Bog

Et studie i blod

Af (
2016
)

Anmeldelse

Et studie i blod af Bonnie Macbird

10 feb.17

Sherlock Holmes er tilbage i et nyt mysterium fra Victoriatidens London. Macbird rammer den velkendte stil og tone fra de tidligere historier om mesterdetektiven.

Sherlock Holmes er langt nede. Han indtager stort set kun kokain, så han er næsten kun skind og ben, da et mystisk brev ankommer. La Victorie, en ung, smuk cabaretstjerne, har brug for hans hjælp. Hendes søn er forsvundet. Og da han er den uægte søn af en engelsk jarl, frygter hun for sønnens liv. Skyldes hans bortførelse noget, hans far har gjort?

På samme tid er en værdifuld statue af Nike blevet stjålet. Denne sag kigger Mycroft på, så selvfølgelig er Holmes også interesseret. Faktisk lidt for interesseret hvis Watson skal sige det. Han ville helt klart foretrække, at Holmes brugte al sin tid på at finde La Victories søn. Men Holmes er ikke helt villig til at gå i den udpegede retning. Der må mange omveje til. Vi kommer blandt andet en tur på landet, hvor et silkespinderis lyssky affærer får Holmes på sporet af andre børns forsvindinger, før turen går til jarlens residens, hvor alle trådene samles.

Dette er en klassisk Sherlock Holmes-fortælling, hvor tænksomme perioder afløses af hektisk aktivitet hen imod slutningen. Genremæssigt er vi i den tidlige opstart for krimiernes vedkommende. Politiet er ikke til så stor hjælp, og opklaringsmetoderne afhænger i høj grad af detektiven.  

Selvom denne bog ikke er skrevet af Holmes’ far, Arthur Conan Doyle, så har Bonnie Macbird anstrengt sig meget for at ramme den velkendte stil og tone i de tidligere historier om mesterdetektiven. Og jeg synes, hun er kommet godt fra det. Man fornemmer helt klart kærligheden til detektiven, og det gør, at man får en fin følelse af, at være hensat til Victoriatidens London. Det er lige før, man kan høre hestene klapre forbi og lugte gaslamperne i gadernes tusmørke. 

Det er ikke første gang, at andre forfattere har kastet sig over fanfiction på denne måde. Også Anthony Horowitz har skrevet om Sherlock Holmes, da han med ’Silkehuset’ gjorde sit til at genoplive detektiven. Her vil jeg dog mene, at Bonnie Macbird har ramt tonen lidt bedre. Trænger man til nyt om mesterdetektiven, kan denne bog varmt anbefales.

Sherlockians kan også gribe ud efter Mattias Boströms digre værk ’Fra Holmes til Sherlock’, der kigger mere indgående på figuren Sherlock Holmes, samt hans forfatter og samtid. Den gemmer på en sand guldgrube af oplysninger.

Bogdetaljer

Secondary title
Et Sherlock Holmes eventyr
Forlag
HarperCollins Nordic
Oversætter
Toni Spring
Faustnummer
52608678
ISBN
978-87-7191-024-7
Antal sider
302

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer