Noget der minder om Narnia

Oprettet: 28.11.2013 - 13:32

Noget der minder om…

Narnia

 

 Fantasygenren kan se meget forskellig ud fra forfatter til forfatter. Dog er der alligevel et par genkendelige motiver og træk at hente mange af værkerne imellem. Teoretisk og definitionsmæssigt kan man arbejde med to overordnede strukturer, hvoraf den ene af disse, findes i C.S. Lewis forfatterskab. Lewis arbejdede i sin levetid tæt sammen med Tolkien, og selvom de havde hver deres definition af hvad fantasy var, lykkedes det dem begge, at skabe hver sin udødelige serie af fantasyfortællinger. Tolkien definerede sin egen fantasy som ’High fantasy’, da fantasy-elementet skulle have et ’højt’ indhold i fortællingen. Den anden type fantasy, som kollegaen C.S. Lewis skrev, definerede han som ’Low fantasy’, da det magiske element her skulle være lavt. Den 'lave' fantasyfortælling er således ikke dårlig, men besidder, i modsætning til Tolkiens univers, en åbenhed i sig, der henter en del af fortællingen fra vores egen realistiske verden. Fortællingen strækker sig på den måde over to verdner: Vores egen og den magiske. Lewis arbejder som bekendt med denne rejsen frem og tilbage mellem vores velkendte verden og den magiske, igennem sine magiske portaler, hvor klædeskabet er den mest velkendte. I denne artikel har jeg fremhævet et par værker, som benytter sig af samme åbne konstruktion som Lewis.

 

Hans Mørke Materialer (Det Gyldne Kompas) af Philip Pullman

Pigen Lyra og hendes daimon Pan rejser af sted igennem ikke blot deres egen verden, men også en masse parallelle, for at finde Lyras far og stoppe kirken, der vil forsøge at ’skære’ daimonerne fra børnene. Daimonerne er i denne parallelle verden et symbol på et menneskes sjæl, her særligt i forbindelse med driftopvæksten. I serien er:

1. Det gyldne kompas

2. Skyggernes kniv

3. Ravkikkerten

Lyra får selskab på sin rejse af drengen Will, der kommer fra vores verden, og sammen med ham rejser de utrættelige igennem en masse verdner (også underverdnen) for at få stoppet den krig, som Lyras forældre planlægger at kaste verden ud i. Historien er baseret på John Miltons Paradise Lost, og kan læses af både børn såvel som voksne. Der findes mange tematikker og problemstillinger, som kun voksne vil være i stand til at gennemskue, da Pullman trækker på både motiver fra Biblen, gamle klassikere samt allegoriske lignelser. Ikke desto mindre er det en fantastisk historie, der sætter en masse refleksioner i gang, og for en gang skyld placerer sig på ’de onde’s side.

 

Peter Pan af J. M. Barrie

Om søskendeflokken Darling og deres møde med drengen Peter Pan, der aldrig bliver voksen. Peter flyver dem med til Ønskeøen, hvor han og hans drenge konstant er i krig mod de voksne pirater anført af Kaptajn Klo. Historien er en gammel velkendt klassiker, og Peter Pan har siden lagt navn til et utal af fortolkninger (og endda også en psykisk sygdom). Sproget er fyldt med metaforer, små uforklarede billeder og romantiske observationer, og gør det dermed til en magisk fortælling, som er  helt unik for sin slags. Det er ligeledes hos Peter Pan, at vi første gang støder på truslen om, at man ikke må sige, at man ikke tror på feer – for så er der en fe et sted der dør, og kun hvis man klapper i hænderne, kan den vækkes til live igen. Der findes mange Peter Pan bøger, men de mest kendte er:

1. Peter Pan og Wendy

2. Peter Pan i Kensington Garden (billedbog)

Peter Pan optræder i Peter Pan og Wendy som en magisk portal, ligesom garderobeskabet i Narnia, og det er igennem hans væsen og evner, at børnene er i stand til at rejse fra deres egen verden og til Ønskeøen. I den forstand ses Peter Pan som en grænsefigur, der kan bevæge sig fra virkeligheden og til det fantastiske. Barrie så ham som en grænsefigur mellem livet og døden, hvilket er et element der bliver fortolket og allegoriseret igennem Peter Pans ’kidnapning’ af børn, og det tab og savn forældre kan opleve, når de mister deres børn.

 

Alice i Eventyrland af Lewis Carrol

Pigen Alice følger efter en hvid kanin og ender efter et langt fald i Eventyrland. Her er naturlovene helt anderledes, og alt hvad man spiser og drikker, har en direkte effekt på Alice, der dermed oplever at blive lige så stor som et hus og lige så lille som en mus. Der findes to bøger i serien.

1. Alice i Eventyrland

2. Alice bag spejlet

Eventyrland er befolket af en masse væsner og karakterer, der siden hen er blevet ikoniske og genfortolket igennem litteraturhistorien i flere forskellige varianter. Hver karakter synes fanget i deres egen rolle, hvilket særlig ses på Den gale hattermager, der holder fødselsdagsfest hver dag og på, at Alice hurtigt bliver stemplet som sindssyg. Hun møder desuden også Chesirekatten der kan blive usynlig og manifesterer sig overalt, og hos den får Alice mere vejledning end hos de tidligere karakterer hun har mødt. Den største udfordring Alice støder på i Eventyrland, er mødet med Hjerter Dronning og dennes brutale glæde ved henrettelse af folk. Bøgerne er spækket med litterære figurer og leg med ordsprog og sprog i det hele taget samt en indirekte kommentar på virkelighed og fiktion. På grund af de mange sjove karakterer, er bogen velegnet til læsning af både unge og voksne, men igen gør de dybere, mere analytiske lag sig kun synlige for den mere drevne læser.

 

Den Uendelige Historie af Michael Ende

Drengen Bastian bliver mobbet i skolen og overset af sin far derhjemme. Hans største glæde er derfor at læse og forsvinde ind i historiernes verden. Da han en dag kommer forbi en bogbutik, stjæler han bogen Den Uendelige Historie og sætter sig op på skolens loftrum. Her begynder han at læse om verden Fantásia og den konflikt der hersker der. Den Barnlige Kejserinde, hvis liv hænger sammen med Fantásia, er dødeligt syg og har brug for en kur. Helten Atreyu får til opgave at finde denne kur, hvilket kaster ham ud i en lang søgen, hvor han mister sin hest, møder Morla den ældgamle skildpadde, lykkedragen Fuchur og de tre orakler. Bastian ender med at blive så fanget af bogen, at han til sidst, ved at råbe kurens løsning højt, kommer ind i selve Fantásia og der bliver udråbt som Fantásias redningsmand. Herefter følger en lang række missioner og eventyr som Bastian udsættes for, indtil han atter er klar til at vende tilbage til sin egen verden. Den Uendelige Historie er om noget en bog der synliggøre litteraturens nødvendighed for mennesket, samt børns evne til at drømme, fantasere og opfinde historier. På den måde bliver bogen en grundsten for sin genre, og kan igen både læses som en god historie for børn, men bestemt også et samtidskritisk manifest over for den voksne læser. Ende har nogle enkelte, direkte kommentarer til fantasiens nødvendighed i ikke blot bøgernes verden, men også i vores egen, samt hvorfor det er vigtigt, at læse og blive ved med at forundre sig.

 

Harry Potter af J.K. Rowling

Drengen Harry opdager, at han er troldmand, og bliver derfor sendt på Hogwarts, en magisk skole for troldmænd og hekse. Harry Potter er en af de største fantasyserier, der nogensinde  er skrevet, og er også filmatiseret. Handlingen er centreret omkring Harry og hans to venner Hermione og Ron, der i fællesskab søger at finde løsninger og svar, på de trusler og mysterier der omgærder deres liv og hverdag på Hogwarts – og ikke mindst den profeti der hviler over Harry, der knytter ham sammen med Voldemort og dennes liv og død. I serien findes syv bøger.

1. De Vises sten

2. Hemmelighedernes Kammer

3. Fangen fra Azkaban

4. Flammernes Pokal

5. Fønixordnen

6. Halvblodsprinsen

7. Dødsregalierne

 

Serien tematiserer over mange forskellige aspekter af det at være ung og stå som noget særligt i en verden, hvor alting kan lade sig gøre og magien er en fast del af hverdagen. Det stærkeste budskab som jeg ser i serien, er vigtigheden af, at stå sammen om et problem, frem for at tro, at man kan klare alting selv. Det er ikke svagt eller fejt at bede om hjælp, og man er ikke en dårligere person, bare fordi man søger råd og vejledning hos andre. Tværtimod vidner det om en større selvindsigt at kende til sine egne begrænsninger, og i vores hverdag, hvor psykologer og terapeuter stadig er tabuiserede, synes jeg helt klart, at der er noget at lære af Harry Potter.

 

Shamran – den som kommer af Bjarne Reuter

Philip bliver natten efter sin fødselsdag eskorteret til 'landet på den anden side' igennem det store maleri, der hænger på væggen inde på hans værelse. I denne nye verden er alle almindelige borgere mærket, ved enten at mangle syn, hørelse eller tale. I lang tid har Philip haft et særligt grønt mærke på sin hofte, og da heksene Miro og Biella opdager det, ændres alting for Philip, der nu ikke længere blot er en lille dreng, men hele landets frelser, den som kommer, og den som alle de mærkede borgere i landet har ventet på. Shamran er en fantastisk spændende og dyb fortælling, der viser et af genrens stærkeste træk, nemlig hvordan man kan behandle et socialrealistisk problem igennem en fantastisk fortælling.

 

Percy Jackson og de Olympiske Guder af Rick Riordan

 Med inspiration fra de græske mytologier og legender, tager Riordan udgangspunkt i de mange børn, som guderne avler rundt omkring i hele verden. Disse børn er halvguder, hvilket kendetegnes ved deres hurtige reflekser, ordblindhed og ADHD. Sproget er frisk, fortolkningerne og de mange togter og missioner yderst kreative. Serien strækker sig over flere bøger, hvor den primære omhandler Percy Jackson.

Percy Jackson og

1. Lyntyven

2. Uhyrernes hav

3. Titanernes forbandelse

4. Slaget i labyrinten

5. Den sidste olymper

Det der gør serien særlig velegnet for læsning, særlig for unge, er den introduktion man får til den græske mytologi igennem genrens fortolkning og action. Aldrig har oldtidskundskab været så medrivende og hæsblæsende som i denne her serie!