Butcher's Crossing

En ung mands møde med sig selv gennem en farefuld bisonjagt i et øde og råt Amerika. Det er en gribende roman om vilkår, valg og identitet, holdt i Williams’ særlige og stilfærdige stil.

Da den amerikanske og for længst afdøde forfatter John Williams i 2014 stormede ind på diverse litterære hitlister, var det som bekendt med romanen ’Stoner’ som rambuk. ’Stoner’, der ikke vakte megen opsigt ved sin udgivelse i 1965, fik nu gevaldig og fuldt fortjent oprejsning, og derfor kan det næppe undre nogen, at Williams’ øvrige forfatterskab også er omgærdet af en vis interesse. Og nu kan danskerne så glæde sig over endnu en Williams-roman – nemlig western-værket ’Butcher´s Crossing’.

’Butcher´s Crossing’ begynder i bedste western-stil med at ”en fremmed kommer til byen” – med diligencen, naturligvis. Denne fremmede er den unge William Andrews, der er brudt op fra storby- og universitetslivet i Boston for at finde lykken – eller om ikke andet så bare sig selv – i ødemarken og præriebyen Butcher´s Crossing. Man kan groft sagt sige, at dette er en omvendt Stoner, for hvor William Stoner var draget mod og rejste til byen og universitetsverdenen fra landet, hvor han var født og opvokset, er det lige modsat med navnebroren Andrews. Han vil naturen, han vil landet, han vil det rå og det ubarmhjertige, han vil det oprindelige. Og for at finde alt det begiver han sig ud på en bison-ekspedition sammen med en erfaren bisonjæger, en såkaldt skinder (det er ham, der flår skindene af bisonerne) samt førstnævntes gode ven, der fungerer som kok på rejsen. fire mænd, otte stude og tre heste begiver sig ud på en færd, hvor jeg spår, at selv B.S. Christiansen og Bear Grylls ville komme til kort.

Kursen er sat mod en dal i Colorado, hvor jægeren Miller for flere år siden så et utal af bisoner, og dem vil selskabet nu nedlægge, da der er penge i bisonhuder. Turen er lang, og landskabet er utaknemmeligt med både varme og tørke såvel som ekstrem kulde og massivt snefald, men det er fascinerende at læse, hvordan mændene klarer den ene udfordring efter den anden. Og det fascinerende findes ikke blot i deres handlinger – det findes også i det nøgterne, uprætentiøse og uhøjtidelige sprog, der er så typisk for John Williams. Dramaet, som ved Gud er til stede, er lige så lavmeldt, som det er i ’Stoner’, men Williams serverer det på en måde, så man opsluges totalt.

Hvordan jagten og mændenes tilbagevenden til Butcher´s Crossing spænder af, skal selvfølgelig ikke afsløres – dén er drivkraften for såvel den unge Andrews som hans hengivne læser. Men hvad der endelig ikke bør hemmeligholdes er romanens potentiale til at blive lige så stor en succes som ’Stoner’. Den er filmisk i sin form, idet John Williams er en mester udi kunsten ”Don´t tell it – show it”! Alligevel er det, set fra min hesteryg, skønlitteratur, når det er bedst. Der er noget lækkert old school over såvel form som indhold, og i disse moderne tider er det virkelig forfriskende læsning. 

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.