Bog

Erindringer

Af (
2011
)

Anmeldelse

Erindringer af Torgny Lindgren

05 sep.11

En særdeles vidunderlig erindringsbog skrevet af én af Sveriges største forfattere, og som i sin egen skæve form bliver en skarp og tidløs kommentar til verdens og livets gang.

En af Sveriges største forfattere, Torgny Lindgren f. 1938 har skrevet sine erindringer.  Men han har gjort det på sin egen finurlige måde, idet han hævder at erindringer ikke findes og at han ikke kan huske noget. Han har blot forsørget sig ved sine ”indbildninger”, som altså har været ret så omfattende. Vi kender ham bl.a. fra ’Norrlands akvavit’, 2008 og ’Dorés bibel’, 2006.

 Bogen består af en række samtaler med forlæggere, familie, barndomsvenner, kendte og ukendte personer. Han genkalder sig steder, situationer og begivenheder fra et langt liv i en labyrintisk form, hvor han hele tiden stiller spørgsmål til form og konklusioner. For han kan og vil ikke sættes i bås.

Han bliver spurgt: ”Hvor hører du til Torgny Lindgren? Hvilken generation? Hvilket årti? Hvilken kunstnerisk og meningsdannende gruppe? Forfatteren svarer: ”Jeg repræsenterer alle de forfattere, der egentlig slet ikke hører hjemme i Det Svenske Akademi ”

Trods alle forbehold får vi alligevel en del at vide om opvæksten i Västerbotten, om hans forældre og forfædre fra en tid hvor det hårde fysiske arbejde fyldte alt. Vandet skulle findes, jorden skulle tæmmes og brændet skulle kløves. Han havde selv svage lunger og var en følsom sjæl, der havde en særlig sans for de mennesker, han mødte, og det de fortalte.  Han siger bl.a. at forbindelserne i hans liv er skabt af andre mennesker. Inspirationen til flere af romanerne er ret tydelig.

Han bliver kendt og rejser rundt i den store verden til oplæsninger, forfattertræf, prisuddelinger og møder tidens store kulturpersonligheder, og altid har han sans for perspektiver og relationer mellem mennesker. Litteraturen og filosofien er til stede som en livslang inspiration for den uprætentiøse digter.  Det er som om han ikke er et jeg, men blot en iagttager der formidler det enkle og vigtige: at tage sin skæbne og opgave på sig, muntert, ironisk og spørgende.

Erindringerne rummer livsfilosofi, tanker om døden og tiden, om sandhed og løgn samt et vidunderligt indblik i forfatterens univers. Måske er det også en slags testamente, og det er i hvert fald en skarp og tidløs kommentar til verdens gang.

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Oversætter
Karsten Sand Iversen
Faustnummer
28858671
Graphic
Line Krüger/LookLookLook
ISBN
9788763817486
Antal sider
219

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer