Bog

Besværgelsen

Af (
2014
)

Anmeldelse

Besværgelsen af Morten Bracker

25 aug.14

Thriller med internationale overtoner. Den stort anlagte mursten er på mange måder en imponerende præstation med sin blanding af spænding, psykologi og filosofi.

Hovedpersonen, Rei Theron, forsøger i romanens start i bogstaveligste forstand at flå sig selv i småstykker. Drevet af indre dæmoner, en længsel efter en forsvunden far og manglende mening med livet forsøger han at begå selvmord i en vinterklædt svensk skov. Måneder senere vågner han op efter en dødlignende koma og er i hvert fald fysisk helbredt. Psykologen Voight fortæller ham om et hemmeligt selskab, Pura Essentia, som vil kunne være vejen og løsningen til fred og en mening med livet for sådan én som Rei.

Rei indvilliger og flyves til en hemmelig lejr. Her får han beskrevet en forunderlig historie om Den store Fortælling, skabt af bevægelsen Matisya Hasiya, som i årtusinder har manipuleret med mennesker og deres virkelighedsopfattelse. Pura Essentia kan bedst sammenlignes med en modstandsbevægelse, og Rei får sammen med fire andre til opgave at trænge ind i Matistaens kommunikationscenter og hente livsvigtige oplysninger. En intensiv træning og planlægning starter, men hvad er egentlig det rigtige formål? Hvem er de gode og de onde, og hvad er sandt eller falsk? Rei kommer ud på sit livs rejse – en rejse, som fører ham til Alaska, Sverige, Iran og Ukraine – og en rejse, som for altid skal ændre hans syn på livet og meningen med det.

Velkendte forfattere som Dan Brown og Ole Clifford spøger kraftigt i baggrunden, men Morten Bracker har sin helt egen og ganske forfriskende tilgang til konspirationsgenren, og det er ganske godt gået af en debutant. Den store roman er samtidig godt skrevet, når man sådan lige har vænnet sig til den lidt højstemte og højtidelige sprogtone. De geografiske lokaliteter synes omhyggeligt researchet, og forfatteren har, trods mange sidespring og indviklede drejninger, fint styr på den pænt indviklede handling.

Indimellem forekommer beskrivelserne, især af bygningsværker, dog noget omstændelige og ”lange i spyttet”, og de forskellige personer får ikke helt deres eget liv, men det er i virkeligheden småting i en fortælling, som virkelig udfordrer i sit tankespind og sin historie.

Hvis man er til intriger, hemmeligheder, psykologi, filosofi og gådefulde sammenhænge tilsat den evige kamp mellem godt og ondt, får man virkelig noget for pengene.

 

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Nordrose
Faustnummer
51090195
ISBN
9788799733927
Antal sider
645

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer