturligvis om det evige problem: At finde opladning til bilen. De får stjålet deres generator på et billigt motel on the road i USA og vælger at satse på at finde tilgængelige stikkontakter. Efter Shanghai sendes bilen til San Francisco, da målet derefter er Detroits biludstilling. Mange steder møder de elbil-fæller og en konstant interesse for køretøjet. De oplever nok et mindre glamourøst USA, et fattigt (og overvægtigt), slidt og lidt trist USA, fordi bilens behov styrer turen.

Rejsen blev foretaget i 2010, og siden er der vel sket mange ændringer på elbil-området, men ser man bort fra det, er det en dejlig krønike helt i Hjalte og Nina-stilen. Det er nært, det er menneskeligt, de funderer over verdens tilstand undervejs, men det bliver aldrig mere filosofisk, end vi alle sammen kan genkende tankerne. De når også at deltage i rally for elbiler i Monaco og besøge datter med mand og barn i Berlin, før turen går hjemad igen.

Ekspeditionen havde en hjemmeside, hvor en GPS fortalte om bilens position. Forfatterne skrev en blog undervejs, og bogen indeholder QR koder med link til videoer optaget undervejs. Bogen indeholder naturligvis også billeder fra turen. De to midaldrende globetrottere er slet ikke færdige med at rejse, tror jeg. Det er og bliver deres liv. Og de skriver stadigvæk genkendeligt, personligt, hyggeligt og godt og grundigt underholdende.

Bogdetaljer

Secondary title
Hertil findes videoklip på internettet
Forlag
Rosinante
Faustnummer
29864780
Graphic
Alette Bertelsen
ISBN
9788763816830
Antal sider
253

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer