Den gavmilde digter

En meget personlig gennemgang og fortolkning af Jørgen Leths virke, der definerer Leth som en gavmild etiker, hvor liv og skrift hænger sammen i kroppen.

Finn Janning har en meget personlig tilgang til Jørgen Leth i dette store essay, han vil ganske enkelt prøve at finde ud af, hvordan han kan bruge Leth. Hvad kan han finde hos Leth, som kan gøre ham klogere ikke blot på Leth men på hele tilværelsen.

Janning begynder sin bog således: "Dette er et essay om dét, der gør livet værd at leve. Det kan læses som et bidrag til den samtale, der begyndte i antikkens Grækenland". Det er altså den helt store kontekst, Janning vil sætte Leth ind i, og han trækker på vestens filosofihistorie, han inddrager moderne filosoffer i sin undersøgelse - og han spejler helt relevant Leths værk i Andy Warhols kunstneriske praksis. Altså et stort stof men så parret med den dér helt personlige indgang: Hvad kan jeg lære af Leth om det gode liv?

Efter mine begreber skal det gode essay være præget af en vis lethed, en elegance, en klar personlighed, og det mestrer Janning til fulde. Hans essay er levende, åbent, præget af en stor viden og indsigt - men netop præget og ikke tynget. Derfor bliver rejsen ind i Leths univers en absolut lystvandring.

Janning betegner Leth som en etisk digter - og det er jo noget ganske andet end en moralsk digter, som det skrives: "Forskellen mellem etik og moral træder endnu en gang frem, i hvert fald som begreberne er defineret her, idet moralen presser en til at handle på en bestemt måde, mens etikken er en engagerende tilgang til livet. Af samme grund mener jeg, at det er frugtbart at distancere sig fra styrende idealer, da disse har det med at sløre blikket. En passende samlebetegnelse for Leths kunstneriske og etiske praksis er: udforskning af livet. Det er livet, som indrammes, det, som billedet forestiller. Han er involveret i livet. Det er hans projekt."

Jannings essay rummer en lang række analyser og punknedslag i såvel Leths litterære udgivelser som i hans store produktion af film, og der er masser af gode citater og fortolkninger undervejs i portrættet af Leth som en person, hvis skrift og liv hænger sammen i kroppen - og fra kroppen så som opsparede erfaringer spreder sig ud i hans værk, som det hedder: "Leth er en atletisk og sanselig digter, der konstant afsøger eller udforsker grænserne for det levende."

Og det er denne holdning til livet, man kan lære af Leth, og det er helt i essayets logik, at da Janning er nået til den erkendelse, kan han læne sig tilbage og slutte sin undersøgelse af Leth:

"Det begyndte i en brun lædersofa. Lige nu sidder jeg et sted, hvor mere og mere bliver klart på grund af øget forståelse. Min forståelse hjælper mig med at erkende, i dag, det som i går fløj hen over hovedet på mig. Det, som jeg har lært af Leth, er, at et liv, der er værd at leve, er rigt på erfaringer. Og før vi for alvor kan erfare, det vil sige glæde os over livet, må vi prøve at forstå ved at engagere os i livet. Det er hårdt arbejde ikke at lade livets kræfter passere (...)."

Nogenlunde her slutter rejsen. Den har været indsigtsfuld, uddybende, klog og munter - og det er meget givende både i forhold til Leth som til tilværelsen selv at følges det stykke vej med Janning. En original og givende indgang til Jørgen Leth. Afgjort et godt sted at starte.