Bog

De sidste jomfruer i verden

Af (
2015
)

Anmeldelse

De sidste jomfruer i verden af Tom Ellen og Lucy Ivison

11 jan.16

Fyldt med intriger og forviklinger giver denne Young Adult roman et fint indtryk af, hvordan det er at være ung i London; forvirrende, fornøjeligt og til tider også temmelig vanskeligt.

’De sidste jomfruer i verden’ er en finurlig historie om fire veninder, for hvem det er alt afgørende at komme af med deres mødom, inden de skal starte på universitet. Og om de unge fyre der er tiltænkt opgaven.

Hannah har besluttet, at det skal være Freddie, som hun har kendt og været vild med altid, men da det endelig skal være, er han fuld og har i øvrigt allerede fået at vide af Stella, Hannahs veninde, at det skal ske, og det ødelægger stemningen for Hannah. Hun møder kort efter Sam til en fest og bliver forelsket i ham, men situationen forkludres – igen med hjælp fra Stella – så der går længe, inden Sam og Hannah mødes igen. De genser hinanden til en musikfestival og finder sammen, men lykken er kort, for også her opstår misforståelser, og de skilles i vrede.

Stella, Tilly og Grace har også problemer med fyrene, og fyrene Sam, Robin, Pax, Caspar og deres venner har problemer med pigerne. Og pigegruppen har problemer med hinanden – hvem bestemmer hvad, hvornår og hvorfor? Og hvem kan man stole på? Hvilke fyre vil have hvilke piger og omvendt.

’De sidste jomfruer i verden’ er en underholdende og realistisk fortælling om at være ung, krydret med humor og stor forståelse for unge på vej til voksenlivet. Ud over problemer med det modsatte køn får man et indblik i det karakterræs, de unge er midt i, og de store krav der stilles for at blive optaget på drømmestudiet. Bogen er således aktuel for unge på flere områder, og den er hurtigt læst takket være et levende og ungdommeligt sprog – det er tydeligt at forfatterne husker, hvordan det er at være ung.

Originally published by lenejensen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Tina Sakura Bestle
Faustnummer
51965892
ISBN
9788702177145
Antal sider
325

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer