Bog

Efterladt

Af (
2015
)

Anmeldelse

Efterladt

13 aug.15

Seriemordere har deres egen niche blandt krimierne, og McFadyens serie med FBI agent Smoky Barrett hører absolut til de mest gruopvækkende men er på trods af al ondskaben sært fascinerende.

Smoky Barrett er leder af et særligt FBI team, der udelukkende tager sig af de helt grove forbrydelser og seriemordere. Teamet har efterhånden mødt ondskaben i alle dens mest grusomme skikkelser, men i dette fjerde bind i serien støder de på en hidtil ukendt størrelse; en seriemorder, der tilsyneladende kidnapper og dræber helt uden motiv.

Sagen starter med, at en kvinde, der har været forsvundet i otte år, bliver fundet efterladt på en parkeringsplads. Kvinden er stærkt traumatiseret men dog nogenlunde uskadt i modsætning til et andet offer, der bliver efterladt samtidig. Dette offer er blevet gjort til en levende grønsag.

Det viser sig, at de to havde et forhold otte år tidligere, og at kvindens mand dengang blev mistænkt for hendes forsvinden. Det viser sig nu, at han tegnede en bizar kontrakt med en ukendt forbryder om at få kvinden til at forsvinde, så han kunne hæve livsforsikringen. Aftalen var så, at han skulle betale halvdelen til kidnapperen, men da manden ”glemte” at betale, har den ukendte gerningsmand nu indledt sin hævnaktion mod manden.

Der åbenbares flere tilfælde af samme karakter, og det lader til, at kidnapperen har fundet sine kunder gennem en internetside, men tilsyneladende har han overhovedet ikke efterladt sig den mindste løse ende. Teamet prøver nu at lokke gerningsmanden frem i lyset gennem denne hjemmeside på trods af flere advarsler henvendt direkte til Smoky. Og så bliver Smoky selvfølgelig selv kidnappet!

Cody McFadyen har efterhånden skaffet sig et stort navn blandt krimielskere, og det forstå man ganske godt. Romaner om seriemordere er altid populære, og kun ganske få formår som denne forfatter at levere et effektivt plot, hvor den ydre spænding i den grad er i højsædet. Oven i købet har han en særlig evne til at dreje handlingen 180 grader, så man både overrumples men også bliver holdt fanget i sin læsning. Baggrundsstoffet og selve opklaringsarbejdet virker særdeles autentisk, og dertil kommer, at der bruges meget tid på den psykologiske vinkel. Hvad er det, der former disse modbydelige mordere, og hvad er det, der får folk til at nå et punkt, hvor de elsker at myrde og gøre ondt? Selvom det altså er spændingen, der er i fokus, giver ovennævnte serien en yderligere dybere dimension.

Det er dog bestemt ikke romaner for sarte sjæle, og de på mange måder sorte, dystre og ualmindeligt grumme beskrivelser af grusomme mord og udspekuleret tortur vil givet få en række læsere til at stå af, men ikke desto mindre må man erkende, at McFadyens bøger har en ganske høj underholdningsværdi. 

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med Smoky Barrett #4
Forlag
Turbulenz
Oversætter
Jacob Giese
Faustnummer
51852583
ISBN
9788771481587
Antal sider
440

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer