Bog

En god kvindes kærlighed

Af (
2002
)

Anmeldelse

En god kvindes kærlighed af Alice Munro

16 sep.02
Skribent

"En god kvindes kærlighed" er navnet på titelnovellen i Alice Munros novellesamling på 8 noveller, men ligesom de 7 andre kan den lige så godt betegnes som en "mini-roman".

Optakten er tre drenges fund af den lokale optiker, der er druknet i floden. Historien har som altid hos Alice Munro en kvinde i hovedrollen og opruller et hverdagsdrama med den enlige hjemmesygeplejerske Enid i centrum."En engel", kalder hendes mor hende. Hun passer den døende mrs. Quinn, som er meget vanskelig. Enid er opofrende, men føler et mærkeligt ubehag ved sin patient. Da mrs. Quinn røber hemmeligheden om den lokale optikers død, hvor hendes mand Rupert spiller en ubehagelig rolle - hvis hun da taler sandt - må hun reagere. Rupert er Enids gamle kærlighed, og hun føler sig seksuelt tiltrukket af ham og kan ikke frigøre sig fra sine fantasier. Hun vil hjælpe Rupert til at melde sig selv. Efter mrs. Quinns død mødes hun og Rupert ved floden. Hvad sker der? Intet røbes. Men "ting kom for en dag - mange år senere". Og her spiller et af optikerens instrumenter, som dukker op på det lokale museum, en rolle.

I novellen "Djakarta" opsøger en ældre mand en ældre kvinde og taler med hende om deres ægtefæller fra dengang, da de meget forskellige par mødtes og kom sammen. "De slap væk, begge to". Sammen?

Typisk for Munro bliver det ved antydningen. Læseren må selv lægge til og trække fra. Man oplever en betydningsladet mangel på forløsning, som nærer læserens fantasi. Man føler sig næsten som medforfatter. Personerne og miljøerne står knivskarpt med mange detaljer. En dirrende, intens stemning hviler over alle novellerne, der for det meste foregår tilbage i tiden, i fyrrerne, halvtredserne og tresserne.

Alice Munro (f.1931) er i slægt med de store kvindelige canadiske forfattere Margaret Atwood og Margaret Lawrence og har vundet mange priser. Hverdagsnoveller lyder umiddelbart ikke spændende. Men det er alligevel præcis det, de er. Lidenskaberne, hemmelighederne, forventningerne ligger under overfladen. Giv dem en chance!

Oversat af Lisbeth Møller-Madsen. Centrum, 2002. 356 sider. Kr. 329,-

Bogdetaljer

Forlag
Centrum
Faustnummer
24061957
ISBN
9788702163438
Antal sider
356

Artikel af Tonny Vorm

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer