Bog

Fakta om Finland

Af (
2002
)

Anmeldelse

Fakta om Finland af Erlend Loe

23 jun.03

Oppe i Oslo bor en mand som har fundet ud af hvordan han skal beskytte sin enkle tilværelse mod livets kaos: Alt bør holdes så trygt og stillestående som muligt.

Erlend Loe er blevet lidt ældre siden han skrev "NAIV. SUPER", og hans nye hovedperson i "Fakta om Finland" er lidt ældre end hovedpersonen i "NAIV.SUPER". Om der er andre lighedspunkter mellem forfatter og romanperson skal jeg ikke kunne sige. Måske en søgende tilgang til livet.

I øvrigt vil jeg ikke håbe for Loe at han ligner bogens jeg for meget. Denne lever et ensomt liv som brochureforfatter og får en bestilling på en tekst om Finland, de tusind søers land! I forvejen er vi blevet konfronteret med hans drømme om vand og tanker om vand og forestillinger om hvordan polerne vil smelte og vandet stige. Det er i første omgang ikke, fordi han bekymrer sig specielt om klodens klima, men mere fordi han er "ude at svømme" i det hele taget og ikke vil have den forandring som han opfatter vandet som et billede på.

Ved bogens start opdager han at hans bil er væk. Den er blevet fjernet fordi den holdt i vejen for rengøringen inden 17. maj festlighederne. Da han skal hente den på en opsamlingsplads, møder han en ung kvinde. Han bliver involveret i hendes problemer med en bror som er kommet i lag med nogle skinheads og det klarer han mere håndfast end han klarer sit eget liv. Historien slutter med et spinkelt håb om at kontakten til disse to kan bringe ham til en realistisk erkendelse af sin egen situation og dermed til en mulighed for at ændre den.

Bogen er en rablende ordekvilibrists strømmende monolog. Den gengiver side op og side ned tanker og associationer som farer igennem fortællerens hoved. Han tænker på vand i alle former, på sit liv, på sin bil, på finner og nordmænd. Det drypper og strømmer igennem hans hoved, som vand faktisk. Jeg synes på mange måder at temaet i bogen minder om "NAIV.SUPER", men jeg oplever historien mere sort, fordi hovedpersonen faktisk er på grænsen til en form for sindssygdom. Fortælleformen er irriterende insisterende, men ind i mellem også meget morsom.

Oversat af Søren Vinterberg. Gyldendal, 2002. 188 sider. Kr. 198,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
24402169
ISBN
9788702008036
Antal sider
188

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer