Krimimessen 2012 - er du klar?

Det gamle Statsfængsel i Horsens bliver igen i år mødested og Mekka for alle krimi-elskere. Her kan forlæggere, forfatterne og deres læsere mødes i uhøjtideligt samvær.

En række af vores mest erfarne litteraturskribenter og krimieksperter står klar til at deltage i årets krimi-fest. Her kan du møde Litteratursidens ambassadør Anna Grue, som netop er udkommet med en meget rost novellesamling – TILLYKKE med det, Anna. Du kan f.eks. møde Anna Grue i samtale med Stéphanie Surrugue om Dan Sommerdahl universet lørdag eftermiddag.

Jeg vil helt sikkert gerne høre vores nye minister og forlægger Ole Sohn byde velkommen lørdag formiddag. Dernæst vil jeg satse på at høre Erik Valeur, som taler med Anya Mathilde Poulsen om sin meget roste og prisvindende roman ”Det syvende barn”. Romanen er en af de nominerede romaner til DRs romanpris 2012, og den er netop blevet diskuteret i læseklubberne rundt omkring på bibliotekerne i hele landet, - og sandelig også her på Litteratursiden.

Både Craig Russell, S. J. Bolton, Don Meyer og Andrew Taylor som alle har fået et stort publikum her i Danmark er på programmet lørdag, men det kan nok knibe med at nå det hele. Det kræver gode selektive evner og hård prioritering at få sammensat sit personlige ønskeprogram. Du kan møde rigtig mange forfattere på én gang f.eks.: Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel, Arne Dahl, Merete Pryds Helle, Julie Hastrup og mange flere på Markedspladsen i Snedkeriet lørdag eftermiddag.

Fra England kommer også den engelske krimispecialist Barry Forshaw, der blandt andet vil fortælle om sin nye bog Death in a cold climate, som handler om den nordiske krimi. Der bliver i det hele taget fokus på skandinavisk krimi. Den er populær herhjemme, og såvel danske som andre nordiske forfattere nyder stigende popularitet i både England og USA. Der bliver derfor flere diskussioner om genren, og spændende bliver det, når Politikens Henrik Palle diskuterer skandinaviske TV-krimiserier med Anna Grue, Niels Lillelund og Hans Rosenfeldt. Sidstnævnte er ud over at være den ene af det svenske krimimakkerpar Hjorth & Rosenfeldt, forfatter til TV-serien Broen.

Krimimessen handler ikke kun om litteraturen. Ofte overgår virkelighedens rædsler de litterære forbrydelser. Du kan f.eks. høre forhenværende drabschef Ove Dahl i samtale med Carsten Norton om sin nye bog ”Drabschefen – nye sager” og overlæge Peter Kramp, som fortæller om sine mange år som overlæge på Retspsykiatrisk klinik. Peter Kramp er aktuel med bogen ”Sindssyg i gerningsøjeblikket”.

Personligt glæder jeg mig nok allermest til at høre de humoristiske skurkologer Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle forelæse over ”Skurkologien set i lyset af globaliseringen og krisen på finansmarkederne”. Du kan se det samlede program her, eller hente et trykt program på dit lokale bibliotek.

Til top