Bog

Barnet på Blessings

Af (
2004
)

Anmeldelse

Barnet på Blessings af Anna Quindlen

07 mar.05

Lån bogen på

Handlingen foregår i spændingsfeltet mellem herskab og tjenestefolk. Det er der kommet en rigtig spændende, underholdende og varm roman ud af.

I udkanten af den lille by Mount Mason i USA ligger det smukke landsted Blessings. Her bor den snart 80-årige Lydia Blessing alene. Hun har en daglig hushjælp fra byen og har lige ansat en altmuligmand, Skip Cuddy. Han har haft en temmelig forhutlet opvækst og er netop løsladt efter endt afsoning af en dom for uheldigvis at have været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Skip bor nu i en lille lejlighed over garagen på landstedet, og det viser sig, at han er den helt rigtige til jobbet. Hænderne sidder godt på ham, hovedet fejler heller ikke noget, og han lader sig ikke kue af den gamle, meget konservative frue.

Selvom det nok ikke var meningen, er det Skip, der en tidlig morgen finder en nyfødt baby efterladt i en papkasse på den herskabelige hovedtrappe. Han tager sig af babyen uden at lade nogen vide det.

Den gamle skarpsindige dame finder alligevel ud af det og indvier også hushjælpens datter i forehavendet. Derved kommer de tre ind på livet af hinanden. Persontegningen er rigtig god. Ikke mindst fordi forfatteren får den dimension med, at når man bor i en lille by, så ved man alligevel en del om hinanden. Ret underfundigt.

Dog, ikke alt ved man. Der er hemmeligheder, forfærdelige og spændende hemmeligheder, der lidt efter lidt kommer for en dag. Især for Lydia Blessing, der på en måde genoplever sit liv, da hun kommer i kontakt med det lille barn.

Hendes liv blandt ligesindede i overklassen og Skips liv i den anden ende af den sociale skala er spændende og tankevækkende beskrevet og virker autentisk.

Hvordan de tre hjælper hinanden med den lille, og hvad der videre sker, skal ikke røbes her, men anbefales varmt  at læse selv. Her er en underholdningsroman, når den er bedst.

Oversat af Ursula Baum Hansen. Sommer & Sørensen, 2004. 227 sider. Kr. 249,-

Bogdetaljer

Forlag
Valby : Sommer & Sørensen
Faustnummer
25397681
ISBN
9788790189563
Antal sider
227

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer