Selvangivelse III: Litterær årsopgørelse i hovedtal 2010!

En af Litteratursidens flittige brugere, Michael Krarup, har lavet sin litterære årsopgørelse. Læs om hans største og værste læseoplevelser i 2010.

Nå, det er tid til den endelige selvangivelse, og i "vores" tilfælde må det vel være årets læsning, der angives. Ved hjælp af min oversigt på LibraryThing kan følgende uddrages:

Jeg fik læst 145 bøger i 2010.  Og af dem var: 52 bøger skrevet på dansk og herefter følger: engelsk: 41 (af dem 18 amerikansk), norsk: 10, japansk: 8, svensk, fransk og tysk: 6, italiensk: 4, islandsk og russisk: 3, jiddisch, kinesisk, hebræisk, polsk, finsk og færøsk: 1. (Alt blev dog læst på dansk!)
Desuden var 115 bøger skrevet af mandlige forfattere og 26 af kvindelige. (Den skæve fordeling var jeg overrasket over). Dertil kommer 4 bøger, som er skrevet af to eller flere forfattere af begge køn.
Der var 136 skønlitterære bøger og 9 faglitterære. Mellem de skønlitterære bøger var der 105 romaner, 10 novellesamlinger og 20 tegneserier/grafiske romaner. Der var 23 krimier, 5 horror/gysere og 7 erindringsromaner.
87 blev udgivet i - eller udgivet på dansk i 2010, 35 i 2009 og kun 14 før år 2000.
Gennemsnitligt set blev bøgerne bedømt af mig til 3,46 stjerner ud af 5.
De bedst repræsenterede emneord udover geografiske steder, genrer og årti for handling var: Familie: 25, Mænd: 23, Parforhold: 21, Kærlighed: 17, Identitet: 16, Humor: 13, Samfundsforhold: 11, Kvinder: 11 og Satire: 11.

Årets ti største læseoplevelser (i næsten vilkårlig rækkefølge):

(Sjovt nok er kun én af de ti ovenstående (Chris Wares Jimmy Corrigan) skrevet af en britisk eller amerikansk forfatter!)

Årets tre værste læseoplevelser (i prioriteret rækkefølge):  

  1. Danielle Steel: Et spørgsmål om kærlighed  (Suveræn vinder!!!)
  2. Peter Rønnov-Jessen: Oldtidskundskab 
  3. John Verdon: Tænk på et tal

Nytårsforsætter for 2011:

  • At mindst 10% af de bøger jeg læser i 2011 skal være faglitteratur, gerne andet end biografier
  • At mindst 10% af den skønlitteratur jeg læser i 2011 skal være skrevet før 1950 - og at mindst 10% skal være skrevet mellem 1950 og 2000.
  • At turde have modet til at læse andre typer af skønlitteratur - både i form (digte, skuespil mm.) og i indhold (at turde prøve noget mere højpandet ind imellem, uden at lægge det til side alt for hurtigt).
  • At gennemføre bogudfordringen 2011 fra 'Bogklubben mener..'- og måske også lave min egen private.
  • Ikke at bruge så meget tid på at læse meget!

Tak til jer som jeg har læst og fået inspiration fra på nettet. Godt nytår - lidt forsinket her på Litteratursiden!!!

Fra Bogbrokken

Nu hvor vi ikke længere skal sidde og svede over selvangivelsen, er det en skidegod idé at lave litterær selvangivelse - meget bedre end status!

Hej Michael

Det var rigtigt hyggeligt at møde dig i går på Odense Centralbibliotek. Jeg kender dig jo fra nettet, men at få sat et ansigt på, er altid noget andet.

Og så må jeg sige, at jeg er imponeret over din læselyst og mængden af bøger som du har fået læst i det forgangne år. Jeg er sikker på, at du ikke får problemer med det litterære skattevæsen:-)

"Renselse" og "Liberty" er også to bøger som står højt på min liste over gode bøger jeg har læst på det seneste. 

Kan forøverigt huske for mange år siden gik jeg et halvt år på Biblioteksskolen i Oslo. Her var der en lærer som hvert år fik eleverne til at læse den samlede skønlitterære produktion for det sidste år. Opgaven var så at registrere sjove ting som: var hovedpersonen mand/kvinde - hvor foregik handlingen (land, by osv.) - historisk roman, samfundsroman etc....

Jeg kan huske, at en markant tendens var at der var en klar overvægt af romaner som foregik i Oslo. Og sådan er det vel også i Danmark, hvor mange romaner foregår i København. Men det ved jeg ikke om du har nogen erfaringer med.

Det kunne være lidt sjovt at kigge på engang...

Ja, tak for sidst, så hurtigt vores møde end blev!

Jo, det er da nok rigtigt, at en uforholdsmæssig stor del af dansk skønlitteratur på en eller anden måde udspiller sig i København og nærmeste omegn. Og det gælder da især indenfor krimigenren, hvor kun få bøgers handling primært foregår i provinsen.Men blandt de bøger, som jeg har læst de sidste par år, har der været flere undtagelser - også når man går udenom den lidt ældre generation af "hjemstavnsforfattere" som f.eks. Knud Sørensen, Jens Smærup Sørensen og Bent Haller.

Her kan jeg nævne Helle Helle (næsten for oplagt), Morten Kirkskovs Kapgang (2010) fra Sønder Omme, Jacob Berner Moes Vandel (2008) fra Vandel ved Billund, Erling Jepsens bøger fra Sønderjylland, den noget oversete Mads Nygårds bøger fra Nordjylland (Bl.a. den virkelig gode Kravl (2006), Lars Husums Mit venskab med Jesus Kristus (2008) fra Tarm, Michael Josephsens glimrende Neden under (2010) fra Svendborg, Knud Romers Den der blinker... (2006) fra Nykøbing Falster og Dennis Gade Kofoeds bøger fra Bornholm. Skægt nok foregår hele to af DR's Romanklubs bøger i denne sæson: Jens Blendstrups Bombaygryde og Hans Henrik Møllers Burgundia, som jeg dog ikke har læst - endnu.

Jeg var på et kursus sidste år i tendenser i dansk skønlitteratur, hvor én af oplægsholderne, enten en dagbladsanmelder, litterat eller forlagsmenneske - jeg husker ikke hvem - sagde at der vil komme en bølge af litteratur fra og om provinsen, skrevet af yngre forfattere, i de kommende år pga. de forfatterskoler, som nu begynder at komme rundt om i landet, bl.a. på Fanø, Bornholm og Brønderslev.

Lad os se - der sker tit nogle andre ting i bøger, der foregår i mindre samfund end de danske "hovedstæder".


Til top