Bog

Fynboerne - kunstnerkolonien 1885-1920

Af (
2015
)

Anmeldelse

Fynboerne - kunstnerkolonien 1885 - 1920 af Susanne Thestrup Truelsen

20 jan.16

Med stort engagement og dybtgående viden fortæller Thestrup Truelsen, mangeårig museumsleder af Faaborg Museum, om Fynboerne, en af Danmarks væsentligste kunstnersammenslutninger.

Fynboerne. Det var de kunstnere, der i tiden fra slutningen af det nittende århundrede og nogle årtier ind i det tyvende med udgangspunkt i deres fynske hjemstavn og typisk med et ophold på Zahrtmanns malerskole i København som baggrund dyrkede et maleri med hjemegnen og dens folkeliv som motiv. ”Bondemalerne" blev de i tiden hånligt kaldt, og pressen var i mange tilfælde meget hård ved dem. Men de holdt fast i deres oprindelse og skabte et højdepunkt i dansk malerkunst – som også kunstnerne omkring Skagen. 

Fynboerne tæller kunstnere så fremragende som Peter Hansen, Fritz Syberg, Johannes Larsen, Jens Birkholm og Poul S. Christiansen. Som nævnt var de bestemt trods deres skyhøje kvaliteter ikke altid i medgang, rent faktisk måtte de ofte supplere deres indkomst ved at virke i perioder som håndværksmalere på fødeøen, en baggrund, som mange af dem delte, og i perioder led de faktisk nød. Men heldigvis fandt de i den velhavende fabrikant Mads Rasmussen den nødvendige mæcen, der ikke blot kunne give dem den nødvendige håndsrækning ved at hjælpe dem økonomisk – men også ved at grundlægge det i dag så vigtige Faaborg Museum, hvortil han ved kunstnernes mellemkomst skabte den unikke kunstsamling i den dejlige bygning, den flotte ramme, som han fik skabt.

Det er på mange måder Mads Rasmussens fortjeneste, at den mangeårige leder ved Faaborg Museum, Susanne Thestrup Truelsen, nu kan fortælle om Fynboerne som en succeshistorie. Fynboerne vandt med tiden anerkendelse, de fik en fornuftig økonomi og kunne fx begynde at tage på rejser til udlandet og finde ny inspiration til deres kunst. Thestrup Truelsen følger dem blandt andet med citater fra deres brevvekslinger fra rejserne, der ofte gik til Italien, hvor ikke mindst den lille by i Abruzzerne, Civita d'Antino, som Zahrtmann havde fundet og nærmest gjort til sin, trak kunstnerne til. Det er rigtig spændende og engagerende kunsthistorie, der her rulles op.

Thestrup Truelsen har valgt aldeles frugtbart at disponere sit stof sådan, at hver kunstner efter nogle oversigtskapitler får hver sit kapitel. Det giver rum om hver enkelt personlighed. Og det understreger, at også kvinderne talte hos Fynboerne, og der er overbevisende kapitler om den betydning Anna Syberg, Alhed Larsen og Christine Swane har i sammenhængen. 

Fremstillingen støttes ved en meget flot billedside. På den ene front viser en række fotos det – stadig – smukke fynske landskab. Og vigtigst vises en stribe af alle disse kunstneres hovedværker i fine, store gengivelser, fra fx Fritz Sybergs "Aftenleg i Svanninge Bakker" og Peter Hansens "Pløjemanden vender" til Poul S. Christiansens "Civita d’Antino" og Alhed Larsens "Blomster i et vindue". Det er en visuel lystrejse.

Fynboerne er selvfølgelig skildret før, men Thestrup Truelsen gør det så godt og indforstået, at denne fine og smukke introduktion for mig er det klare førstevalg herefter. Det er suverænt godt gjort. Og hvis man ikke fik nok, kan rejsen fortsættes i Faaborg Museums mindre "Fynboerne i Italien", hvor kunstrejserne uddybes.

Oprindeligt skrevet af Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52037662
ISBN
9788702050660
Antal sider
209

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer