Bog

En månelys nat

Af (
2003
)

Anmeldelse

En månelys nat af Caradog Prichard

21 sep.04
Skribent

Lån bogen på

Selvbiografisk roman af walisisk forfatter fra et meget fattigt landsbymiljø under første verdenskrig. Lyder det kedeligt? - det er det ikke, det er tværtimod en af de bedste og mest underlige romaner, jeg har læst i lang tid.

"En månelys nat" er en virkelig underlig og helt fantastisk bog. Vi er i Wales under første verdenskrig. En navnløs dreng på 10 år fortæller på talesprog og i dialekt om sit liv. Han har det mildest talt ikke let, og det er endda en underdrivelse af dimensioner.

Han bor alene med sin mor, de er ekstremt fattige, men det udpensles ikke specielt, vises bare i bisætninger engang imellem. Alt hvad drengen oplever, sanses og viderefortælles på samme lavmælte måde, og det kommer hulter til bulter i fremstillingen.

Det er ikke så lidt der sker, pædofili og vold, men så plukker vi lige lidt blåbær (og bliver væk og farer vild, men finder hjem igen), så bliver der begået et mord (eller er det selvmord?), og så bliver mor sindssyg. Alt dette sker, mens krigen tager stadig flere unge menneskers liv, og for læseren bliver summen af drengens liv umådeligt bizar. Da bogen er skrevet, som om alt er lige vigtigt og betydningsfuldt, hvad det muligvis også er, når man er 10 år, opdager man først efter at have læst bogen, hvor grusom den egentlig er.

Den er imidlertid også meget smuk, og så er den underlig tidløs. Sproget er helt fantastisk, og den må have været temmelig svær at oversætte. Karsten Sand Iversen har lavet et meget fint efterskrift, hvori han fortæller, at han næsten har lært sig walisisk gennem arbejdet med bogen.

Dele af handlingen er selvbiografisk, og det overraskede mig meget, at den er skrevet i 1961, den kunne være skrevet i forgårs. Det er meget svært at sige, hvad den ligner, men en bog er faldet mig ind, nemlig "Slagterdrengen" af Patrick McCabe, som også er en utrolig fascinerende bog.

Bogens omslag er ualmindeligt fint, og hvis man både kigger på forsiden og bagsiden, kan man næsten ikke lade være med at læse bogen. Det er noget af det mest specielle og samtidig noget af det bedste, jeg længe har læst.

Oversat af Karsten Sand Iversen. Husets Forlag, 2003. 188 sider. Kr 175,-

Bogdetaljer

Secondary title
S.O.L.
Forlag
Husets Forlag
Faustnummer
25167783
ISBN
9788774834472
Antal sider
188

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer