Tyren, Bjørnen og Banken

Oprettet: 21.07.2017 - 14:08

Bogen handler om de to SaxoBank skiftere Kim Fournais (Tyren) og Lars Sejer Christensen (Bjørnen) og selvfølgelig om SaxoBank. Dyrenavnene til skifterne relaterer både til deres fysiske fremtoning og mentalitet, men også til børsmarkedernes navne for henholdsvis stigende (bull) og faldende (bear) markeder.

Vi starter med at få et par korte introduktioner til de to hovedpersoners barndom og ungdom, og deres uddannelser og arbejdspladser inden de starte Midas Fondsmæglerselskab i 1992. Midas bliver senere til det nuværende SaxoBank.

Begge d´herrer arbejder i den finansielle sektor i 1980´ernes buldrende markeder og igennem den økonomiske krise i starten af 1990´erne. Det er her de to finder sammen og starter en art kapitalforvaltningsselskab med Kim Fournais ved roret.

Som kuriositet kan nævnes at Karsten Ree (dengang hos Den Blå Avis) er en af deres kunder, og faktisk ender med at lægge sag an da han mister en del af sine investerede kroner. Og sagen kommer også med i et DR-program.

Efterhånden udvikler virksomheden sig i en mere teknologisk retning igennem skabelsen af en handelsplatform som både bankens kunder og samarbejdspartnere kan bruge. Samarbejdspartnerne kan bruge den af SaxoBank udviklede platform til at tilbyde egne kunderne handelsmuligheder i eget navn. Mod en klækkelig betaling til SaxoBank naturligvis. 

Især omkring årtusindskiftet begynder det at tage fart med væksten og der kommer eksterne investorer ind til høje værdiansættelser. SaxoBank er også de første i Danmark til at tage CFD-handel til sig. 

Vi hører også om begges meget liberale politiske synspunkter og deres forkærlighed for russiske Ayn Rand. Politiske holdninger de på ingen måde er bange for at lufte offentligt. 

Bogen er skrevet i 2009 og altså lang tid før Lars Sejer sælger sine restende andele.