Bog

Av, det gør nas

Af (
2015
)

Anmeldelse

Av, det gør nas af Marianne Iben Hansen

30 nov.15

Fantastisk, fabulerende englerap af rim-mesteren Marianne Iben Hansen om englen Anna, der kigger ned på Peter, som hun synes er lidt sød. Rå, rørende, fuld af action og masser af skønne rim.

Af Susanne Dahl Jensen

 Med ’Av, det gør nas’ har forfatter Marianne Iben Hansen her skrevet den vildeste englerap med fuld fart på både sproget og handlingen. Vi starter oppe i den herrehøje himmel, hvor englen Anna sidder med en kikkert og kigger mange tusind meter ned på jorden. For hun holder øje med Peter, der kommer cyklende, og hun synes, han er lidt sød, men pludselig kører han galt og slår en rokketand ud, som bliver hapset af en fugl. Det ser den lille engel i sin kikkert fra sit skjul, og hun suser ned mod jorden for at finde rokketanden til Peter. Men det er ikke let, for duen, der har hapset tanden, flyver hurtigt væk, og så går den vilde jagt efter først duen og siden tanden, som duen taber ned midt i trafikken. Det hele ender heldigvis ganske fredsommeligt, og Peter får en ven et sted som ingen ved.

 Man skal holde tungen lige i munden, når man læser denne englerap op, men så får man til gengæld også rim og ordleg for alle pengene, for Marianne Iben Hansen forstår virkelig at lege med sproget, så det er en fryd. Og de detaljerige og tegneserielignende illustrationer af Tom Kristensen understreger så fint den rimede tekst.

Forfatter Marianne Iben Hansen har skrevet en del billedbøger med rimet tekst, og i 2015 er hun kommet med hele tre nye titler, hvoraf denne er den ene. Hendes første billedbog på vers kom i 2004, ’Fikkedik og Falderina: Hekserim’, og siden er der kommet en hel stribe af billedbøger med rimet tekst fra Marianne Iben Hansen. ’Av, det gør nas’ er illustreret af Tom Kristensen, der endnu ikke har illustreret så mange børnebogstitler, men senest har været teknisk tegner bag ’Billy smiler rødt’.  Har man ikke mod på at læse denne skønne engle-rap op selv, kan man på www.youtube.com høre forfatteren rappe historien, hvis man søger på ”Av, det gør nas”.

God fornøjelse! 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51625382
Graphic
Tom Kristensen
ISBN
9788702153910
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer