226 år gammel kærlighed

Oprettet: 21.04.2010 - 18:57

Jeg er forelsket. Det har ikke noget med forår at gøre og at solen nu endelig skinner... Nej jeg er blevet forelsket i en bog. Rettere sagt i en ung mand, som hedder Werther.

Jeg har en aftale med mig selv om, at jeg vil prøve at læse så mange gamle klassiske romaner som muligt. Denne gang havde jeg kastet mig over Goethe og hans "Den Unge Werthers Lidelser". Da jeg afhentede det noget lassede eksemplar fra biblioteket og tilmed så, at man benyttede sig af det gode gamle dobbelt A, så var jeg en smule skeptisk. Men fra første bogstav, blev jeg virkelig rørt af fortællingen.

Den handler om ulykkelig kærlighed. Om Werther som ikke kan få sin elskede Lotte, da hun er forlovet væk. Nogen ville måske mene at manden er en vatpik, sådan at tage sit eget liv pga. det, men de føelser den stakkels mand gennemlever igennem bogen, er så godt beskrevet, at jeg ihvertfald ikke kunne andet end føle med ham.

Det jeg synes er mest sjovt er, at en bog skrevet i 1774, kan være så skide interessant. For den handler ikke om meget andet end Werther's føelser og normalt ville jeg nok synes det var en smule for ensformigt. Men ak nej, saadan skulle det ikke gå.

Udover Goethe, så fik jeg læst de sidste 2 bøger i Berlin Noir serien af Phillip Kerr. Jeg synes stadig de 3 første bøger er de bedste, men det er sjovt at se hvordan skurke og helte fra 2. verdenskrig, bliver flettet ind i hans fortællinger.

Og ja, så blev der også plads til min helt Troels Kløvedal og hans "Bidevind og Blåhvaler".

Bøgerne er blevet byttet ud med nye. Denne gang er det nyeste skud fra Daniel Silva.
"Moskva-reglerne" er 5. bog med Gabriel Allon. Jeg har slugt de 4 andre råt og har også høje forventninger til den 5.

Så har jeg også fået fat i Ib Lucas og "Manden på Tapetet". Jeg har ikke læst noget af Ib Lucas før, men denne bog vakte min interesse, da den handler om den gode Hr. Tycho Brahe. Jeg har læst rigtig meget om ham, så bliver nød til at se hvad det her er for noget.

Til sidst skal jeg da også have en dosis Troels Kløvedal. Denne gang bogen "Højsommer", fra 1986 og en digtsamling, hvor han også har give sit besyv med.

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.