Forfatterskolens afgangsantologi 2010

Otte forfatter-spirer slynger sprogblomster, små scenarier og store stemningsbilleder ud i ’Forfatterskolens afgangsantologi 2010’. Det er blandede bolsjer fra samme pose - husk ikke at tygge!

Jeg betragter det ærligt talt som lidt af et ærefuldt hverv at få lov at være dén, der anbefaler årets afgangsantologi fra Forfatterskolen. Egentlig er det jo vildt spændende at få indblik i, hvad man som læser måske kan forvente af fremtidens forfattere: Hvad kan de, hvad vil de, og hvordan vil de det?

Antologiens forord er skrevet af skolens rektor Pablo Llambías, og min opfattelse er, at forordet i dette tilfælde kommer til at fungere lige så meget som et forsvar for Forfatterskolens (undervisnings)form, hvilket jeg mener er helt omsonst. Hvis der stadig er nogle, der gider sætte spørgsmålstegn ved skolens berettigelse som sådan, er de da velkomne til det, men personligt mener jeg, at skolen for længst har bevist, at den udfylder en vigtig plads i det samlede litterære billede.

Det er muligvis ikke helt retfærdigt at forsøge at sige noget generelt om antologien, da det er otte forskellige mennesker og forfattere, der har bidraget, og de bør ikke skæres over én kam. Ikke desto mindre mener jeg, at der er en klar tendens, som synes ganske generel, og det er tendensen til at fokusere mere på form og sprog end på indhold. Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at indholdet nedprioriteres, og det kan være fint for de få, men kan også gøre teksterne svært tilgængelige for de fleste.

Ikke desto mindre er der nogle meget smukke sprogblomster at plukke mange steder i antologien, og de er i sig selv en kæmpenydelse. Samtidig findes der fint formulerede stemninger og betragtninger, og i den forbindelse vil jeg særligt fremhæve Jonas Rolsteds bidrag, som virkelig betog mig. Tillad et eksempel:
”Her skinnede det blegt som i overgangen mellem den inderste og den yderste kreds i en overbidt gulerod.”
Det, synes jeg, er både smukt og skarpt. 

Foruden Rolsted glæder jeg mig også til at læse mere fra Stine Pilgaards pen, som bl.a. har defineret løgnen, som en narrativ forpligtelse i uddraget fra samtaleromanen ’Er der en læge til stede’. Den roman vil jeg gerne læse i sin helhed.