Giv aldrig en kejthåndet revolvermand hånden

At Spanien er mere end fejende flamenco-danserinder og fyrige tyrefægtere ved vi, ligesom vi ved, at ny spansk litteratur handler om andet end sultende bønder, der undertrykkes af Francos regime.

Alligevel er Benjamin Prados lille roman med den lange og forunderlige titel "Giv aldrig en kejthåndet revolvermand hånden" lidt af en overraskelse.

Hovedpersonen, Israel Lacasa, ser man ikke meget til. Han er forsvundet, og hans venner sidder tilbage og spekulerer over, hvad der egentlig er sket. Er hans forsvinden et resultat af en forbrydelse? Eller har han selv iscenesat den, som han har iscenesat så meget af sit eget og vennernes liv? Hans tre efterladte venner: Gaizka, tabertypen med den sørgelige boksekarriere bag sig, barndomsvennen Blueberry og eks-kæresten Sara. De fortæller hver deres version af historien Israel til en fortæller, der efterhånden antager skikkelse af forfatteren Benjamin Prado og, som bogen skrider frem, spiller en mere og mere aktiv rolle.

Lag for lag afdækkes Israels liv - og de andres - uden at man af den grund er sikker på, om man nogensinde får det sande billede og den sande historie, for "historien har forandret mig efterhånden som jeg huskede den", som Blueberry siger på et tidspunkt.

Det er en spansk roman, og dog ikke. Og så alligevel, for den er en eksponent for det nye Spanien, der er en del af det internationale samfund; og i modsætning til den tidligere generation, f.eks. Pedro Almodóvar, underspiller forfatteren. Det er ikke længere nødvendigt at provokere, diktatoren er død og har været det længe.

Stedet er et eller andet sted ved den spanske kyst, tiden er nu og referencerammen nutidens fælles kultur: rockmusik, tegneserier, amerikanske film, kriminalromaner, litterære klassikere og moderne lyrik. Sproget er nutidigt og meget talesprogspræget. Billedsproget er originalt, f.eks. "... vi var dyngvåde og det var koldt, vi lignede afskedsmiddagen for Anna Karenina og grev Vronsky eller noget i den retning", eller "... det var sgu som om det hele var en fodboldkamp og de fleste folk havde det modsatte holds uniform på". Man kan ligefrem se det for sig.

Det er en mærkelig bog. Man læser den én gang, og fordi man skal anmelde den, læser man den én gang til. Og bagefter får man lyst til at læse den en tredje gang. "Giv aldrig en kejthåndet revolvermand hånden" er Benjamin Prados første titel på dansk, men forhåbentlig ikke den sidste.

Oversat af Lise Rifbjerg. Husets Forlag, 2003. 165 sider. Kr 160,-