Henvendelse om digte

Oprettet: 25.05.2013 - 11:05
Omslaget udfoldet til 'Henvendelser som digte'

En af Litteratursidens brugere blogger om anmeldelser og deres værdi som skjult eller åbenlys reklame for bøgerne.

Er anmeldelser af bøger at anse for et neutralt element i formidlingen af litteratur  - eller er der tale om skjult eller  åbenbar reklame? Et generelt svar lader sig ikke give, det er klart, men man kan ofte synes, at reklameværdien underspilles.

Som selvudgiver, der kun højst undtagelsesvis anmeldes, bliver man naturligvis særlig følsom, når medierne giver den gas for knapt nok endnu udgivne bøger. En bestsellerforfatters nye bog har, uanset om den er velllykket eller ej, under alle omstændigheder en nyhedsværdi mener journalisten, og det forsvarer den store opsætning. Men hvad med alle de andre? Forlagenes PR-afdeling gør forarbejdet, og så kan mediernes opfølgning opleves som den rene PR - som om forlag og medier lever i en slags symbiose.Kun den selvudgiver, der har personlige kontakter til en redaktion, kan her være med nu og da.

Jeg udgav i slutningen af februar en ny digtbog 'Henvendelser som digte' og regner her 2 måneder efter ikke med, at den bliver anmeldt eller omtalt. Der er af Forlaget Underskoven, hvor jeg har bogen i kommission, sendt 15 eksemplarer ud til diverse medier. Et lignende antal har jeg selv spredt med lignende hensigter, samt uddelt en del som gaver, en del er byttet bort.

Bogen kan lånes på biblioteket - måske. Hidtil anføres kun Det Kongelige Bibliotek som mulighed i Bibliotek.dk., og det er vel, med de manglende omtaler in mente, ikke at forvente, at der kommer andre. Den lokale boghandel har en reklame på disken, og har vist solgt et eksemplar, der har været en lille omtale i lokalavisen. Bogen er også sendt til Frederiksborg Amtsavis, som plejer at bidrage med en omtale, men denne gang har de negligeret mig.

Lad os nu antage, at det er der, det stopper. De eksemplarer, jeg ikke får byttet væk eller brugt som gave, ender her på mit lager af den slags. Det vil ærgre mig, men med den erfaring, jeg nu har fået med mig, resulterer det ikke i nogen fortvivlelse. Jeg havde noget der skulle på tryk, og som nu er tilgængeligt. Jeg har på omslaget anbragt et billede af mig selv, hvor jeg i 1976 står på Allerød Station og deler en henvendelse ud i anledning af vort byråds svigtende information om et byrådsmøde med vigtige punkter på dagsordenen. Det er hvad jeg kan gøre. Hvordan henvendelsen tages imod er uden for min kontrol.

Forresten, noget som slår mig er, at i og med jeg udgiver gennem Forlaget Underskoven, så er bogen på de fleste boghandleres hjemmesidde, med forlagsomtale og billede og pris. Så i og for sig kan tilgængeligheden jo ikke godt nok være meget større. Hvilket altså ikke er det samme som, at henvendelsen når frem!

Man kan læse nærmere om bogen her, hvor der også er links til de fleste af digtene, for de har løbende været gjort tilgængelige på nettet.

http://per-olof.dk/henvend/splints_2013_1.htm

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Else Cederborg

    lør, 01/06/2013 - 13:10

    Ak ja, du er ikke den første, der gør sådanne sørgelige erfaringer. Jeg har skrevet en hel del her på siden om lige præcis dette syge mønster, som jeg dog tror er dødsdømt på længere sigt. Inden da må forfattere - gode og mindre gode - så prøve at finde andre muligheder for at bryde usynligheds-cirklen.

     Under alle omstændigheder: held og lykke med din bog, f.eks. også på eReolen - eller som lydbog?

  • PerOlofDK

    man, 03/06/2013 - 11:55

    Sjovt nok havde jeg dette indlæg i Politiken BØGER i samme udgave, hvor redaktøren tog stilling til selvudgiverne og påstod, at 95 procent af vores bøger ligger under den kvalitet, som man forventer af bøger iøvrigt! For mig selv fungerede mit indlæg da som et svar på lederen - omend fra den anden ende af spektret!

    Overskriften blev i redaktionens version til 'Off screen', hvilket da er ok:

    En tilståelsessag

     Off screen – havde aldrig før hørt om det, men som tegner og collagemager gennem mange år har jeg benyttet mig af det og forstår det straks. Da jeg læser om begrebet i Politikens interview 11.5. med Kathrine Assels falder det mig ind at se interviewet i det lys: For hvordan går det til, at omtale af en endnu ikke udkommet bog kan give forfatteren disse ord med på vejen: ”[hun har] med sin tredje roman slået sit navn fast som de skæve eksistensers talerør”. Denne slåen fast må da så være sket off-screen – sikkert i den verden nogen har kaldt ’Bermuda-trekanten i dansk kulturliv’ –  og som måske ikke eksisterer, men da hele tiden giver livstegn fra sig på mærkelig vis.Der går ikke mange dage, så er der tegn på liv igen. Her er der tale om en ren tilståelsessag. Skønt deprimerende i og for sig, er ærlighed dog en god ting. Politiken fortæller meget instruktivt om, hvordan bestseller er bestseller, før den endnu er læst af andre end nogle ganske få. Avisens omtale er simpelthen en del af den iscenesættelse, som udgiverne står for. Det er helt andre kræfter end kvalitetskontrollen, der styrer løbet.

  • Else Cederborg

    ons, 05/06/2013 - 05:30

     

     

    Nu vi taler om mistænkelige/let gennemskuelige mærkværdigheder i bogbranchen, så kommer jeg til at tænke på noget andet, som jeg ved optager forskellige forfattere, men som vist nok ikke har været emne for en offentlig debat endnu.

    Politiken annoncerede en konkurrence om en ny samtidsroman. Først blev deadline for afleveringen sat til 31. maj, kriterierne for deltagelse var, at man var fyldt 18 år og skrev på dansk. Enten gik denne konkurrence i sig selv igen, eller også blev den forvandlet til noget helt andet: datoen blev rykket til den 9. juni, og "samtidsromanen" blev berøvet angivelsen "samtids-", sådan at det nu var en udefineret roman, man ønskede at hædre med en pris i den (formentlig) allerede annoncerede konkurrence. Der blev nu også angivet en længde på 250 sider som et af kriterierne for deltagelse.

    Vinderen blev Anne-Cathrine Riebnitzsky, som i forvejen har udgivet 3 romaner hos Politiken. Dvs. at en af deres forfattere nu kan smykke sig med titlen "prisvinder", hvilket afgjort vil lette markedsføringen og skære ned på de PR-omkostninger, Politiken ville have haft med en ukendt debutant.

    Jeg deltog ikke i konkurrencen, hvilket jeg er glad for, men dem, der brugte tid og kræfter på "samtidsromanen", der så pludselig blev forvandlet til "romanen", må føle sig temmelig sært tilpas oven på hele dette forløb.