Om at skrive uden hensyn

Oprettet: 19.12.2011 - 17:31

Nogle bøger ligger inde i en i mange år. En del af dem bliver aldrig skrevet. Måske fordi andre presser sig på. Eller man vokser fra dem. Eller fordi man ikke tør skrive dem. Den bog jeg for tiden arbejder på, har jeg haft inden i gennem mange år. Jeg har ikke haft modet til at skrive den. Jeg har tænkt at jeg var nødt til det, nødt til at bevæge mig ind i en anden skriveform. Men jeg turde ikke.

Etisk dilemma: hvad kan man tillade sig at skrive?

Det der holdt mig tilbage var at jeg følte jeg skulle tage hensyn. For det er en roman som handler om mennesker, levende mennesker. Den tager direkte udgangspunkt i noget jeg oplevede for nogle år siden. Og det jeg skriver vil uundgåeligt betyde noget for dem jeg skriver om.  

Jeg tænkte at jeg måtte respektere grænsen for hvor tæt man må gå på erindringens virkelighed, på grænsen for hvor meget man må skrive om rigtige mennesker, i hvert fald når det er meget, meget personligt. Kan man skade nogen ved at skrive om dem, og er det i så fald en slags vold?

Træk på hovedstolen

Man kan vel sige at det er helt normalt at forfattere bruger sig selv, deres erfaringer og omgivende mennesker i deres skriverier. De lader sig inspirere af hvad de har set, oplevet, de trækker på den berømte hovedstol. Hemingways Farvel til våbnene er som bekendt inspireret af hans oplevelser i Italien under 1. verdenskrig og hans affære med sygeplejersken Agnes von Kurowsky. 

Thomas Manns Buddenbrooks handler angiveligt om hans egen familie. Det kan tilføre energi og autenticitet til romanerne. I de fleste tilfælde er det biografiske fuldstændigt omformet til et fiktionaliseret univers, til en fortælling. Virkeligheden er sukret til i fiktionaliseringen. 

Virkeligheden uden romansukker

Men hvad nu hvis man går videre? Når man nærmer sig dokumentarismen. Når det netop er et vigtigt fortællemiddel at rykke sig tættere på virkeligheden? Ikke for at skrive journalistisk eller en selvbiografi, men fordi man ønsker sprogligt at genskabe fortiden så præcist som muligt. At give det skete en kunstnerisk fortolkning, men ikke sukre det ind, ikke skabe en unødvendig afstand. At arbejde med dokumentarismens og skønlitteraturens sprog, blande dem. 

Jeg skrev andre bøger i mellemtiden, prøvede at glemme bogen inden i. Tænkte at bogen aldrig ville komme, at jeg aldrig ville turde anyway.  

Hjælp fra Norge

Men for nylig fik jeg hjælp fra Norge. Ikke mindst fra Karl Ove Knausgård der uden hensyn skriver sig ind i sin erindring og sin tid - og tog de tæsk det gav. Men endnu mere var det et interview med forfatteren Tomas Espedal, der gav mig modet til at springe ud i en "dokuprosa"-skriveform. Espedal sagde: 

Hvis man synes, man sådan skal være sød og venlig og tage hensyn til sine læsere, så er man FÆRDIG som forfatter!   

Uklarheden mellem selvbiografi og prosa åbner nogle nye ubehagelige muligheder for litteraturen. Det er den usikkerhed, vi må udnytte, og som vi, hvis vi går over grænserne, må betale for i form af skyldfølelse, dårlig samvittighed og ensomhed. Man kan jo til og med blive dømt.

Vi må væk fra at lege litteratur

Da jeg læste det, følte jeg mig ramt. Det var jo netop det jeg ønskede: at skrive i feltet mellem det biografiske og prosaen, fordi jeg der tror at der kan opstå noget nyt og mere ægte, i hvert fald for mig selv som skrivende. Tomas Espedal fortsætter:   

Vi må væk fra iscenesættelse og væk fra at lege litteratur. Vi må bevæge os dybere ind. Vi må ind i et næsten dokumentarisk rum. Jeg tror, det er helt afgørende, man tør være hård og streng nok til at etablere en ny form for dokumentarisk realisme.

Mit første hensynsløse forsøg

Jeg begyndte at skrive på bogen i foråret. Endnu er formen usikker, endnu tvivler jeg på strukturen, på sproget. Men det er en helt ny måde at arbejde på for mig, den har et anderledes drive. Til forskel fra tidligere bøger har jeg denne gang ikke følelsen af at sidde og skabe, men at have en stor og klar erindring om noget der er godt og noget der gør ondt, et slags virkeligt livspanorama som jeg skal få ud i en skriftlig form. 

Jeg prøver at gøre det uden at tænke på at jeg skal tage hensyn til nogen. Det er svært. Jeg tænker stadig på at der vil være mange der tænker at jeg går over stregen. Læserne, måske, de implicerede personer fra virkeligheden, sikkert. Men allermest mig selv. Jeg tænker: fuck, kan jeg virkelig afsløre disse sider af mig selv?

Det er måske det vigtigste: at være hensynsløs mod sig selv?

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Michael Linde Larsen

    ons, 21/12/2011 - 10:17

    Groft sagt synes jeg gode bøger er kendetegnet ved at de er skrevet godt. Om de er tæt på hovedstolen, tager afsæt i noget virkeligt eller er fri fantasi betyder i bund og grund ikke så meget, så længe forfatteren har noget på hjerte og formidler det på en god måde.

    Men når det er skrevet, så må jeg indrømme, at jeg elsker at læse bøger, hvor forfatteren sætter sig selv på spil. Hvor jeg kan fornemme en nerve gennem skriverierne fordi ordene betyder noget, og ikke kun er konstruerede. Eksempler på det kunne være Charles Bukowski, Henrik Stangerup, Knut Hamsun og Jens Bjørneboe. De formåede alle at tage afsæt i det personlige, men på en måde så det kunne læses af alle. De formåede at gøre deres eget liv til noget almengyldigt for andre mennesker. Hvilket jo bestemt ikke altid er tilfældet, når forfattere skriver fra hovedstolen. Som man siger, så har vi alle en historie at fortælle og det er vores egen. Hvilket der er rigtig mange som gør i de her år, da det er nemt at få udgivet bøger. Men det er bestemt ikke alle som er lige vellykkede. Og så er vi tilbage ved evnen til at skrive gode historier med et godt sprog.

    Jeg har også altid godt kunne li' ærlige historier. Historier hvor der ikke bliver lagt noget til side, men hvor en spade bliver kaldt for en spade. Historier hvor ærligheden er det vigtigste. Hvor livet bliver vist og ikke kun bliver beskrevet.

    Men forstår godt tankerne om at skrive sig tæt på nulevende personer, som man ved vil blive påvirket af ens skriverier. Det har vi jo også set ved f.eks. Knud Romers bog og sikkert andre som jeg ikke lige kan komme i tanker om.

    Under alle omstændigheder vil jeg glæde mig til dine næste bøger, Morten, for hver enten de kommer tæt på hovedstolen eller ej, så har du jo bevist at du kan skrive med nerve og indlevelse.