Epilog

Oprettet: 20.11.2016 - 21:05 Epilog

Gik ad vejen op mod højen; den høj der lå lige syd for byen; det gør den sikkert stadig, men hvad ved jeg, jeg er jo væk. Der fandtes et træ på toppen af højen. Mit træ; det vil sige, det var ikke mit, men jeg tænkte tit, at det var mit. Når det kommer til stykket, tror jeg ikke, det var nogens træ. Så jeg lod som om, det var mit. Har tilbragt megen tid under dets grene; ligget i græsset, siddet på et tæppe, stået op ad det, og kigget ud over byen; fornemmet travlheden og livet dernede. Der var skønt heroppe uanset årstid og vejr. Det var mit tænkested; det sted jeg fandt ro, når byens stress og jag blev for meget. Der var ikke mange, der kendte til mit sted. Frederikke gjorde, jeg havde hende med deroppe adskillige gange. Om sommeren lå vi i græsset under træet og kiggede ind over byen. Jeg kan huske engang, vi så et tordenvejr folde sig ud inde over byen. Vi havde de bedste pladser. Sikke et skue. Lynet slog ned i kirketårnet; det brændte ned til grunden. Gud måtte have været vred på sine sognebørn den dag. Heroppe fra så byen smuk ud; den lå ofte badet i sol; og lyset blev reflekteret i hustagene; det gav byen et nærmest gyldent skær. Frederikke elskede naturen; jeg plejede at sige, hun var et naturbarn. Hun nød at ligge under træet og kigge på blade; blomster og fugle. Nogle gange lå vi dér ved siden af hinanden, tavse, men kommunikerede alligevel lystigt. Hun var så smuk; altid smilende; men jeg tror ikke, hun altid var lykkelig; når hun troede sig alene, kunne jeg af og til se en mørk skygge glide over hendes ansigt. Den forsvandt igen, når hun opdagede at jeg kiggede på hende; så smilede hun, og sagde at jeg ikke måtte glo på hende. Så da jeg valgte at gå min sidste tur, var det helt naturligt for mig at gå op og lægge mig under mit træ. Det var svært at komme herop. Min krop var gammel, og jeg havde ikke så mange kræfter tilbage. Alligevel forcerede jeg bakken og terrænet og kom frem til mit træ. Jeg var træt efter turen; lagde mig ned på den frosthårde og kolde jord. Der lå Jeg under mit træ en kold januar dag. Lå helt stille, og kiggede op igennem træets nøgne grene, så en grå himmel; tænkte der snart kommer sne; tænkte på de små fugle oppe i træet; om de mon de frøs? Tænkte lidt på Frederikke, hun døde for et par år siden; mit livs kærlighed; hun var skøn; så smuk, så fin, så dejlig; jeg fik hende aldrig; men det forhindrede mig ikke i at elske hende. Min kærlighed var ren. Jeg fortrød ingenting. Trak vejret dybt; iagttog min ånde undslippe min mund; som små skyer. Følte mig godt tilpas. Jeg lukkede mine øjne, og sagde farvel. Snefnug begyndte at dale ned fra himlen, de lagde sig stille på min pande, mit ansigt, min krop; de første mange smeltede, min krop var stadig varm; vanddråber løb ned af min pande, ned af mit ansigt; ikke som triste tårer. Efterfølgende da jeg var blevet kold gjorde sneen verden tyst; dækkede mig til som en beskyttende dyne. Frosten bed, de vilde dyr havde det hårdt; føden var knap. Af og til kom en ræv forbi. Den gravede sneen væk fra mit ansigt, kyssede mig varmt og længe. Dækkede mig til igen; den ville ikke dele mig med andre. Jeg kunne godt lide ræven; men jeg syntes, den var lidt lusket.

Da dagene blev længere og solen fik mere magt, begyndte sneen at smelte. Jeg må nok erkende, at jeg var blevet noget tynd. Mit ansigt var væk; mine øjne ligeså. Der lå jeg under mit træ en våd forårsdag, på bakken syd for byen; det spirede under mig, mens jeg stille svandt hen. Regnen vaskede vinterens kulde af mig. Blottede mine knogler. Nu var det ikke kun ræven, der kom på besøg; ravne, krager, rotter, katte, en enkelt hund og snesevis af larver besøgte mig; jeg var aldrig alene. Jeg følte for første gang, at jeg var til nytte for nogen. Jeg delte rundhåndet ud af mit kød.

Jeg så dag blive til nat; og nat til dag. Sammen med uglen kiggede vi på stjernebilleder på nattehimlen; jeg fortalte om Karlsvognen, Cassiopeia; Orions bælte; vi talte stjerneskud, men jeg ønskede ingenting; jeg havde alt; jeg havde ingenting. Jeg var lykkelig.

Nu da jeg havde mistet mit kød; kom der ikke så mange på besøg længere. Jeg følte mig lidt ensom, men heldigvis havde myrerne fundet ud af, at mine øjenhuler var et glimrende sted at bygge bo. Det kildrede, når de kravlede rundt på mig; kunne næsten ikke lade være med at grine; skulle nyse; men gjorde det alligevel ikke. Åh der var dejligt her ved foden af mit træ; og under mine ribben voksede der en flok følfod frem; Frederikkes yndlingsblomster. Jeg har også altid elsket følfod; de små seje, gule forårsbebudere; der trodser kulden og tænder varme følelser i os med erindringer om og forventninger til den kommende tids sommervarme og de lyse nætter; livets højdepunkt.

Forår blev til sommer, og der lå jeg under mit træ en varm sommerdag; en mælkebøtte erstattede mit ene øje; en valmue mit andet. Alligevel kunne jeg nyde synet af de grønne blade over mig; Når vinden blæste, bevægede bladene sig. De var lysere på undersiden end på oversiden, og det gav en særlig grøn effekt, når de dansede i vinden; som et grønt brusende hav. Det var smukt. Jeg nød synet; kunne heller ikke se andet alligevel.

Jeg mistede et par tænder; en krage mente, den havde mere brug for dem end mig; og jeg kunne ikke finde på nogle argumenter imod det. Tag dem du har brug for, sagde jeg. Den trak et par stykker ud og fløj afsted med dem. En hund snuppede mit lårben; skidt, jeg havde ikke brug for det længere. Hunden så ud til at more sig; så fred være med det. Myrerne var ikke så aktive længere. Til gengæld havde to mus fundet sig til rette i min hovedskal; masser af plads, to udgange og et par ventilationsskakter; en perfekt muserede. De forede mig med blade, mos, græs og små grene. Da de to mus blev til mange, syntes jeg alligevel, at det blev for meget. Det var som at have rotter på loftet; en evig renden ud og ind af mine øjenhuler. Hvis jeg kunne, ville jeg have bedt dem om at finde et andet sted at bo. Men herregud; børn er jo børn; og børn larmer. Måske var jeg bare blevet lidt for gammel til den slags.

Jeg syntes efterhånden, at jeg var ved at falde godt til her under træet; jeg faldt ind i omgivelserne; der groede mos på mig; græs voksede ud af min mund; mine knogler lignede grenene; der var heller ikke så meget tilbage af mig længere. Mine halshvirvler braste samme og slap mit hoved. Jeg kom til at ligge på siden; lidt akavet; kunne ikke se op i træet længere, nu kiggede jeg ned over bakken, ned mod skoven; ned mod byen; udsigten var blevet bedre, men det var irriterende at ligge på siden.

Der lå jeg, mens sommer blev til efterår. Bladene forlod træet og lagde sig oven på mig; varmede mine blege ben - gav mig farver igen. Men det uheldige skulle ske at et stort blad, ikke fra mit træ, men fra et andet, lagde sig lige over mine øjne og spærrede for mit udsyn. Jeg forsøgte at puste det væk; men knoglerne udenom mine øjenhuler var fugtige, så bladet var nærmest limet fast. Der stod noget på bladet. Havde svært ved at se, hvad det var, det var jo så tæt på. Jeg kneb øjenhulerne sammen, koncentrerede mig om at læse, der stod …Slut…