Merete Pryds Helle: "Folkets skønhed"

Oprettet: 06.01.2017 - 14:54

Det helt unikke ved denne bog er i mine øjne det sidste kapitel. Her gik det op for mig, hvad denne medrivende og velskrevne roman i virkeligheden handler om: En fortolkende fortælling om familiens egne ’mytologiske’ fortællinger. Her i sidste kapitel bliver en hel masse, man som læser bare har taget for indiskutabelt givet undervejs i læsningen, draget i tvivl: Har Marie overhovedet ikke malket køer alligevel? Hvem er egentlig Ottos mor? Og så videre…

Og det er der naturligvis en mening med: Romanen, som man sidder med i hånden, er netop ikke en social-dokumentaristisk autofiktions-ting om, hvor forfærdeligt det var i udkantsDanmark i fordums tid, men – for mig at se - en roman om, hvordan man som menneske vokser op, lever og forstår sig selv som resultat af fortællingerne i en eller anden familiesammenhæng. Det vigtige er sådan set ikke, hvad der rent faktisk er foregået før i tiden, men derimod hvad der - og navnlig hvordan det så rent håndgribeligt - bliver fortalt og viderebragt til de efterfølgende generationer.

Der er jo naturligvis en eller anden retrospektiv undren eller forbitrelse over, hvorfor Marie ikke greb de muligheder, som lå spredt ud som ’guld på gaden’ for hende dengang i 60-erne med kvindefrigørelse og alt muligt andet? Hun var jo netop sluppet fri af Langelands fordunkelthed og i øvrigt temmelig miserable almueliv sammen med sin Otto. København og de nye muligheder lå vidt åbne for hendes fødder, men hun endte desværre som et suicidalt forstadsvrag i Værløse, hvor hun valgte den grund på stikvejen, hvor der voksede vilde gule roser a la Langeland.

Det er jo netop forfatteren selv, som vælger at beskrive Maries udvikling på den måde. Og dermed er hun jo så selv med til at videreføre en ny fortælling om, at man ikke kan forsøge at slippe fra arv og gæld som en anden Per Sidenius uden at gå til grunde. Men er det den sande historie, eller er det en ny fortæller, der fortæller og udlægger begivenhedernes gang i sin egen forståelsesramme? Er det dén historie, forfatteren ønsker at videregive til sine læsere (og sine egne børn)?

Hvis ’Ja’, så er det ret så genialt! For dermed fremstår romanen som et homeomorft legeme, der på forunderlig vis vikler sig ind i sig selv og fortæller familiehistorien på ny i en nutidig kontekst. Og det er vel alle generationers naturlige ret - men på sin vis også uret - at videregive tingene, som man selv ser og oplever dem.

De har selvfølgelig ikke gået rundt i korte bukser hele året rundt i gamle dage, mens sneen lå i knæhøje dynger, og der var 12 kilometer til skole på gå-ben, mens de for resten heller ikke tog skade af at få tæsk både derhjemme og i skolen. ”Sådan var det dengang, det var det jo!” Et uangribeligt argument for man havde jo ikke selv levet på det tidspunkt, så hvordan i alverden skulle man kunne anfægte disse ’fakta’?

Det er netop her Merete Pryds Helles roman løfter sig op til et hovedværk: De faktuelle forhold fortoner sig i det dunkle, mens det afgørende vigtige er de familie-mytiske fortællinger, som udspringer af mørket og overleveres til de næste i rækken, som selv forbeholder sig ret til at fortolke og se sig selv som en del af familiehistorien i deres eget lys og forståelse. Det er f...... en pointe, der vil noget!