Den hemmelige tale

Velfungerende og spændende 2'er til "Barn nr. 44"

Hovedpersonen er igen Leo. Leo har gjort hvad han kunne for at lægge den grumme fortid i det hemmelige politi bag sig. Men det er ikke let for ham at glemme alle de uhyrligheder han har været skyld i, og alle de uskyldige mennesker han har fået dømt. Især ikke, fordi han og konen Raisa, har taget de to piger Zoya og Elena til sig. Pigerne er børn af et par hvis død Leo var skyld i. Det er måske også lige optimistisk nok, at tro at man med den fælles baggrund kan lege lykkelig familie - og det lykkes i hvert fald ikke!

Efter Stalins død sker der en del bevægelser i det totalitære samfund. De, der under Stalin havde magten, udfordres nu i den grad. Der er mange der "har noget" på hinanden, og alle har nogen at frygte. Volden, frygten og mistroen er over alt og imellem alle. Hævnen er tydeligvis ikke særlig sød, men den er åbenbart nødvendlig, og det eneste mange lever for.

Tom Rob Smith skriver egentlig udmærket, men kommer lidt kluntet fra start. Sikkert tænkt som en art resume, er der hele afsnit, hvor han lige opsummerer personers følelsesliv, reaktioner og baggrunden for dem. Det er ret irriterende. Irriterende er det også, når kan har alt for travlt med "påklistret" at forklare, hvorfor og hvordan man titulere hinanden i de kriminelle bander. Det virker malplaceret og skaber klumper i den ellers spændende og fremadskridende fortælling. Men det er skønhedspletter, for alt i alt er det en velfungerende og spændende historie.