Bog

Dage med slave

Af (
2008
)

Anmeldelse

Dage med slave af Dorrit Willumsen

20 okt.08

En sproglig perle af en roman om en midaldrende, velholdt ejendomsmægler der køber en ung pige som slave for 50 kr. kiloet.

Ja min nysgerrighed var i hvert fald vakt. Hvad har hun nu fundet på, hende Dorrit Willumsen?
Sidst læste jeg med stor fornøjelse den dejlige novellesamling "Den dag jeg blev Honey Hotwing". Denne gang har forfatteren skrevet en lille roman, som simpelthen er en nydelse at læse.

Romanens jegfortæller er den 57-årige, kvindelige ejendomsmægler Henny. Henny lever et meget behageligt og velordnet liv. Når hun ikke arbejder, bruger hun sin tid på at pleje sig selv og sit udseende. I hendes smukke lille rækkehus står kogebøgerne i alfabetisk orden. Hun har engang været gift, men da hendes mand begyndte at snakke om børn, var hun ikke interesseret.

I det hele taget får man indtryk af en kvinde, der totalt har udraderet alt, hvad der kunne minde om spontanitet, impulsivitet og uorden fra sit liv. Men så møder hun det unge foruroligende par, som hun fascineres af, han har blå hanekam og isblå øjne, og hun er bleg og spinkel. Den unge mand tilbyder Henny, at hun kan købe pigen som slave for 50 kr. kiloet. Af en eller anden grund gør Henny det, og dermed inviterer hun kaos ind i sit liv.

For selvom Henny allerede lige efter, hun har købt pigen, fortryder, så vil pigen ikke gå igen. Henny forsøger at leve sit liv, som hun plejer, men kontrollen glider hende mere og mere af hænde. Og da hun en dag smugkigger i den unge piges dagbog og derved konfronteres med pigens syn på hendes liv, befinder Henny sig pludseligt i frit fald nedad.

Det er en meget original og anderledes historie, Dorrit Willumsen har begået. Og så er den skrevet med et sprogligt overskud, som gør læseoplevelsen helt unik.

Gyldendal, 2008. 130 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27430279
ISBN
9788702072068
Antal sider
130

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer