Det sker ikke så sjældent, at mediekunsten inspireres af skønlitteraturen. Det kan være i form af undersøgelser eller ombrydninger af de mere traditionelle fortælleformer, der findes i novelle- og spillefilm med litterært forlæg. En anden mulighed er mere direkte brug af skønlitteratur, hvor der arbejdes med citater, temaer, figurer eller iscenesættelser fra bøger, der er udkommet. Videokunstens korte, mere poetiske former minder ofte om visuelle digte. Omvendt er det ret sjældent, at video- og mediekunst inspirerer til noveller og romaner. Don DeLillos er så vidt jeg ved, den eneste skønlitterære forfatter, hvis værker har bevæget sig i begge retninger.

I 1997 skabte den belgiske videokunstner Johan Grimonprez i samarbejde med bl. a. meget dygtige lydfolk og komponister, herunder David Shea her, videoværket Dial H-I-S-T-O-R-Y på basis af citater og indtryk fra DeLillos to romaner Hvid Støj og Mao II. Men der er absolut ikke tale om en filmatisering, forstået som en spillefilm baseret på et plot, hentet i en roman eller novelle. Billedsiden består af arkivfilm fra historiske terrorbegivenheder, på uhyggelig vis klippet sammen med materiale fra underholdningsindustrien. På lydsiden mixes citater fra DeLillos bøger med reallyd fra de gamle filmklip, samt underholdningsmusik. Jeg vil vove den påstand, at man aldrig igen kan more sig med at danse glad og uskyldig til discohittet "Do the Hustle" med Van McCoy efter at have set den video. Dial H-I-S-T-O-R-Y kan ses lovligt og i sin fulde længde her.

Dial H-I-S-T-O-R-Y er ikke underholdende. Dial H-I-S-T-O-R-Y er heller ikke lærerig og oplysende. Måske er der i virkeligheden tale om noget så umage og besværligt som kunst. Videoens to fortællerstemmer taler om at plotte. Det er en tvetydig affære. Der er plottet bag en forbrydelse eller et angreb, masterplanen, og der er forfatterens plot, der udgør den struktur, som ligger bag romanens eller filmens forløb. Her fremsættes den tese, at plottets natur er at bevæge sig mod døden. Den ene af fortællestemmerne siger i videoens indledende sekvenser:"For år tilbage troede jeg, at forfattere kunne ændre en kulturs indre liv. Nu har bombemagere og revolvermænd overtaget det territorie" (min løse oversættelse). På provokerende og foruroligende vis sammensættes alle strategier, planer og plots, uanset om det er terroristens plot, den politiske strategi, de elskendes planer, planer i børns lege eller det narrative plot.

Det er kendetegnende for DeLillos romaner, at de er sprængfyldte med mere eller mindre løse teser, som aldrig rigtigt følges helt til dørs. Vi ved ikke, hvad forfatteren mener. Og det får vi heller ikke at vide. Er det paranoikeren, der taler, med sit udgangspunkt i paranoiaens tendens til at få alt det, der i virkeligheden ikke hænger sammen, til at fremstå som en højere og meningsfuld helhed. Eller er der tale om sobre analyser af paranoiaens inderste natur, fremsat i fuldt dagslys med baggrund i forfatterens intelligente tilbageholdenhed. DeLillo og Grimonprez åbenbarer tankemønstre uden med alfaderlig stemme at fortælle os, hvad der er ret og vrang, viden og vanvid. DeLillo går, som mediekunstnere, undersøgende til værks, uden at konkludere. Derfor er det nok ikke tilfældigt at han har valgt en kunstvideo, som omarbejder en spillefilm, som inspiration for hans seneste roman, Point Omega. Den er inspireret af forfatterens oplevelse af et videokunstværk, som han så flere gange på Museum of Modern Art i New York i 2006. Om udstillingen her.

Videoværkets titel er "24 Hour Psycho", skabt af den skotske mediekunster Douglas Gordon. Det viser Alfred Hitchcocks filmklassiker Psycho, projiceret op på et gennemsigtigt lærred i et mørkt rum, men vel at mærke i en version uden lyd og i ultra langsom gengivelse. Men her er ikke, som hos Hitchcock, nogen psykiater, der til sidst fortæller publikum, hvordan vi skal forstå den handling som, hun vi oplevet. Videoen er stum og stopper, når museet lukker, selv midt i, hvad der oprindeligt var filmens handling, for at starte igen på netop det punkt, når museet åbner næste dag. Videoen i sin helhed varer, ikke cirka halvanden time som en spillefilm, men fireogtyve timer, deraf titlen. Point Omegas rammefortælling er netop en beskrivelse af oplevelsen af at se 24 Hour Psycho, dag efter dag. Det meste af tiden holdes jeg-fortæller ved menneskeligt selskab af vagten. Lærredet er hævet ud fra væggen, rykket i forgrunden og hængt op som et objekt, en projektionsflade for lys og skygge. Man kan bevæge sig rundt om lærredet og se projektionen "retvendt" eller "spejlvendt". Andre museumsgæster, samt vagten, som bevæger sig i rummet, kommer i fokus. De er alle nærmest som performere i en installation. De andre, lyset, der trænger ind udefra og lyden af de aktiviteter, der finder sted i de tilstødende lokaler, er en del af helheden og integreres i den subjektive erfaring af værket.

Videoen og romanen er ikke medrivende. Der er ingen Hitchcock'sk suspense, som forløses til sidst. Beskueren på museet er nærmere reflekterende, skiftevis fantaserende og objektivt iagttagende, men driver samtidig væk fra videoens handling og ind i sine egne fantasier eller ud af værkets rum og ud i gaderne, efter en af de øvrige museumsgæster. Det er lidt, som når man læser en roman, der vikler sig ind i ens eget liv og ens egne drømme, imens man til tider lægger bogen fra sig, idet man også har andre gøremål.

På et tidspunkt besøges museumsrummet af to skikkelser - en ældre mand med fletninger og stok og en yngre mand, som jeg-fortælleren forestiller sig, må være den ældres tidligere elev. Disse to bliver hovedpersoner for den fortælling, som rammefortællingen indlejrer, men dette viser sig først et godt stykke inde i romanen. For at vide, hvad der her sker, må man læse bogen.

At rammefortællingen kan læses som en optik, der lægges ned over resten af romanen, siger sig selv. Men det paradoksale er, at rammen naturligvis også kan læses og tolkes på forskellig vis. Det vidner anmeldelser og omtaler af Point Omega i høj grad om. Nogle læsere betragter den gamle mand med fletningerne som et orakel. Andre har valgt at læse ham, som det modsatte – et gammelt fjols, der i bedste fald er dybt usympatisk. Begge vinkler tager deres udgangspunkt i romanens ramme. Og begge "hold" af anmeldere og læsere er overbevist om, at de læser romanen og forstår den gamle mands filosoferen, som forfatteren har ment det hele. Det er i sig selv interessant.

Nogle af de vidt forskellige omtaler og anmeldelser af Point Omega, kan man få adgang til internationalt her og på dansk i Kristeligt Dagblad her.