"Jeg går ikke hjem før du fortæller mig om det er noget du har oplevet i virkeligheden!"

Oprettet: 24.02.2010 - 13:03

Jeg anser Tove Ditlevsens Vilhelms værelse for at være en af de bedste nyere romaner der er skrevet på dansk. Jeg blev som ung meget overrasket over den frihed den var skrevet med, der var en lethed og en selvbevidst energi i den, som henrykte mig, da jeg læste den første gang. Jeg blev overrasket, fordi jeg troede jeg kendte forfatteren. Tove Ditlevsen var en af de få lyrikere man stiftede bekendtskab med i 1970ernes folkeskole der hvor jeg gik i skole. Hendes noveller mødte man også, ikke mindst En æggesnaps. Men når man syntes man kendte hende, hang det også sammen med at hun kunne optræde i dameblade med smøg og hat - og i fjernsynsprogrammer med sin drævende, rå stemme, og det gik i hvert fald ikke hen over hovedet på mig, at der var noget med ulykkelige ægteskaber … Jeg vidste godt, da jeg læste Vilhelms værelse første gang, at der vist havde stået en del om det i pressen da den udkom, og jeg vidste også at romanen byggede på Ditlevsens eget ægteskab med Victor Andreasen. Han overlevede hende med mange år og var en berømt chefredaktør for Ekstra Bladet, men jeg kunne aldrig huske at han hed Victor, før jeg havde været omkring Vilhelm. Det er ret tydeligt for læseren af romanen at den godt kan have rod i en virkelig hændelse, men samtidig er den skrevet så løssluppent og skævt at man kan mærke stoffets forvandling. Fortælleren hedder Lise Mundus, og skønt jeg godt vidste, at Tove Ditlevsen aldrig lagde skjul på at hun skrev om sig selv, fik jeg et næsten fysisk chok da jeg læste s. 94, hvor der stod: "Min mor ringede: - Tove, sagde hun ivrigt, jeg har fået sådan en glimrende idé."
Min første tanke var at Ditlevsens redaktør og ikke mindst hun selv havde sovet i timen, og jeg var forfærdet over sådan en lapsus. Ved nærmere eftertanke var det en bogklubbog jeg læste, så der havde været rig lejlighed til at rette den. Og så blev jeg endnu mere henrykt, som muligvis kun en ung forfatter kan blive det over så lidt. Det var med vilje! Hvor var hun sjov! Hvor var hun cool!
I dag ville hun have været nødt til det, for ingen gider efterhånden læse en bog der ikke tydeligt bygger på virkelige hændelser. Det oplevede jeg sågar med den alleryngste generation en dag i skoven for et par år siden, da jeg skulle følge to små piger hjem fra børnehave. Jeg ville helst gå den lange tur gennem den yndige forårsskov og ikke den korte ad asfaltvejen, men pigerne ville hurtigt hjem og lege. Jeg greb ud efter det første indfald jeg fik og sagde: "Men der er noget jeg skal vise jer i skoven!" Så gik de med. De tullede og trallede og vi var halvvejs hjemme før de kom i tanke om at der var noget jeg havde lovet. "Hvad ville du vise os?" Der var strengt taget ikke noget, og jeg kiggede ind mellem stammerne og begyndte at væve: "…. jo, derinde, prøv at se derinde! Man kan ikke rigtig se det nu, men en nat da jeg kom gående her, mødte jeg nogle små trolde!" Jeg havde så tit fortalt dem nogle historier på den måde, og somme tider var de selv med i historien. De kunne finde på at bede om at få den igen: "Fortæl om dengang jeg klippede nissens skæg over!" Men denne forårsdag fandt jeg på en historie der handlede om nogle trolde og om mig selv. Hvordan jeg havde mødt dem og var blevet tvunget til at stå ubevægelig hele natten til solen stod op. Jeg var egentlig ikke kommet så langt i historien, da den ældste af pigerne spurgte: "Er det en rigtig historie?"
"Hvad mener du," sagde jeg. "Selvfølgelig er det en rigtig historie!"
"Jamen er det rigtigt at du har mødt de trolde! Var det lige derinde?"
Nu kunne jeg jo bare have sagt at det var noget jeg fandt på. Men de havde aldrig spurgt mig før. De var gået ind på at der kunne ske de underligste ting i en historie, og de havde levet med i det. Hvor gamle var de? Jeg tror de var fire og fem, og den femårige begyndte at stampe i jorden: "Jeg går ikke hjem før du fortæller mig om det er noget du har oplevet i virkeligheden!"
Nej, hvor var hun gal.
Vi kom hjem. Jeg vil ikke fortælle hvordan jeg fik reddet mig ud af det. Det var bare den dag det for alvor gik op for mig, hvor benhård læseren kan være, og at hun ved hvad hun vil.

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Tina Karina Mor...

    fre, 26/02/2010 - 21:15

    Åh jeg nyder at læse dine blogindlæg, Pia.
    Hvor var det godt, du ikke sagde, det bare var noget du fandt på - det der med troldene i skoven. For et eller andet sted har du jo mødt dem, de der trolde. Det har hun jo også.
    Måske er dit billede af trolden blevet så virkeligt, og måske ville hun bare sikre sig, om hun kunne gå trygt gennem skoven en anden gang.
    Nogle af os er lidt pjevsede og vil gerne vide, hvad vi går ind til. Når jeg læser krimier sker det f.eks ofte at jeg "kommer til" at læse slutningen i utide, bare for at få fred til at nyde bogen i fred for min egen skræk. (pyha, sig det ikke til nogen - jeg ved godt, det ikke er god skik og brug).
    Godt I kom hjem - og ikke mindst godt, at selv små piger ved, hvad de vil :-)
    Hilsen Tina

  • Pia Juul

    man, 01/03/2010 - 09:16

    Mange tak, Tina!