SIDSTE SKOLEDAG

Oprettet: 04.02.2010 - 23:02

Vinden gik gennem haven i en blid og voldsom bevægelse. Det var sommerblæst, og vi frøs ikke. Jeg havde glædet mig i lang tid. Ikke til at det skulle være forbi, for jeg længtes allerede tilbage til det der var forsvundet, men jeg glædede mig bare til alle mærkedage, ethvert tegn på at noget var slut eller skulle begynde. Det var vores sidste skoledag, og vi havde alle sammen cyklet de seks kilometer fra skolen til Stenild. Der boede Christian i den gamle skole, jeg havde aldrig været der før, jeg var spændt på at se huset. De havde swimmingpool. Det havde vi ikke hjemme hos mig, men vi boede også i en gammel skole i en anden landsby, engang havde Christian fået øje på et billede af vores hus og snøftet: "Det er så grimt!" Jeg blev forfærdet. Det var et smukt hus, det var almindeligt vedtaget, det troede jeg ikke kunne bestrides. Jeg undrede mig, jeg tænkte på, om han havde hørt sine forældre sige det. Nu da vi var kommet cyklende til deres hus, forstod jeg det. De var tilflyttere ligesom os, men en anden slags, for de var selvstændige erhvervsdrivende. Det forstod jeg mig ikke på dengang, men jeg fattede straks forskellen. De havde gjort alt for at lave deres hus om, så ingen kunne få den mistanke, at her engang havde været landsbyskole. Jeg tænkte ligesom han havde snøftet: "Det er så grimt." Vejret var godt, så vi var i haven. Jeg så ikke rummene, jeg fandt ikke ud af, om de havde beholdt skolestuen som gildesal eller havde bygget om. Alt dette er ligegyldigt, men det er ikke ligegyldigt. Ingen af os hørte til, hverken Christian eller jeg. Det var ikke gratis at rykke ind i landsbyskolen, om den så nok så meget var nedlagt. Jeg har så tit tænkt på at fortælle nogen om den dag. Men hvordan? Min sidste skoledag findes i mit hoved, som om den kunne være en novelle jeg havde læst i niende klasse, den var en novelle. Når vi skulle fortolke en novelle i dansk, var det pærenemt, det gik efter et skema. Vi skulle bare stille og besvare spørgsmålene: Hvem? Hvad? Hvor? Men sjældent: Hvorfor? - og aldrig nogensinde: Hvordan? Jeg ville ikke i vandet. Jeg ved ikke hvorfor. Alle andre havde ellers badetøj med og sprang i og hylede og skreg, jeg sad på en stol og drak af en HOF der varede hele eftermiddagen. Jeg havde bare lært at stille de tre spørgsmål til en tekst, og jeg læste alt denne dag sådan. Sad på sidelinjen, spyttede i min øl, som man sagde, betragtede de andre. Spurgte mig selv: hvem er vi? hvor er vi? hvad foregår der? Jeg tænkte på, at dagen opførte sig som om den skulle skrives ned, og jeg burde skrive den ned, men jeg vidste også godt, at det ville jeg aldrig gøre. Alt var symbolsk og jeg oplevede dagen gennem et gardin, et gardisettegardin af dem alle havde i landsbyen, hvor jeg boede, undtagen os og en tilflytterfamilie fra København. Den familie vakte stor forargelse, fordi deres vinduer vendte lige ud til vejen. Det gjorde vores ikke, så måske blev vi tilgivet, jeg ved det ikke. Gennem dette gardin så jeg hele den dag. Jeg var ikke med. Jeg var med. Sådan var min skoletid. Med, men ikke med. Men det var der ikke noget forkert ved. Sidelinjen var et sted at være, jeg udfyldte en plads. Min yndlingslæsning var en overgang min fars og mors gamle børnebøger, det fascinerende dér var især alle de lærere som blev elsket og beundret. Jeg forsøgte at få min klasse med på at elske og beundre bare én af vores lærere, jeg prøvede med klasselæreren. Det gik nogenlunde, men ikke godt. Jeg forsøgte at overføre det "sammenhold" jeg læste om, forklarede mig selv, at vi var en særlig stærk klasse hvor alle holdt af hinanden og hjalp hinanden, den historie hjalp også på følelsen af særhed, den gav plads også til særlinge, og det var vi strengt taget alle sammen. Jeg drømte om, at vi godmodigt drillede lærerne, den slags drilleri, som læreren blot så den "friske dreng" og "friske pige" i. Men drengene i klassen var til overmål friske, en af de friskeste fik lov at komme i lære længe før sidste skoledag, vi holdt ellers alle af ham, men lærerne ikke. Hele tiden strittede virkeligheden imod. Allerede i første klasse var jeg blevet skuffet. Jeg havde hørt om elevernes respekt for lærerne, at man skulle rejse sig, når inspektøren kom ind. Jeg sprang op at stå den første gang det skete. Han rakte hænderne afværgende frem som om nogen ville slå ham. Den tid var forbi. Den var faktisk lige blevet afskaffet det år jeg blev lukket ind. Den forladte skolestue i mit eget hjem var enkel, et Danmarkskort, et højt kateder, en tavle. To stempler, et med en skottehund: Pænt arbejde, et med en abe: Bedre næste gang. Den skole ville jeg godt have gået i, troede jeg. Jeg sad i Christians have og elskede min klasse. Det havde jeg altid gjort, og nu var det slut, nu skulle jeg til det jeg mestrede allerbedst, se den tid i et særligt skær, ni år i nostalgiens lys, jeg kunne ikke hurtigt nok komme i gang, det var lige til en Puk-bog, jeg ville gerne, at vi sammen kunne mindes de ni år med skægge anekdoter. Men jeg vidste ikke lige, hvordan vi skulle komme i gang med det, og de andre plaskede i poolen. Vi var færdige med niende, men vores sidste skoledag havde ingen markering, kun besøget i Christians have, det var tiende klasse der kastede med karameller. Det blev tordenvejr. Jeg fik en kuldegysning, selvom det var varmt. Regnen øsede ned, lige pludselig, himlen revnede. Men jeg kunne ikke forstå tegnet. Hvad betød det? Hvad ville virkeligheden fortælle mig? Jeg følte, at vejret passede til det der skete. Vi havde sidste skoledag, alt var forbi. Torden og lynild, barneskrig. Ingen gik ind, fordi det regnede. Folk var jo våde af at svømme. Desuden var de fulde. Jeg trykkede mig under en markise tæt på huset. Åh, det er uvejr, jublede det i mig. Hvorfor? Hvorfor? Og da det hurtigt drev over igen, steg min begejstring yderligere. Et vildt skift! Solen kom stormende, sådan føltes det, hvad betød nu dét? Vinden gik gennem haven i en blid og voldsom bevægelse. Det var sommerblæst, og vi frøs ikke. Senere lagde vinden sig, solen fik fat, skønt det var hen på eftermiddagen. Og så kom det bedste, dagens højdepunkt for mig. Vi skulle følges hjemad nogle af os. Jeg kendte vejen hjem, men jeg var jo tilflytter, og de andre ville følge en anden vej over noget de kaldte "heden". Vi cyklede over Stenild Hede i medvind og en aftensol så stærk, at jeg ikke siden har vovet mig den vej. Jeg var så glad, det var så stort. Jeg prøvede flere gange undervejs at forklare det for mig selv - jeg havde boet her i ti år, og nu pludselig lå her en hede jeg aldrig havde hørt om. Det var et mirakel, på denne sidste, første dag, det var nyere end nyt, det var en skjult skat, en litterær perle, jeg var med i en spændende roman. Jeg husker det i al fald som noget, jeg har læst i en bog. Jeg ved ikke, om jeg talte med nogen den dag, det gjorde jeg vel, det må jeg have gjort, men ikke én replik er tilbage i mit hoved, kun det som et femtenårigt pigebarn oplever når hun tror livet er litteratur, og ikke har lært at spørge ordentligt.
Pia Juul

(fra Folkeskolen, 2008)