Hvis jeg skal på Krimimessen i Horsens 9.-10. april 2011, så skal jeg...

Oprettet: 20.02.2011 - 20:55
Den charmerende messehal...

Så er programmet til Krimimessen i Horsens Statsfængsel i april kommet på nettet. Det er tiende gang, at Horsens Bibliotek arrangerer begivenheden. Ret imponerende.
Jeg har aldrig været der, og jeg ved endnu ikke om det skal være i år, at jeg går i fængsel, direkte i fængsel, selv om jeg passerer Start....
Hvis det bliver til noget, er der umiddelbart nogle punkter i programmet, som jeg har slået ned på, som nogle jeg godt kunne tænke mig at være med på en lytter til.

Hvis vi nu starter med lørdag...

Anton Koch-Nielsen

Allerede kl. 10.20 causerer Anton Koch-Nielsen, som har det glimrende krimi- og spændingssite Kochs Krimier om "Årets danske krimier". Det bliver dansk krimis grå og skjulte eminence, der taler! Derfra er det hurtigt videre til kl. 11.10 og en samtale mellem Leif Davidsen og Bo Tao Michaëlis om Graham Greenes spændingsromaner, og så lige en paneldiskussion med titlen "Fremtidens krimi – fornyelse eller kopi?" med Bo Tao Michaëlis, Lars Ole Sauerberg, Inger Kristensen og Jacob Søndergaard kl 11.50.
Så er der lige tid til en platikcoated sandwich inden kl. 13.15, hvor Det Danske Kriminalakademi uddeler Palle Rosenkrantz Prisen, Harald Mogensen Prisen og diverse diplomer. Hej hvor det går!

Susanne Staun

Kl. 14.20 er Susanne Staun i samtale med Lida Wengel om Døderummet. Jeg var ret vild med Døderummet. Som læsere af Bogbrokken måske kan huske, havde jeg den som en af mine to topkandidater som årets krimi i Danmark 2010. Næsten samtidig kl. 14.30 taler Håkan Nesser med Jesper Stein Larsen om sin nyeste De ensomme, som jeg endnu ikke har læst.
Nu kommer første gedigne pause inden skurkologerne Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis slutter dagen af med at forelæse over skurkolingvistikken, som er læren om skurkes sproglige adfærd. Det gør de kl. 16.15.

...Og så er det vel naturligt at fortsætte med søndag.

Søndag er mere en forfatterdag. Kl. 10.30 interviewes amerikanske Zoë Ferraris om hendes Den sidste sura, som foregår i Saudi-Arabien, hvor hun selv har været gift og bosat, og 10.40 er islandske Jón Hallur Stefánsson i samtale med Walther Knudsen om sin seneste krimi Pyroman, som foregår i et lille islandsk samfund, Seyðisfjörður, helt ude på Østisland. Kl. 11.00 fortæller Jussi Adler-Olsen så om sine Afdeling Q-romaner, og så kan jeg nå en god frokost i modsætning til i går.
Lene Kaaberbøl

Jeg skal dog være på plads kl. 13.00, hvor Kristian Ditlev Jensen, Lene Kaaberbøl og Susanne Staun diskuterer med Jesper Stein Larsen om "Krimiens styrker". Derfor kan jeg nok desværre ikke overvære Sebastian Fitzeks samtale med Henrik Palle om Splinten. Jeg har læst hans Sjæleknuseren, som jeg syntes var ret interessant.
Og kl. 14.40 er turen kommet til Lene Kaaberbøl i samtale med Steffen Larsen om Kadaverdoktoren, som jeg sammen med Susanne Stauns Døderummet har som den anden af mine kandidater til årets danske krimi 2010.

Marek Krajewski
Og så endelig kl. 15.10 bliver Marek Krajewski interviewet om sin Spøgelser i Breslau. Heller ikke den har jeg endnu læst, men jeg har læst hans første bog i serien om kriminalråd Eberhard Mock, Døden i Breslau, der foregår i tredivernes Østpreussen (Breslau hedder nu Wrocław, og er polsk) lige omkring nazificeringen i 1933.
Så tror jeg også, at jeg jeg er træt og mæt af dage - og bare vil hjem til noget reel junk og prostitution på Vesterbro!
Fra: Bogbrokken