Det er et interessant emne Nina Wegner tager op. Hvorfor læser mænd ikke skønlitteratur, og hvorfor deltager de sjældent i sammenkomster, hvor der diskuteres litteratur?

Lad os med det samme slå fastslå, at det selvfølgelig ikke skyldes, at mænd er dumme, dovne, eller kan påduttes andre uheldige tillægsord. Men der må jo være en årsag til at mænd ikke tager del i fornøjelserne. Det kan selvfølgelig være af den simple årsag, at litteratur ikke tiltrækker mænd i al almindelighed, men det tror jeg heller ikke er tilfældet. Hvis jeg tænker tilbage på min barndomstid, så husker jeg min far og hans kønsfæller i landsbyen som meget læsende, hvorimod min mor og de andre koner ikke i samme grad hengav sig til slige sysler.

Men som sagt, så må der være en årsag til, at mænd ikke er så læsende og interesseret i at tale om deres litterære oplevelser.

For det første tror jeg at det betyder noget, at kvinder i høj grad har sat sig på de litterære frembringelser. Det startede  i 1976 med at Dea Trier Mørch skrev ”Vinterbørn”. Ingen kan vel forlange, at en mand skulle interessere sig for denne bog. På ca. samme tidspunkt blev en rigtig mandeforfatter så absolut blacklistet såvel på biblioteker som hos boghandlere. Jeg tænker her på Svend Hazel, der uanset, hvad man ellers måtte mene om hans liv og levned, så dog skrev rigtig fængende bøger, som den dag i dag gerne læses af mænd.

For det andet, så er der nok sket det, at kvinderne i og med, at de slap væk fra kødgryderne har fået overskud til at beskæftige sig med f. eks. litteratur, og det har de så gjort i en sådan grad, at de sætter sig på dagsordenen ved forskellige arrangementer. Og så er vi inde i en ond ring. Der er da steder, hvor min kone ikke vil komme sammen med mig, fordi hun ikke vil være næsten ene høne blandt de mange mænd, og på samme måde kan mange mænd vel føle, at de ikke vil komme et sted, der helt domineres af kvinder.

Det er svært at sige, hvad der er i vejen ved f. eks. en forfatteraften på et bibliotek, set med mandeøjne. Det er nok et eller andet udefinerligt, der ligesom ligger i luften. Selv deltager jeg gerne i sådanne arrangementer, men jeg må da indrømme, at tonen er anderledes, end når jeg er til skydning i Garderforeningen.

Jeg er glad for, at emnet bliver taget op, og jeg håber, at mange mænd vil give deres mening til kende angående dette. Michael har allerede gjort det. Der er jo bare det ved det, at vi, der følger med på litteratursiden jo som Michael også påpeger om sig selv, nok er atypiske i denne sammenhæng, idet vi jo netop er interesseret i skønlitteratur. Men kom på banen mænd med jeres meninger, for kvinderne kan selvfølgelig ikke forklare, hvorfor vi mænd ikke er så interesserede.

Nina Wegner slutter sin blog med en liste over, hvad hun forventer, vil interessere mænd. Måske er det rigtigt, at det er inden for disse emner, at mænds interesse er, men det kan også godt være, at det bare er det, som man forventer.  For mit eget vedkommende, så er der ingen af disse emner, der har min interesse, måske lige bortset fra det med fædre og sønner, men det skyldes nok min store interesse for Paul Austers forfatterskab.