Kamilla Hega Holst: ”På træk”

Oprettet: 10.12.2015 - 02:55

For mig at se, er det temmelig uforståeligt, hvorfor KHH vil delagtigøre læserne i sine autobiografiske meriter. Hvad skal jeg stille op med al den rodløshed, alt dette afsindige roderi rundt i familielivet (eller mangel på samme) eller denne mistrøstighed, hvor alt er til salg, og menneskene kun gør de ting, de gør, hvis det kan betale sig, eller de direkte får penge for det?

Kunst og litteratur fordrer en eller anden form for ”konstruktion”. Det er ikke nok at beskrive tingene, sådan cirka som de var. Det er jo dokumentarisme og levner ikke rum for fortolkning - om end det naturligvis kalder på refleksioner. Især når man som her skal være vidne til en ureflekteret selvdestruktion og et åndeligt anorektisk selvskade-liv, hvor Kaya/Kamilla super-egoistisk ’ofrer’ sine egne børn… Ynk, ynk og hvor er det synd for mig. Bekendelsesberetning fra den absolut uinteressante skuffe. Uinteressant netop fordi forfatteren ikke sætter tingene ind i en fortolkningsmæssig ramme. Er det hippie-forældrene, som har ladt deres egne børn i stikken i Laissez-faire-pædagogikkens hellige navn, og nu kan vi så se, hvad der kom ud af det? Er det drømmen om kernefamiliens uundgåelige sammenbrud i konkurrencestatens evige jagt på økonomisk overskud og nytteværdier? Oder was? At livet er svært, er jo ikke just en nyhed. Det er det heller ikke for nogen af os andre, selvom vi ikke ligefrem drager til lorte-Pattaya for direkte at opsøge depravationen i sin fulde udstrækning. Et svinsk og uhumsk offentligt lokum, hvor ingen regler gælder længere og alt er tilladt, hvis bare man har penge nok. Som læser får jeg ikke nogen som helst indsigt i, forståelse eller empatisk fornemmelse for, hvorfor Kaya/Kamilla ender netop dér – det gør hun bare… Alt det med sommerhuse, par-middage og udenoms-bolleri med nære venner, det er lige meget – det er i bedste fald bare lidt hyggeligt! Hvorimod Pattaya-motivet er et helt anderledes spændende fortællepotentiale, som det ville kunne have være rigtig interessant at få uddybet. En ting er at mænd drager til dette ’sex-paradis’, men hvorfor drages kvinder også derhen? Hvorfor vil man gerne bo og leve i denne menneskelige skraldespand? Men det skriver KHH heller ikke noget om i bogen, desværre! Og når jeg som læser ikke sluttelig kan sige: ”Nåh, det var dét forfatteren ville med denne bog!”, så bliver det en noget tam og tandløs læseoplevelse. Kamilla Hega Holst ville mig egentlig ikke noget alligevel! Jeg skulle bare lægge terapeutisk øre til hendes tragiske skæbnefortælling om sig selv, fordi hun kun kan skrive om sig selv. Det, mener hun så åbenbart, er tilstrækkelig interessant til, at jeg som fuldstændig udeforstående skal købe og læse bogen…? Det er da narcissisme, der vil noget. Se mig, mig, mig…!