Ånden i flasken

Oprettet: 04.12.2016 - 12:57 Ånden i flasken

Lang dag, træls dag, men heldigvis næsten færdig dag; problemer på alle fronter; på arbejdet med irriterende studerende, der ikke kan finde ud af noget som helst selv. Mit kærlighedsliv er en vittighed, jeg går fra den ene katastrofe til den næste. Sidste i rækken er Hannah; hun har fundet en kæreste, men hun vil fortsat gerne være min ven. Jeg er faktisk en rigtig god ven; sådan en slags reservekæreste, der bare ikke får noget ud af det kærlighedsmæssigt. Men jeg er god til at gøre kvindernes liv udholdelige, så de kan holde ud og være sammen med deres mangelfulde mænd; jeg elsker bare at være den der specielle og forstående ven, sukker. Jeg trænger til at koble af og bedøve min hjerne og hjerte med alkohol. Nå Tom, ikke forfalde til selvmedlidenhed, det er det alkohol er til for. Vasker mig i ansigtet; en kold vaskeklud kan nogle gange bringe ens sind i overensstemmelse med virkeligheden. Sådan, lidt deodorant under armene og så afsted. Jeg trænger til at snakke med Louise.  

Ud i mørket, ud i regnen, ud i byen; prajer en taxa og ti minutter senere er jeg fremme; der er min stambar Hos Louise. Det er virkelig som at se en bar i en amerikansk film; Det ene o i neonskiltet blinker, som er det på sit yderste og lige ved at give op. Kombineret med regnen kommer jeg nogle gange til at tænke på New York, andre gange på Los Angeles hvor Philip Marlowe er på vej ind på en bar; på jagt efter spor, kvinder eller blot en drink efter en hård dag; selvom vi er et ganske andet og meget mindre sted. Jeg tror gerne, Louise vil have, at kunderne gør sig de associationer. Jeg åbner døren og går ind. Det dæmpede lys; lugten af spiritus, sved, røg og billig parfume; fornemmelserne og alle minderne byder mig et stort velkommen tilbage; det føles rart; trygt; som at komme hjem. Går tværs igennem rummet op mod baren; jeg nikker til et par stamgæster; de nikker indforstået tilbage; sætter mig på min sædvanlige plads; til højre ude ved den ene side af baren; derfra kan jeg overskue hele lokalet. Har melodien fra Sams bar til at spille i mit hoved. Synger stille ”where everybody knows your name…”. Louise kommer hen til mig; sort og smuk som en mørk engel.  

”Hej Tom, hvordan går det? Du ser noget bleg og træt ud. Skal du have det sædvanlige?” Hun kigger på mig med sine sorte, undersøgende øjne.

Jeg nikker et stille ja til Louises spørgsmål. Jeg kan godt lide Louise; hun kender mig; alle mine hemmeligheder; alle mine glæder; alle mine hjertesorger; og der er mange. Louise er både min bartender, min ven og min psykolog. Hun har fået den bedste psykologuddannelse man kan få, nemlig bag en bar. Hun møder alle slags mennesker; og alkoholen gør dem snakkesalige; de deler velvilligt ud af deres elendigheder; men på trods af Louises spinkle ydre, har hun de bredeste mentale skuldre; og hun giver sig altid tid til at høre på kundernes klagesange. Nogen gange spekulerer jeg på hvem, der hører på Louises problemer. Jeg synes, hun er smuk. Hun er altid klædt i sort; bleg og med sort-optegnede øjne. Jeg er vant til at se hende på den måde. En dag stødte jeg på hende ude i byen – hun havde ikke make-up på. Jeg kunne næsten ikke kende hende. Louise skal bare have make-up på, ellers er hun ikke Louise.     

Hun hælder et glas Buffalo Trace op til mig fra min flaske. Det er kun mig, der drikker det mærke. Jeg løfter glasset op i luften; ser hvordan lyset spiller og brydes i de gyldne farver. Jeg er sikker på, at jeg ser dig i væsken, ligge stille på bunden af glasset. Jeg drikker indholdet; i en slurk, mærker hvordan varmen breder sig i min krop. Det er en rar fornemmelse. Lidt som når jeg var sammen med dig. Jeg sætter glasset på disken, kalder på Louise, og beder hende fylde op igen. ”Er det en af de dage, Tom?” spørger hun. Jeg siger ingenting, nikker blot. Hun fylder glasset op igen. Jeg holder det op mod lyset; jeg tør sværge på, at du løfter hovedet fra bunden af glasset og kigger på mig; måske smiler du endda; jeg kan høre dig sige ”Hej Tom”. Jeg tømmer indholdet; det varmer stadigt rart, men chokket har fortaget sig; nu smager det også godt. Jeg kalder på Louise. Hun kommer hen til mig; ”Tom, måske skal du tage det lidt roligt; du ved, hvordan du reagerer, når du drikker for meget og for hurtigt”. Louise ser bekymret på mig. ”Det går nok Louise, jeg har brug for det; du ved, drukne mine sorger i den skønne spirituosa”.

”Kærestesorger igen?”

”Jep”

”Hannah?”

”Jep”, svarer jeg og peger på glasset.

”Hvad er der sket denne gang?” Louise fylder mit glas igen.

”Hun har fundet en anden; han minder om mig, men er ikke mig”, svarer jeg trist. Tager glasset op; kigger på det; du kigger på mig fra bunden af glasset; blæser et kys i min retning. Jeg fanger det, sender et tilbage til dig akkompagneret af et smil. Tænker på den første gang, vi mødes; hvor hurtigt jeg blev glad for dig; dit frie sind; din fantasi; dit poetiske væsen; dine blå øjne og lange brune hår; din syngende stemme. Jeg var solgt med det samme. Vi kunne begge falde i staver over små ting; blade, der om efteråret faldt fra træerne, blev til flyvende tæpper; billernes foretrukne legetøj. En pind i søen var en ubåd fyldt med soldater i form af haletusser. Sommerfugle var flippere på stoffer, der baskede med vingerne og farvede alt omkring sig smukt. Tømmer glassets indhold. Det er begyndt at snurre så behageligt. ”Vi er variationer af samme type; men han har det ekstra, jeg ikke har. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er nok til, at hun valgte ham og ikke mig”. Jeg sukker.

”Kærlighed er noget mærkeligt noget”, siger Louise; ”ingen kan styre det; og det gør forbandet ondt at blive valgt fra; men jeg er sikker på, at du nok skal finde den rigtige”. Louise fylder mit glas igen. Jeg sidder og leger med en peanut; den falder på gulvet; langsomt falder den; ned, ned, ned; vender sig et par gange i luften; rammer gulvet og triller ind under det nærmeste bord. I sikkerhed, tænker jeg; væk fra mine klager. Hvem kan bebrejde peanutten; griner lidt.

”Hun er skøn, Louise; min drøm; men kun en drøm; den blev og bliver aldrig til virkelighed”. Tager glasset op i hånden; kigger på den smukke gyldne drik; hun er kravlet op på kanten af glasset, vinker til mig; smiler. Jeg smiler igen; min Hannah, tænker jeg. Tømmer glasset; det snurrer så dejligt; og tiden er begyndt at gå langsommere. Louises stemme er blevet dybere og langsommere. Nyder bourbonnens beroligende effekt. Den varmer på samme måde, som solen varmer på prærien i Kentucky; det bilder jeg mig i hvert fald ind; skønt jeg aldrig har været der. På bourbonflaskens etiket er der en bisonokse; gad vide, om den er en metafor for den gungrende hovedpine, der venter mig i morgen.

”Louise”, siger jeg med en fjern og langsom stemme; jeg er lidt i tvivl, om det er min stemme. ”Påfyldning, tak”.

”Er du sikker?” spørger Louise.

”Ja, helt sikker”, svarer jeg fjernt og langsomt.

Louise kigger bekymret på mig; ”pas nu på Tom; jeg kan se på dig, at du er ved at have fået nok”.

”Jeg ved det, men jeg mangler lige lidt mere, før grænsen er nået”, siger jeg og smiler til hende.

”Jeg holder øje med dig, Tom”, siger Louise bekymret.

”Tak skat; men skænk mig nu bare de gyldne dråber”.

Louise fylder glasset igen. Hannah danser på kanten af glasset; kigger på mig; blinker til mig; danser videre. Hun er god til at holde balancen, synes jeg. Det vil være synd, hvis hun falder ned i glasset; Jeg ved faktisk ikke, om hun kan svømme; må spørge næste gang, hun har brug for en ven. Hun har ikke meget tøj på; du er smuk, tænker jeg; håber han behandler dig godt. Skyller de gyldne dråber ned; mmm de smager altså godt. Det er for alvor begyndt at snurre rundt for mig. Pigen, der sidder ved siden af mig; ligner en, der er ude i høj søgang. Puha tænker jeg, godt jeg ikke bliver søsyg. Snakken i baren stiger og falder i intensitet, som er der nogen, der skruer op og ned hele tiden. Hm, tænker jeg, jeg er vist ved at være ret beruset nu. ”Louise” kalder jeg. ”En mere”. Louise kommer hen til mig.

”Jeg tror ikke, du skal have mere Tom”, siger hun stille.

”Jo bare en enkelt mere, Louise, jeg bliver nødt til at se, om hun stadig danser på kanten af glasset”.  

Louise fylder glasset og holder det op mod lyset. ”Kan du se hende Tom?”

”Ja, prøv at se hun danser så smukt”, siger jeg og smiler. ”Kan du se hende?”

”Ja det kan jeg”, Louise løfter forsigtigt Hannah væk fra glasset; tager proppen af bourbonflasken; sænker Hannah derned, og sætter proppen på igen. ”Sådan Tom, så kan hun være der, til næste gang du kommer”.

”Jamen hov, Louise; jeg ved jo ikke, om hun kan svømme; hvad nu hvis hun drukner?”

”Det gør hun ikke, Tom, stol på mig”.

”Må jeg låne din sofa i nat Louise?”

”Ja, selvfølgelig, du kender vejen”; Louise smiler til mig.

Jeg dingler ind i værelset ved siden af baren. Louise har en sofa til at stå derinde til særlige gæster, som har kigget for dybt i flasken. Der står en spand ved siden af sengen, i tilfælde af at man har brug for at ofre til ånden i flasken. Jeg smider mig på sofaen; verden drejer rundt og rundt; og stille bliver det sort. Vågner med den åndsvage bøffel på mit hoved; hold op hvor er den tung og den tramper. Skriver en seddel til Louise; ”tak for lån af sofaen, søde”, vakler ud af baren, prajer en taxa og kører hjem.

Der er gået en uge, siden jeg sidst var nede på baren. Har det forbavsende godt; tænker stort set ikke på Hannah; har fokuseret på mit arbejde. Det er sjovt, de studerende er slet ikke så dumme, når man er i godt humør. Jeg vil en tur ned til Louise og fortælle hende om min uge; men først skal jeg hjem, have et bad, få noget rent tøj på og se lidt soigneret ud.

”Hej Louise”, siger jeg højt, da jeg træder ind i baren.

”Hej Tom; du ser godt ud; jeg tager det som et tegn på, du har det godt”

”Jeg har det rigtigt godt; har slet ikke tænkt på Hannah hele ugen”.

”Super” Louise smiler, ”Det sædvanlige, Tom?”

”Jep; men ikke så meget som sidste gang”, griner jeg.

Louise skænker et glas op til mig fra min flaske. Jeg løfter glasset op mod lyset og nyder synet af de gyldne dråber. Hannah ligger på bunden af glasset; løfter sit hoved og kigger på mig og siger ”Velkommen tilbage Tom; jeg har savnet dig”. Jeg tømmer indholdet i en slurk, kalder på Louise og beder hende fylde glasset op.