Det anarkistiske menneske, 2. udgave

Oprettet: 12.07.2017 - 20:12
Det anarkistiske menneske

DET ANARKISTISKE MENNESKE

Bogen udkom første gang i 1979, hvor mere tænksomme mennesker trængte til et alternativ til marxisternes alt for fundamentalistiske fremfærd og til liberalisternes åndløshed. Den er i dag blevet endnu mere aktuel med det repræsentative demokratis skærpede krise.

Der gives i bogen stærke argumenter for, at den udbredte, men diffuse politikerlede faktisk har et fornuftigt og solidt grundlag. Samtidig åbnes porten til et smukt, politikerfrit alternativ, hvor magtens arrogance helt mister sit fodfæste.

Læseren får et indblik i, hvorfor magt korrumperer, og hvorfor politik ikke er andet end tyveri. Der argumenteres for, at vi - du og jeg - sagtens kan styre os selv.

At mennesket har et grundlæggende behov for at tage sine egne beslutninger og for at gøre det på en solidarisk måde i forhold til medmennesket, er bogens hovedtese.

Egoismen (og den dermed forbundne og højt besungne konkurrence om ligegyldige ting) er en pervers historisk fejltagelse, som det ikke er umuligt at rette op på. Vi kan begynde cirka her og nu!

RUDDI WELZEL er født 1948, blev sidenhen cand.phil. i filosofi og er fortsat uforbederlig anarkist (især på grund af stærke argumenter, som han har en svaghed for). Han har i tidens løb udgivet alt for lidt, men er snart klar med Undtagen Mig. Om anarki, lyst og moral, der primært sætter moralbegrebet på plads.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Ruddi Welzel

    tor, 13/07/2017 - 09:51

    Mennesket har 228 sider og kan fås meget billigt: https://bog-pris.dk/bog/9788771880533/Det+anarkistiske+menneske+af+Ruddi....

    Lidt af en flab og lømmel er han, men der er brug for ham.

  • Kaj Hansen

    tor, 13/07/2017 - 17:07

    Du har måske ret i, at du er en lømmel og en flab, selv om jeg naturligvis i respekt for den gode tone ikke ville kalde dig således. At der er brug for dig er måske også rigtigt, for med dine fuldstændig rablende vanvittige indlæg her på sitet udstiller du venstrefløjens forløjne ideologi. Derfor vil jeg da heller ikke bede redaktionen om at fjerne dine indlæg, selv om de er i strid med alle regler for, hvorledes man bør agere på Litteratursiden. Du skriver mere om politik end om litteratur, du reklamerer for egne bøger, ja du har endda et link, hvor man føres frem til at kunne købe dine bøger. Men når det er sagt, så må jeg da sige, at det kan give anledning til en vis moro at blive konfronteret med debatindlæg, der i form og indhold hørte til for 50 år siden, men som ikke ret mange i dag kan se andet i end en naiv vildfarelse.

  • Ruddi Welzel

    tor, 13/07/2017 - 20:28

    Tak for dit indlæg, Kaj Hansen, der både har kraft og saft. Godt med noget modstand. Du bevæger dig tæt på regelrytteriet, men springer dog ikke op på hesten.

    Nej, desværre er det ikke mig selv, der er lømmel og flab - men mit anarkistiske menneske, et ideal, som jeg har lidt svært ved selv at leve op til. Jeg er alt for pæn, og min tone er lidt for god og akademisk (se blot dette svar).

    Jeg er absolut ikke en del af den aktuelle venstrefløj (og har aldrig været det), se bare her: https://www.denfri.dk/2013/08/sma-solidariske-sving/. Og eventuelt her, hvis du får blod på tanden: https://www.denfri.dk/2014/06/politikerlede/.

    Verden er inde på en helt forkert kurs, så det, der i dag betegnes som "naiv vildfarelse," kan snart vise sig at være den eneste vej frem.

    Vi kan ikke fortsat overlade ansvaret til andre - alle disse mere eller mindre elendige politikere - men må selv tage det! Vi er nødt til at blive voksne, hvor nødigt vi end vil.

  • Kaj Hansen

    fre, 14/07/2017 - 00:18

    Se nu, hvad der er sket. Fordi jeg var inde på linket til din bog, så kan jeg nu ikke engang læse Børsen, uden at den forbistrede reklame dukker op. Men tak for dit pæne svar. Jeg er lige modsat dig. Mit ideal er at være pæn, men jeg er i virkeligheden af og til en sluppert.

  • Ruddi Welzel

    fre, 14/07/2017 - 18:20

    Humor og selvkritik er gode egenskaber, der peger mod bedre tider; du har begge. Jeg har moret mig over dit svar - og ikke uden malice godter jeg mig over, at jeg på det groveste generer din børsenlæsning.

    Jeg har mødt mange slubberter, men du er vist den første sluppert. (Har du noget med søfart at gøre?) Fortsæt med at være helt din egen!

  • Kaj Hansen

    fre, 14/07/2017 - 19:31

    Nej, jeg er skolelærer, men har aldrig været god til stavning.

  • Ruddi Welzel

    lør, 15/07/2017 - 19:02

    Jeg har stor respekt for skolelærere, et krævende job; det med stavningen betyder ikke så meget, medmindre man underviser i netop bogstavernes helt korrekte placering.

    Der er fartøjer, som kaldes slupper - og når man går om bord på et sådant skib, slipper man vel ikke for at være en sluppert?

    Mit problem lige nu er, at vi begge i flere dage er blevet hængt ud under Seneste kommentarer (som et par forbrydere, hvad vi på ingen måde er på trods af din bekendelse i den retning).

    Når jeg tilføjer denne kommentar, bidrager jeg ikke til problemets løsning: der vil stadig stå 2-2 til os. En slags evighedsmaskine? Vi må vist bede om hjælp udefra.

    For adskillige år siden blev jeg smidt ud af Spejderbevægelsen på grund af pjat. Jeg er ikke helt sikker på, at udsmidningen var uberettiget.

    Om min netop genudgivne bog skrev NIels Kjær (for mange år siden) i Højskolebladet: "Hans bog er seriøs og tankevækkende, men samtidig er den uhøjtidelig, - ja til tider ligefrem morsom, hvilket er sjældent i denne genre."

  • Kaj Hansen

    søn, 16/07/2017 - 09:07

    Nu er jeg gal. Nok er jeg lidt dum, men den om sluppen havde jeg altså opfattet uden at det behøvedes at blive forklaret.
    Men til sagen. Det hele drejer sig vel om din bog om det utilpassede menneske, som vi har kredset en del om. Nu har jeg bestilt den på biblioteket, og når den så er læst, så skal jeg nok bringe den på bane her på Litteratursiden.
    Vi er sikkert enige om meget, for jeg går også for at være noget af en oprører, selv om jeg i egen optik ser helt anderledes på det.
    Mange kærlige hilsener.
    Kaj

  • Ruddi Welzel

    søn, 16/07/2017 - 11:37

    Dér brændte jeg nallerne. Jeg undskylder. Og regner med snarest at genvinde min fingerspitzgefühl.

    Jeg håber, at du får fat i 2. udgave, som er mere æstetisk, og som rummer et Nyt forord, der aktualiserer bogen og forsøger at bringe pisset i kog hos normale mennesker med almindelige og respekterede fordomme.

    Også kærlig hilsen herfra,

    Ruddi

  • Kaj Hansen

    fre, 21/07/2017 - 17:39

    Ang. Det anarkistiske menneske.
    Nu fik jeg læst din bog, ganske vist udgaven fra 1979. Mit intellektuelle hartkorn berettiger mig dog ikke til at udtale mig om bogens indhold. Efter læsningen havde jeg det, som jeg har det, når jeg har læst i tidsskriftet Tidehverv, jeg forstod ikke ret meget, men jeg følte, at jeg var enig i det meste. Nu havde jeg heller ikke optimale muligheder for at fordybe mig. Konen skændte på mig, fordi jeg ikke havde tømt opvaskemaskinen, børnebørnene hylede efter pandekager, og midt i det hele ringede en dame, som troede, jeg kunne forstå engelsk, og hun fortalte, at jeg havde vundet en million, jeg skulle bare lige overføre ti tusinde til en konto på Bali, så det skulle jeg så også tage mig af. Jeg tror helt bestemt, at jeg vil få større udbytte af bogen, når jeg engang får mere ro til den. Derfor har jeg skrevet den nye udgave på ønskesedlen til min fødselsdag, og så ser jeg frem til nærmere studier til vinter. Jeg tror helt bestemt, at du har fat i noget, som vil interessere mig.