Vredesbjerget

Oprettet: 12.12.2016 - 12:56 Vredesbjerget

Jeg knytter næverne hårdt sammen; jeg kigger lige frem; jeg fornemmer vreden, mærker den, lever den, nu er jeg klar. Jeg åbner munden på fuld gab og skriger alt hvad jeg kan; lader min vrede runge ud over kløften; ud over bjergsiden; skriger indtil det gør ondt i halsen, bliver ved lidt længere. Tager luft ind og skriger igen. Færdig; jeg føler mig lettet, som om en stor tung byrde er fjernet fra mine skuldre. Jeg er klar til endnu en dag, måske er jeg endda i stand til at overskue en hel uge. Hvis ikke kan jeg jo altid løbe op på Vredesbjerget igen og skrige min vrede ud.

Kigger mig til siden; en stor tyk storsvedende, og ret ildelugtende mand - vil jeg lige indskyde - står ved siden af mig, derhenne, jeg peger, han skriger og hviner også sin vrede ud. Hold op han er vred. Han lyder som en gris, der bliver stukket med en kniv. Hans stemme lyder alt for høj til hans udseende, det lyder komisk; jeg griner lidt. Den tykke mand ser, at jeg smiler og skriger lidt mere og lidt højere. Han er vred; nogen må have drillet ham med den stemme; han er en skrigeskinke bogstaveligt talt. Hans skrig triller ned af bjergsiden, mod bunden, slår følge med andre skrig på vej nedad. Skrigene tager af jo længere ned de kommer. ”Prøv at forstille dig, når skriget rammer vredessøen dernede, så drukner lyden i et inferno af vrede. Kan du forestille dig det? På den anden side af kløften; derovre ca. 50 meter herfra – ja lige derovre, se, kan du se, lige der. Der står et ungt par og et par børn og skriger deres vrede ud over kløften; typisk børnefamilier; alt for lidt tid og al for mange ønsker; kvinden kan ikke nå sine pligter; manden får ikke sex nok og børnene får ikke det elektroniske gejl, de synes, de har brug for. Alt i alt en ret frustrerende situation. Godt jeg ikke har børn, en evig kilde til frustration og vrede mindre. Ja, jeg vil ikke have børn, du hørte mig; de ødelægger også mine former; og jeg vil dæleme ikke have strækmærker på min mave”.

Lidt længere henne står et helt hold af mennesker og skriger; ”prøv at tage min kikkert; de ligner turister, vrede turister; et turistkor rejsende i vrede. Er der virkelig nogen, der betaler for at komme herop for at skrige deres vrede ud? Åbenbart; men hvad skal vi med deres vrede; har vi ikke nok i vores egen? Vredesbjerget er blevet et turistmål, skørt, hvis du spørger mig”.

Hvert udbrud falder ned i kløften langt nede og lægger sig ovenpå årtiers måske århundreders vrede; det syder og bobler af vrede og arrigskab dernede. ”Godt der stadig er plads til noget dernede. Gad vide hvad der sker den dag, det løber over? Kom lad os gå ned ad bjerget igen; jeg skal lige i bad og så på arbejdet”.

Vi passerer et hold turister mere på vej op – de ligner japanere; en tordensky af en ung kvinde og hvad der sandsynligvis er hendes kæreste ræser op ad bjerget. En kat løber forbi; den er mistænksom. Det ser pudsigt ud, på vej op er folk edderspændt sure og vrede; og ligner nogen, der kan eksplodere hvert øjeblik. På vej ned igen ser de rolige og afslappede ud. Det er virkelig sundt at få afløb for sin vrede; hvis man bare holder den inde, kan man risikere at eksplodere til sidst i vildt raseri.

Hver har sin måde at skrige sin vrede ud på. Nogen kan bare godt lide at skrige; munden på vid gab, knyttede næver og bare skrige til det sortner for øjnene. Andre kan godt lide at råbe røv så højt og længe som muligt. Nogle synger et vers. En ung punker stod her oppe forleden og sang et Dead Kennedys nummer ”Religious vomit”; jeg ved det selvfølgelig kun, fordi jeg spurgte; hører ikke selv på den slags. For et par år siden gav metalbandet Slayer koncert heroppe, hele bjerget var fyldt med langhårede mennesker; de var alle sammen vrede på Gud og samfundet; de spyede en masse vrede og galde ud over bjerget, ned i kløften; jeg siger dig, man kunne se vredestanden i vredessøen stige med flere meter.

”Tom, hvad gør du for at komme af med din vrede? Nej vent, lad være med at svare; jeg ved det. Du skriger lige som mig. Ja, det gør du. Der vokser ikke meget heroppe på toppen; du ved, vreden har svedet det hele af. Intet kan vokse i vrede. Der stod engang et træ der, men det er helt forkullet. Jeg synes, det er dejligt at have et sted, hvor man kan komme af med sin vrede, synes du ikke også? Da der var en sparerunde i kommunen sidste år, vedtog man at anlægge en vej op til Vredesbjerget; du ved for at gøre det handicapvenligt. De skønnede, at der ville blive en del vrede for de handicappede at komme af med, når man skar al deres sygetransport og gratis bingoaftener væk til fordel for et nyt shoppingcenter.”

Der er virkelig meget at være vred over. En tåbelig politiker skrev noget dumt på facebook forleden, hvilket resulterede i, at der var en valfart af mennesker op til Vredesbjerget. Politikere pisser virkelig folk af. Jeg er ligeglad med dem; har lært at vende det døve øre til – ellers kunne jeg står og skrige heroppe hele tiden. De lange bilkøer inde i byen i myldretiden er også noget, der får folk op i det røde felt, især når der er varmt. Og der er kommet en halalslagter inde i byen, nede i det mondæne kvarter; det har virkeligt skabt vrede. Hold op folk er vrede over den muslimske indtrængen i vores fredelige kristne lille by. Jeg er ligeglad, kødet smager godt; og man behøver ikke læse koranen for at tilberede det. For et par uger siden var der borgermøde omkring etableringen af en flygtningelejr i udkanten af byen; det fik folk op ad stolene, der var sort af folk på vej op til Vredesbjerget for at skrige deres vrede ud. 

”Er der ikke noget, du er vred over? Noget der æder dig op indeni? Noget som du bare har lyst til at skrige ud over det hele? Vent lidt med at svare; jeg ved, hvad du tænker på. Hvorfor jeg var heroppe tidligere? Jo ser du, vent lad mig lige vifte den flue væk fra din sandwich; ækelt, man ved sgu ikke, hvor den har været sidst – sikkert i en eller anden lort. Nu skal du høre. Det var ikke en enkelt stor ting, der gjorde mig vred; nærmere en række irriterende ting, oplevelser der blev kumuleret og gjorde, at jeg blev nødt til at løbe op på Vredesbjerget; fx var der en nød henne i supermarkedet, der tog min plads i køen, bare sådan uden videre; jeg sagde ikke noget, men det lagde bunden for min vrede. Efterfølgende på vej hjem fra arbejdet  sad jeg ved siden af en pige i bussen. Hun talte i mobiltelefon; hun talte højt; tydeligvis med sin kæreste; og de talte om de mest ligegyldige ting bla, bla, bla; jeg kunne næsten ikke holde min mund, men gjorde det alligevel; for jeg ville hellere samle en god gang vrede op til mit skrig ud over Vredesbjerget, end spilde det på en person, som alligevel ikke fatter, hvordan man skal opføre sig. Forresten, har du hørt, at der var nogen, som så en fugl flyve ud over kløften og som kom for tæt på vreden; der gik ild i den; og den røg ned i vredessøen; den blev sikkert flået i stumper og stykker af al den galde. Nogle åndsvage politikere har stillet forslag om, at hvis man bliver snuppet tre gange for en forbrydelse, bliver man smidt i kløften; de siger, at man skal komme til at smage vreden. Kan virkelig ikke lide politikere, de er dumme og ved ofte ikke hvad de snakker om. Åh jeg bliver nogle gange så vred; men jeg tænker også, at det er for nemt at blive vred på politikerne, de gør det sgu for nemt for os; folkevalgte tumper; gider ikke stemme af samme grund. Nå hvor kom jeg fra? Åh ja; jeg var på vej hjem fra arbejdet; allerede lettere vred nu; jeg gik det sidste stykke. Der er vel 200 meter fra busstoppestedet til, hvor jeg bor; ja, du kender området. Jeg havde mine højhælede Gucci sko på; og jo jeg kan sagtens gå i dem, nu skal du ikke begynde! Og jeg gik langsomt og stilfuldt på fortorvet; vrikker let med hofterne, forsøgte at se sexet ud, hvis der skulle komme en lækker fyr forbi og så træder jeg fandeme i en hundelort. FUCK, en ulækker hundelort; den havde smurt sig ud over mine smukke – ja og ret dyre sko, hvis du altså er interesseret i at vide det; jeg tjener jo godt med penge efterhånden; altså ikke for at prale, og så alligevel. Er der noget galt, du ser lidt fjern ud? Du siger heller ikke ret meget. Nå tilbage til min vrede; jeg forsøgte at tørre lorten af med en af mine stofservietter, du ved dem, der har mine initialer broderet i; det ville ikke komme af. Lugten provokerede mit opkastsrefleks; den lort lugtede virkelig dårlig, tro mig, jeg bliver dårlig igen bare ved tanken; og ja, jeg kunne ikke undertrykke det; og jeg brækkede mig midt på fortovet. Der røg latten, min frokost, et salatblad med dressing og hvad jeg nu ellers havde indtaget de sidste timer ud af min mund – skal jo holde formen slank - og rammer en nydelig mand, som gik ganske tæt forbi mig; og det landede på hans ben. Og i stedet for at hjælpe mig; blev han vred og sagde, at jeg ikke burde drikke på denne tid af dagen, og at jeg i øvrigt lignede en luder. Han hjalp mig ikke!! Jeg bad ham om at gemme sin vrede til Vredesbjerget. Kan du forestille dig hvor ydmygende det var. Jeg drikker aldrig om dagen. Så jeg stod der med hundelort på skoen; bræk i ansigtet; havde mistet en af mine dyre servietter – med initialer; fortalte jeg det? Og jeg lugtede virkelig, virkelig dårlig. Og det gjorde mig så vred. Så, ikke nu, det er mig, der snakker. Du må lige vente lidt. Nå, jeg forsøgte at bibeholde en smule af min værdighed, og gik videre; jeg var heldigvis snart hjemme. En bil kørte tæt forbi mig, og sprøjtede hele vejens vandpyt op på mig. Jeg lignede efterhånden en løgn; og du ved, hvor smuk jeg er og hvor meget jeg går op i at se godt ud. Sig mig, hører du efter? Nu kunne det da snart ikke blive værre; og jeg var ved at være meget meget vred kan jeg godt sige dig. Men det blev værre. Jeg kan mærke, at jeg bliver vred igen bare ved at fortælle dig om det. Heldigvis er Vredesbjerget ikke så langt væk. Altså jeg havde glemt mine nøgler på kontoret. Så var gode råd dyre, ikke? Jeg ved, hvad du tænker. Naboen har en ekstra nøgle. Og jo det er sandt. Men han er jo en lækker single mand, og jeg ville helst ikke have, at han så og lugtede mig sådan; hvad ville han ikke tænke om mig. Så jeg gik rundt om huset. På anden sal; ind til mit soveværelse stod vinduet åben. Hm, hvis jeg bare kunne komme derop, så ville jeg være home free; Heldigvis har jeg en stige ude i redskabsskuret; den du har givet mig, kan du huske det? Den burde kunne nå derop. Jeg hentede stigen, sparkede den anden sko af og satte stigen op ad væggen; begyndte at kravle op. Kom op til vinduet, fik det åbnet og kravlede ind. Haspen fangede min kjole og rev den helt op; den var jo stram og jeg havde ingen trusser på; så min bare røv kom til at stikke ud af vinduet, og idet jeg faldt ind over vinduet og landede på gulvet, så jeg min lækre nabo stå i vinduet og lave thumbs-up til mig; heldigvis har jeg en flot røv, men alligevel. Lortedag sagde jeg til mig selv. Endelig hjemme i sikkerhed. Jeg gik direkte i bad og derefter på hovedet i seng; det var blevet lidt sent og jeg havde en vigtig dag dagen efter, altså i dag. Faldt i søvn og sov som en sten; overhørte mit vækkeur og sov over. Jeg blev så vred, ja og resten af historien kender du. Nå fortæl mig nu hvad der gør dig vred!”  

”Hvad der gør mig vred?” Siger han. ”Hmm lad mig se; jo, det gør mig afsindig vred at lytte til dine selvoptagede enetaler; faktisk så vred, at jeg vil tage en tur ud til bjerget og brøle min fortrydelse over at jeg har spildt en halv dag på at lytte til dig ud over kløften”.

Han vender om og går tilbage mod bjerget; Jeg løber efter ham, kalder på ham ”Tom, kom tilbage, lad os snakke!”

Der er efterhånden ved at være trængsel på vejen op mod toppen; der er godt nok meget vrede i luften, nærmest epidemisk; mon det smitter, tænker jeg; mens jeg løber efter Tom. Han er allerede kommet halvvejs op. Jeg passerer en hel skoleklasse af vrede børn; de giver mig fingeren og råber efter de to pædagoger; en bonde med vrede dyr mosler sig op ad bjerget. En af køerne skuler ondt til mig. Flere turistbusser fyldt med japanere der tager billeder snegler sig op; de ser egentlig ikke særlig vrede ud. En flok præster, med bibler under armene diskuterer ophidset på vej op ad bjerget; gad vide hvad de er vrede over; sikkert udlægningen af teksten; hvilket fantasifoster er mest virkeligt? Suk. Et fodboldhold passerer sammen med det lokale supermarkeds slagteriafdeling; en flok kvinder; måske en syklub; de ser lidt stramme ud i betrækket; jeg griner højt. Et hold mellemledere fra den nærliggende kontorby marcherer forbi; hov, det er da Martin, ham den overfornuftige; er det ikke? Jeg kan ikke rigtig se det. Nej, nu må de holde op, en vuggestue fyldt med vrede børn. Vreden får tidligt tag i os, tænker jeg. ”Tom, hvor dælen er du?” Han er derhenne; er ved at mase sig vej gennem kødranden af mennesker på vej hen til kanten; der er næsten sort af mennesker på begge sider af bjerget. Der er en forfærdelig larm af skrig, skrål, råb, brøl; lydniveauet er konstant stigende. Det driver med vrede ned i kløften; en sort, tykflydende galde på vej mod vredessøen. Jeg får moslet mig hen til Tom; han råber ud over kanten AAAAAAAAAARRRRRRRRRGGGGGHHHHHH!!!!!!!! – vreden løber fra ham ud af munden; ud over kløften og falder som sort galde ned mod vredessøen. ”Stop Tom, undskyld!! Kom nu væk fra kanten; det går galt, vreden er al for tæt på kanten”.

Tom stopper med at råbe, kigger lidt forvirret på mig og råber ”ja, vi må væk herfra, det går galt”.

Tom tager mig i armen og trækker mig igennem menneskemassen. Lydniveauet er øredøvende højt; vreden er til at skære i. ”Det går galt Tom!!” Råber jeg. ”Jeg er bange!!”.

Presset fra de vrede mennesker længere nede ad bjerget stiger og vi kan ikke komme ned; vi bliver skubbet længere hen mod kanten, mod kløften, mod vredessøen. ”Tom!! Hvad skal vi gøre!” råber jeg.

Han kan ikke høre mig; vreden ligger som et tykt tæppe over det hele. Jeg er kommet hen til kanten; står og vakler; vredessøen er på vej til at gå over sine bredder. Jeg mister fodfæstet og falder i. Det sorte tager fat i mig; arme fanger mig; holder mig fast; ansigter flyver omkring mig, råber ind i hovedet af mig; billige luder; skøge; din fede so; så vi fik dig din lede sæk; lede kælling; bitch; jeg prøver at holde mig for ørene, kan ikke. Dyr snerrer af mig; en kæmpe hund med blottede tænder springer lige imod mig; gør mig ind i ansigtet; bider ud efter mig; den er sindssyg af vrede; fråde fra dens mund giver mig et absurd indtryk af, at den har et stort hvidt skæg.

Det er slut, tænker jeg, mens jeg driver rundt i den sorte vredessø. Mister bevidstheden. Et par engle med sorte vinger og røde øjne kommer hen imod mig, den ene sætter sig oven på mig; kigger mig i øjnene; tager en slagterkniv frem; jager den i brystet af mig; åbner det og fjerner mit hjerte. Den anden siger; der hvor du skal hen, har du ikke brug for det. Jeg falder videre, falder, falder, falder, falder, falder …

 

I fuldt firspring ned af Vredesbjerget; undviger mennesker, busser, biler, cykler, knallerter, motorcykler, klapvogne, barnevogne, stokke. Katten er næsten nede af bjerget. Og med et tigerspring hopper den op i et stort træ; klatrer næsten helt op i toppen. Herfra ser den en tsunami af vrede skylle ned af bjergsiden; den fører biler, mennesker, dyr, træer og alt på sin ødelæggende vej med sig. Det bobler og syder fra den sorte galde. Katten kigger på bølgen; den forstår ikke vreden og er egentlig også ret ligeglad. Den slikker sin ene pote grundigt; derefter den anden og til sidst slikker den sig bagi. Hvis den vidste, hvad den så, ville den se Tom; Toms veninde og tusindvis af mennesker blive ført med af tsunamien; båret af alle mulige eder og forbandelser; Tom er livløs, han mærker ikke vreden mere; han bliver senere fundet et par kilometer væk på den anden side af byen; identificeret via tandmatch; han var flået fra hinanden; Toms veninde blev aldrig fundet; men hendes røde stiletsko blev fundet; mærkeligt nok var der stadig hundelort på den ene af dem. Tsunamien skyllede hen over byen, ødelagde alt på sin vej; al den vrede, der var opsparet i vredessøen gik ud over byen. 50 kilometer fra byen sidder katten og kigger; den forstår stadig ingenting; dvs. den forstår det, der er relevant for en kat. Den misser med øjnene, slikker sig om munden; går lidt rundt blandt brokkerne, måske der er mus at fange.

Det så ud som en atombombe var blevet smidt over byen – beretter et øjenvidne. I en omkreds på 50 kilometer omkring Vredesbjerget var alt ødelagt. Alle mennesker og dyr var formentlig døde. Samme øjenvidne tvivler på at området bliver beboligt igen foreløbig; fordi oprydningen besværliggøres af de mange spontane vredesudbrud rundt omkring; de gør arbejderne utrygge. Og går man rundt i gaderne kan man stadigvæk af og til høre et vredesudbrud under murebrokkerne, indefra de smadrede biler; under de knækkede træer, som et ekko fra tsunamien. Øjenvidnet beretter desuden at folk fra de nærliggende egne vil bevare området som det er, et mindesmærke om byen og at det alligevel er umuligt at gøre noget ved den resterende vrede; den har en nedbrydningstid på flere tusind år. Området er åbnet for offentligheden igen; og går man op til Vredesbjerget og råber ud over bjerget og det svarer igen med ”hold kæft røvhul!” så lad det være et minde om ikke at samle alt sit lort et sted.