Bog

Drengene der frelste verden

Af (
2008
)

Anmeldelse

Drengene der frelste verden af Sam Mills

21 jan.08
Skribent

Fuldstændigt helt og aldeles skræmmende bog om ganske almindelige unge drenge og en karismatisk nyreligiøs leder.

Den 16-årige Jon er præstesøn og opvokset i et amerikansk middelklassemiljø. Året før har faren forladt familien til fordel for en anden kvinde, og for Jon betød det flytning, ny skole og et definitivt farvel til sin far og sin Gud. På den nye skole, St. Sebastian, møder han Jeremiah, der er leder af et nyreligiøst Broderskab, Hebetheus, og her bliver han endelig accepteret og får igen noget at tro på. En dag overhører Jeremiah, at en en pige i klassen har planer om at placere en bombe på skolen. Da lærerne ikke vil høre på dem, beslutter de at tage drastiske midler til hjælp, og de kidnapper hende.

Jon har i begyndelsen fuld tillid til lederen og hans visioner, og han bekender sig uden tøven til den nye tro, men lige så stille begynder tvivlen at indfinde sig. Kan den unge pige virkelig være terrorist? Og er det rigtigt at kidnappe og true med at hænge hende, når Hebetheus-troen går ind for fred? Gennem romanen, der spænder over en uge, kan man følge hans udvikling og hans indre kamp. Man kommer helt ind under huden på ham og hans følelser - og hans første kærlighed.

Det er en ufattelig gribende fortælling, der er højaktuel på alle områder. Den er tankevækkende, og det er skræmmende at tænke på, at der findes mennesker, der er så karismatiske at de kan få andre til at følge dem helt ud i ekstremerne - for jeg er på ingen måde i tvivl om at det rent faktisk kunne finde sted. Jeg kan på alle tænkelige måder anbefale ”Drengene der frelste verden”, det er en roman der sætter sving i tankerne, og indimellem må man lægge den til side for at få ubehaglighederne på afstand.

Oversat af Nanna Gyldenkærne. Høst, 2008. 326 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Faustnummer
27064078
ISBN
9788763806756
Antal sider
326

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer