"Universalromantikkens æstetik og kunstsyn. Med afsæt i H. Steffens: "Indledning til philosophiske Forelæsninger" (1803)

Oprettet: 19.04.2017 - 16:04
”Da vor Æt fra Aanders Trængsel
stødtes ned i Sandsers Fængsel,
Mindet om vort Fødeland
fulgte med til Trællens Stand,
men det blev paa Gravens Rand
snart til Anelse og Længsel.”
(Schack von Staffeldt)
 
Romantikken herhjemme kommer sydfra, med en ung videnskabsmand, der med sine forelæsninger introducerer den nye bevægelse for en ret så forbeholden tilhørerskare i hovedstaden. Men til gengæld – og vigtigst - vakte genklang hos de folk, der herefter skulle tage over og gennem digtning og filosofi formidle ideerne til dansk åndsliv - Grundtvig, Sibbern og først og fremmest Oehlenschläger.
 
Henrich Steffens (1773-1845) kom med en doktorgrad i mineralogi fra universitetet i Kiel og havde desuden studeret Friedrich Schellings naturfilosofi i Jena, da han 1802 vendte tilbage til København og holdt sine berømte forelæsninger på Elers´ kollegium.
 
Min fremstilling er, som overskriften siger, en gennemgang af det tankesæt i forelæsningerne, der primært omhandler æstetikken, kunsten og poesien. Ikke blot fordi det er væsentlige elementer i den romantiske helhedskultur, men også fordi det har størst relevans i Tekstforum-sammenhæng.
Bogen indgår og er læst i Gyldendals ”Trane-Klassikere” (1968).
 
Og nu til selve sagen:
Romantikkens filosofi og menneskeopfattelse tager udgangspunkt i et holistisk grundsyn, og i samme forbindelse en organismetænkning, hvor emneområder som historie, natur og æstetik anskues i forening med hinanden. Og vigtigst - i en fælles progressiv opstigning mod det højeste.
Også Steffens´ forelæsninger er gennemsyret af denne idé. Han lægger ud med at konstatere, at mennesket er naturens øverste skabning. Gennem menneskets ånd nås til bevidsthed om skabelsen selv. Hvilket netop er formålet med naturens gradvise opstigning - altså til bevidstheden om denne proces og den organiske sammenhæng. I mennesket når naturen til erkendelse af sig selv, og uden denne erkendelse ville der intet være.
Som den programerklæring ”Indledning til philosophiske Forelæsninger” også er, udtrykkes her tre væsentlige sider af den nye romantiske bevægelse, der sammenlagt giver essensen af dens indhold.
For det første dens kritik af arven efter Oplysningstiden – fornuftstænkningen, samt den gryende naturvidenskab på den tid. Et nødvendigt opgør i tråd med Romantikkens egen forankring i det sjælelige og individualistiske.
For det andet et positivt modtræk gennem bekendelsen til kunstens opbyggelighed og det emotionelles alternative erkendelsesgrundlag.
Og endelig, som det tredje, den voksende konflikt mellem de to positioner, som romantikerne i den grad får at føle, og sensible sjæle blandt dem kommer til at lide under. Idealismens undergang i sammenstødet med en ny, rationel verdens realiteter, og den afmagt og splittelse der følger med, bliver for meget for mange af dem (jf. det strejf af smerte og melankoli, der allerede lader sig spore i indledningsverset til Staffeldts digt, ”Platonisme”(1802)). Digterens eget liv endte i illusionsløs bitterhed, og i kølvandet på udviklingen er der sågar dem, der begår selvmord, f.eks. dramatikeren Heinrich von Kleist og prosaisten Adalbert Stifter.
Men lad os her først og fremmest tage et nærmere kig på de to førstnævnte tendenser og nøjes med en gentaget, kort omtale af den tredje til slut.
Som sagt er kernen i den romantiske filosofi ideen om en gradvis bevægelse fra naturens nederste til åndens øverste. Føromtalte Schelling (samtidig tysk filosof og fremtrædende repræsentant for den tyske idealisme) formulerer det som ånden, der slumrer i stenen, vågner i planten og bliver bevidst i mennesket. I materien har vi den laveste potens, som viser den stærkeste overvægt af objektivitet. I den emotive erkendelses sandhed og i kunstværkets skønhed til gengæld den højeste potens, med den største overvægt af subjektivitet. Mellem disse ekstremer ligger alt endeligt værens trinvise kæde.
Altså også en individualiseringsproces, der øverst oppe kulminerer i åndens frigørelse. Og som gennem udfoldelsen i kunst og poesi selvstændiggør sig yderligere og hæver sig endnu et trin op over naturen.
I beskrivelsen af dette anvender Steffens selv et metaforisk, poetisk og blomstrende sprog, der i øvrigt leder tanken hen på mystikeren Jakob Böhme (en af inspirationskilderne til Romantikken), og med dette markante brud i stilen fra den ellers gennemgående, saglige tone, viser Steffens sig som fuldblods romantiker. Det er slutningen af 6. forelæsning, der munder ud i denne højstemte retorik:
”Og endelig – man sammenligne vore physiske og chemiske Theorier med den evige Natur selv – man forlade de chemiske Laboratorier for at overskue Kloden og dens Liv. Solen glöder i Planeternes Middelpunct, Lyset omfatter med evig Glands alt Levende, den hele Klode synes en Blomst, som aabner sine mangefarvede Blade, udaander sit Liv om Dagen og lukker sig om Natten (…) Endelig vaagner, med den individuelleste Skabning, Naturens usynligste, helligste Middelpunct – Fornuften. Selv Massen forædles ved den og Kunsten og Poesien formaar at producere Gestalter, höjere, ædlere, uendeligere, betydningsfuldere, end selv Naturen.”
Den æstetiske formidling af den romantiske indsigt, eller rettere af anelsen, er mere åbenbar og indlysende end den filosofiske. Schelling taler direkte om, at i kunsten spejler sig den guddommelige idé selv. Og om mennesket udtaler han i den forbindelse, at det er ”ein ewiges Bruchstück”, thi enten er dets handlinger nødvendige og så ikke frie, eller frie og så ikke nødvendige og lovmæssige. Kun i kunsten forenes det modstridende i de to poler. I den smelter bevidst og ubevidst virksomhed sammen. Derfor kan man sige, at kunstneren gennem sit værk skaber en syntese af natur og frihed.
Det er i den transcendentale idealisme, bevidsthedsfilosofien, at kunsten får denne afgørende indflydelse. Til spørgsmålet om, hvordan overensstemmelsen mellem det bevidste subjekt og den objektive verden er beskaffen, opererer Schelling med Fichtes (også tysk filosof og fremtrædende hovedskikkelse i Jena-Romantikken) to bevidstheder, den teoretiske og den praktiske (erkendelse og handling), men føjer så altså en tredje til: Den æstetiske bevidsthed.
Den teoretiske erkendelse er afbildende og derfor bundet til det objektive, den praktiske foreskrivende og derfor fri. Men hvordan kan bevidstheden være begge dele? Hvordan kan den på en gang være fri og nødvendig? Som svar peger Schelling igen på den skabende virksomhed. Der er en subjektets skabende ånd, der både skaber objektet for viden og objektet for viljen. Og denne skabende ånd er den samme, som ligger bag naturens produktive kraft. Både natur og kunst er rent produktive. Med sin ”ästhetischer Idealismus”, mener Schelling både at løse subjekt-objekt-problemet og frihedens problem. Den æstetiske aktivitet reproducerer i bevidsthed og frihed, hvad den ubevidste intelligens oprindeligt med nødvendighed har produceret.
Anskuelser som også Steffens bekender sig til. Og følger op på med et kunstsyn, der knytter an til den romantiske historieopfattelse om nutidens fald fra det høje (forestillinger der er overtaget fra Platon/Plotin). Til grund ligger en tåget idé om en gylden tidsalder i fordums tid, hvor religionen, poesien og det evige herskede. Men så kom forstanden ind i verden, og nu er kun anelsen og længslen tilbage:
”Er ikke det Skjönneste, Herligste, som gjennemtrænger vor Tid, Sandsen for hiin gamle, forsvundne? Bestemmer ikke den dybere, klarere Idee om de Gamle en Nations Cultur?”
Og længslen efter disse tider er i alle:
”Hvad hiin allerede i de tidligste Tider havde mistet, hvad igjennem de forskjellige Epoker – mere og mere undflyede, det stræbe og hige vi efter – det harmoniske, gjennemsigtige Liv, uden falske Toner og uden Skygge. Naar vi betænke, at det var Adskillelsen af Ord og Handling, ved hvilken det udvortes Livs Harmonie blev forstyrret, så synes derved selv en gammel, ærværdig Mythus, der sætter Menneskets Ulykke i deres Törst efter Kundskaber, at faa Betydning.”
Hvad vi alle efterstræber er altså harmonien, som er slået i stykker af intellektualismen. Den gamle myte, han taler om, er naturligvis syndefaldsmyten, hvor kundskabstørsten er kilden til ulykke og disharmoni.
Det fører direkte over i et fornyet og her i 8. forelæsning meget indædt udfald mod Oplysningstidens rationalisme. Hvor alting vendes på hovedet, tilbageskridtet gøres til dyd og mistolkes som fremskridt. Det endelige får status af det eneste gyldige. Evigheden og ideen skrælles bort.
Denne oplysningskritik glider desuden over i en kritik af Frankrig og det franske. I modsætning til i de gamle tider, hvor alt var poesi, er fransk litteratur på grund af det irreligiøse og rationelle, præget af prosaen. Ja, siden den provencalske troubadourdigtning, hævder Steffens, har der ikke været poesi i Frankrig, den er blevet kvalt af oplysningstraditionens ateistiske forstandsprosa:
”Oplysningen er ikke et Product af Protestantismen, men meget mere af den uddöde, betydningslöse Catholisismus, den moderne Opposition mod al Religion og dens Kilde er den franske Prosa.” (Godt hans tyske venner der i stort antal var konverteret netop til katolicismen, ikke hørte dette!
Men nu er poesien (takket være Tyskland) vendt tilbage, triumferer han, den nye filosofi og kunsten lader atter de gamle tider komme til deres ret – skønt tendensen som helhed betragtet kun er en afglans af, hvad der var engang. Det, der i dag er reduceret til længsel og anelse, var i de gamle tider eksistens, og alt var gennemsyret af poesien. Det er den romantiske kunsts opgave at formidle genkomsten af disse tider.
Igen retter Steffens´ stil sig ind efter emnet. I et svulmende og patetisk billedsprog, og en indviklet syntaks desuden, beskriver han denne kunsts holden liv i og forevigelse af tidligere tiders herlighed:
”Lidt efter lidt, som ogsaa Guderne skulle forlade Jorden, vaagnede Historiens Instinkt, for ved den forædlede Kunst at forevige deres Gestalter. Kunsten er det betydningsfulde Ziffer paa Tidernes Sarcophag, deres, som ved hemmelig Tryllekraft, fængslede Gestalt, deres Tilværelses helligste Kjerne, som, fordi den bar Præget af det Evige og Fuldendte, har Forjættelsen om sin uforvisnelige Udödelighed i sit væsens Glands. Den nye Kunstner er den gamle Kunsts Tjener og Præst, ved sit Talent ansat af Historiens Guddom selv, at vedligeholde den evige Altarild i dens Tempel.”
Et optimistisk udgangspunkt, men som tidligere nævnt, holdt det ikke i længden. Værditabet var for knusende. Modsatrettede kræfter med stadig forøget styrke gjorde det af med den romantiske begejstringsrus. På ruinerne af denne opstod Romantismen, en mørkere epoke præget af angst og splittelse (”Zerrissenheit”).
 
Med denne foregribelse af slutningen på Universalromantikken har vi imidlertid overskredet rammen for dette indlæg, der slutter her.
 
Dog skal jeg lige nå en lille kommentar til billedet også. Den viser Oehlenschläger recitere ”Guldhornene” for Steffens. De to mænd var blevet venner og forud var gået en lang nats samtale, der vakte såvel digterens entusiasme som inspiration til at skrive digtet umiddelbart efter. Det digt, som mangt en nuværende og tidligere gymnasiast husker med gru, og ældre mennesker forbinder med Poul Reumerts monumentale røst: ”De higer og søger i gamle bøger.”
 
Sabbath Andersen 19/4-17
 
(Indlægget er taget fra mit site  www.tekstforum.dk )