Bog

De mistede

Af (
2012
)

Anmeldelse

De mistede af Daniel Mendelsohn

23 apr.12

Bogen er et fornemt eksempel på, at en betydningsfuld historisk begivenhed som Holocaust bedst kan begribes gennem en enkelt families historie.

Forfatteren er amerikansk jøde, og i sin prisbelønnede bog fortæller han om sin søgen efter oplysninger om de slægtninge, der forsvandt under Holocaust i en lille flække i det daværende Polen. En utrættelig jagt, der i årene efter årtusindskiftet fører ham på en rejse verden rundt til Østeuropa, Australien, Israel og Skandinavien.

Sproget slynger sig elegant i lange, snørklede sætninger, en ægte historiefortællers sprog. En historiefortæller med en baggrund som klassisk filolog, der læner sig op ad antikkens forfattere, de gammeltestamentlige beretninger og ikke mindst den elskede bedstefars fortællestil. Tilsyneladende kaotisk væver forfatterens beretning sig frem og tilbage med mange sidespring, ikke mindst til historierne i den hebraiske bibel. Temaer tages op og forlades igen for senere at blive broderet videre på, men bedst som man tror, at nu har man mistet forbindelsen, bliver man atter bragt tilbage på rette spor. Et fascinerende væld af historier inden i historien, som gør det svært at slippe bogen.

Det er en gribende bog, spændende som en kriminalroman og ikke uden humor. Hvad skete der egentlig med bedstefaderens bror Shmiel, hans dygtige og rare kone og de fire smukke, unge døtre? Hvornår døde de, og hvordan døde de? Som videnskabsmand interesserer forfatteren sig i begyndelsen mest for de nøgne facts, men snart kommer interessen for at finde ud af, hvordan de var som mennesker.

Mendelsohns søgen starter i gamle familiebreve, arkiver og senere på internettet for derefter at gå videre til jagten på de få overlevende, der direkte eller indirekte har kendt til Shmiel og hans familie. Det giver naturligvis forskellige versioner af familiehistorien, men hvilke er de sande? Et utroligt samspil af tilfældigheder forsyner forfatteren med oplysninger, og mod alle odds dukker der hele tiden nye mennesker op, der har kendt til familien. Det er selvfølgeligt umuligt at finde frem til den fulde sandhed, men de mange små detaljer gør de forsvundne slægtninge meget mere nærværende.

Bogen er ikke blot en spændende og rørende detektivisk jagt på en stump slægtshistorie, men i det større perspektiv en undersøgelse af, hvad slægten og fortiden betyder for os som mennesker.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Jakob Levinsen
Faustnummer
29269920
Graphic
Harvey Macaulay - Imperiet
ISBN
9788702090383
Antal sider
654

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer