Kender I udtrykket "Han sidder altid med hovedet i bøgerne". Det bruges ofte om en verdensfjern person som foretrækker at leve i bøgernes univers frem for i det virkelige liv.
Udtrykket har jeg også hørt hæftet på visse bibliotekarer gennem tiderne. I alle tilfælde er det et udtryk som de fleste nok nødigt vil have hæftet på sig, specielt ikke et moderne menneske, der har som ambition at leve i netværk og social samhørighed med sine omgivelser.
Og det er heller ikke fordi mit ærinde er at hænge nogle læseglade personer ud som bogorme. Derimod er mit ærinde at kigge på de nyeste landvindinger inde for teknologien, og hvad de er ved at gøre ved det bibliotekariske fag. Mit ærinde er dog heller ikke at blive hængt ud som maskinstormer, vel vidende at det kan der være en reel fare for i det følgende.
Men ikke desto mindre, så har jeg på det seneste opdaget en vældig stor interesse hos mange fagfæller, hvad den nyeste ipad, ipod og andre teknologiske fremskridt kan. Hvordan foregår downloading, hvordan virker en ny opgradering i forhold til den tidligere version og hvornår kommer den nyste model, og hvad er fordele og ulemper i forhold til andre modeller.
Jeg har på det seneste også befundet mig i udlånet, hvor jeg har fået mange spørgsmål om teknikken bag e-bogslæsere, ipads og andre spændende ting.
Med andre ord er der for øjeblikket en masse fokus på maskinrummet i det moderne bibliotek.
Men...lad os nu ikke glemme, hvad det er vi skal bruge maskinerne til. Lad os ikke kun sidde med hovedet i maskinerne og ikke løfte blikket ud mod vores brugere.
For ja, det er da fantastisk med al den nye teknologi, men for mig at se bliver det først rigtigt fantastisk, når vi finder ud af at bruge teknologien sammen med vores brugere og ikke kun falder på halen over hvad maskinerne kan.
Jeg taler for, at vi husker gode gamle dyder som biblioteket som værested, biblioteket som et sted som skaber sociale fællesskaber og biblioteket som et sted der formidler og ikke kun stiller til rådighed. Jeg mener først en app, gadget eller hvad det nu hedder bliver interessant, når det agerer med et menneske. Derfor skal vi bibliotekarer ikke kun blive kloge på det tekniske, nej vi skal blive endnu klogere på, hvordan teknikken understøtter vores kulturformidlende forpligtelser, og hvordan vi bringer mennesker sammen i fællesskaber ved hjælp af teknikken.
De nye gadgets, teknologiske muligheder er kun midler til at nå et højere mål, - ganske som bøger er. For det værste ville da være, hvis vi som fag fik skyld for, at vi hele tiden sidder med hovederne nede i computeren eller nede i den nyeste app.
smag på bøgerne – en bid om dagen
Gode og udfordrende tanker, synes jeg. For hvad er det lige vi skal med bibliotekerne - og hvad forventer vi som brugere? Er det ikke sådan at både biblioteker og brugere står i en overgangsfase, hvor ingen rigtig kan finde egne ben at stå på.
Men (som det ser ud nu) er jeg meget enig i, at biblioteket skal mere end at stå til rådighed. Det lyder både kedeligt og koldt forbrugerkrævende. Man kan vel godt mene at biblioteker er en fantastisk kulturbærer - og at det gerne skulle ses som sådan og vedblive at være sådan. Altså at formidle kultur, nemlig al den kultur som bøgerne er i sig selv, og al den kultur som udspringer af bøger.
Heldigvis er der en del biblioteker, som støtter div. læsegrupper. Dét må være en enkel og god formidling. Man mødes på biblioteket og diskuterer bøger og det er én af måderne at skabe sociale fællesskaber.
Men hvad er bibliotekarernes rolle i alt dette? Hvis både brugere og bibliotekarer er mere fordybede i maskinerne end i bøgerne, så kan vi nøjes med at sidde i hver vores hule og sende beskeder til hinanden. Så behøver vi slet ikke snakke med hinanden. Er det det, vi vil?
Prøv at læs Lise vandborgs blogindlæg om forfattersamtaler på biblioteket.
Hun har netop været i New York Public Library, hvor de i den grad tager mødet mellem mennesker alvorligt.
Heldigvis tager de hjemlige biblioteker også handsken op.
Mange steder indfører man borgerservice på bibliotekerne, og når på den måde ud til mange mennesker, som måske aldrig før har være på biblioteket.
Det er fint nok, synes jeg. Men det har egentlig intet at gøre med dét biblioteket også er. Biblioteket skal give rum til det magiske, det udviklende, det fremmede, det farlige som et godt kultursted indeholder. På biblioteket skal der være plads og mulighed for mødes. På biblioteket findes det intelligente mødested, det mødested hvor du tilfældigt dumper ind i noget uventet - og såmænd "bare" muligheden for at mødes.
Nej, vi skal bestemt ikke blot sidde bag hver sin skærm i hver sin hule, men kombinere det personlige fysiske mødested, det personlige virtuelle mødested og i det hele taget give masser af rum til fælles muligheder.
Hilsen Tina
Tak til Michael for endnu et interessant blogindlæg om e-bøger contra gammeldags bøger. Jeg kan godt lide de tanker, du gør dig. Du skriver til sidst, at I som bibliotekarer skal bringe mennesker saammen ved hjælp af teknikken. Det mener jeg, at I på bedste vis gør med Litteratursiden.
Men jeg kan ikke lade være med at kommentere det, som Else Cederberg skriver. Måske er det på grund af dåbsattesten, at jeg ser helt anderledes på det at have rigtige bøger stående i en reol. Jeg er jo så gammel, at jeg nemt kan identificere mig med Jeppe Aakjærs hyrdedreng, Villads.
Jeg elsker at have bøger stående i reolen. Når jeg efter at have trukket mig tilbage til biblioteket og har lagt mig på sofaen for at få en ”morfar”, så ligger jeg altid og nyder synet af de mange bogrygge. Så går tankerne i gang om de enkelte bøger, og ofte ender det med, at jeg kommer på benene og i stedet for at få en lur, så sidder jeg og bladrer i en bog.
Når jeg kommer på besøg hos andre, lusker jeg altid hen til bogreolen, hvor jeg med interesse ser, hvad der monne stå. Når andre besøger mig sker det også, at de kikker i bøgerne, og jeg griber altid chancen for at begynde at snakke om dem.
Kan man forestille sig, at synet af en e-bog-læser kan have samme virkning?
Jeg elsker også at frekventere et antikvariat for i bogstaveligste forstand at snuse til de gamle bøger, kikke på de fine gravurer o.s.v. Gad vide, hvordan en butik med brugte e-bøger vil blive.
Nå, vi ser jo forskelligt på det med bøger. For et par år siden sad jeg i toget overfor en ung mand, der læste i en bog. Hver gang han var færdig med en side, så rev han den ud og smed den i papirkurven. Jeg kom så i snak med ham, og han havde helt fast det synspunkt, at når han havde læst noget, så var det til ingen nytte at gemme det. Jeg kan derimod, efter at jeg har lånt og læst en bog, selv købe den og stille den ind på reolen. Enkelte bøger har jeg endda i flere eksemplarer. Det gælder således Samuel Pepys dagbog, som jeg ikke kan lade være med at købe, især hvis jeg falder over en udgave, som jeg ikke har i forvejen. Jeg har så, hver gang et af mine børn er flyttet hjemmefra, givet dem et eksemplar af bogen med, så jeg p. t. kun har tre eksemplarer af Pepys dagbog stående.
Spild ikke tiden med at hævde, at jeg er kugleskør. Jeg ved det, men skriver alligevel dette for endnu engang at pointere, at der såvel i privat regi som på biblioteker altså er noget særligt ved en rigtig bog.
Lad mig til sidst vende tilbage til Jeppe Aakjær. Prøv at forestille jeg en moderne udgave af hans berømte verselinier:
Far dovnloader let en bog
Med Gud han hvisker sammen
famler ved maskinens låg
og lukker med et: Amen
Jeg er (stadig) ubegribelig gammeldags, når det gælder bøger. Har prøvet med e-bøger, men uden stort held. Savner den herlige fornemmelse af en fysisk bog i hånden. Bogens vægt, måden bogen åbner sig på, overskueligheden i at kunne bladre lidt frem, lidt tilbage, mine egne blyantsstreger, mit eget bogmærke, min helt egen fysiske bog.
Og hvis forlaget har gjort sig umage, så sidder jeg med en smuk bog, som f.eks. "Profeterne i Evighedsfjorden", som har en fin forside, godt papir, er pænt sat op og som passer godt i hånden. På forsidens inderside et kort over Grønland, på bagsidens inderside et kort over København. Billede og oplysninger om Kim Leine.
Alt dette findes sikkert også i e-bogen. Men her har jeg den gode fysiske fornemmelse af en BOG, ikke af en maskine.
Så Kaj, to gammeldags boglæsere findes der endnu.
Gad vidst hvordan det vil være at sidde i en læsegruppe med hver vores e-bog? Er der nogen der har prøvet dét?
Det har du da ret i, men samtidig må jeg indrømme, at mine temmelig lange rækker af bøger, som jeg før var så glad for, ligegyldigt hvor jeg boede, er begyndt at virke mindre tillokkende, for hvor er det dog langt nemmere - og renligere - med bøger på maskine.