Tit sker det, at jeg tuner ind på den ganske saglige kanal P1. 

Nuvel, det er ikke noget, jeg som sådan udbreder mig om i vidtløftig stil. Hvorfor? 

Jo. Fordi jeg med mine 24 år i bagagen udgør et segment af befolkingen, der i hujende vigør brager frem med øje for en masse på kort tid. Jeg forsøger forsigtigt at skrive det her: Er der tale om overfladisk interessefelter i befolkingen? Måske! Nej, jeg har ikke den store lyst til at rejse med på P3's overfladebølge, hvor den ene trivielle sang flyder ud efter den anden. Nej, reklamerne på NOVA FM tiltaler mig ej heller.  

     - Ja, undskyld. Denne indledning har vist en negativ klang. Faktisk er det ikke min intention. Jeg havde en lyst til at skrive mig et andet sted hen. Det skal være noget om, hvordan læsningen gør sig bedst. 

Tilbage til P1, hvor ensomheden er under belysning, særligt i læseoplevelsesfeltet. 

     Denne kanal rummer nu så meget. Jeg drages til at den kløgtighed, der bliver serveret. Det får mig til at tænke dybsindigt. Jeg fornemmer, at mit refleksionsmønster udfolder sig til en større flade og til tider dykker det ned i en dybde, der skaber en tredimensional forståelse. Det er en oplevelse, jeg virkelig kan mærke i mit indre. Jeg må sige, at jeg er rådvild, når det kommer til, hvordan det udtrykkes med menneskelige ord. 

     Når jeg om det fortæller, møder jeg megen blafren med øjenbrynet og udspilen af næsebor. "Jamen, hallo, du er ung." Ergo, kanalen forbinder sig med den aldrende befolkingsgruppe. "Ja, og hvad så," kan jeg sige, og kommunikationen møder den berømte mur. "Det er bare, ja, så informerende og tankevækkende," kunne jeg sige og blive vidne til at den lyttende er forsvundet med rulleskøjters hast. 

Jeg aner et tema for min 'beskæften sig med livet': Ensomhed  - hmm, radiobølger og litterære bølger.

     Hvad skyldes det? Hvorfor berette om radiobølger på denne blog på internetbølgen? 

     Jo! Det er i mine øjne for mig blot en forgrund, som inviterer til en dybere forståelse, hvis det interesserer. - Ja, for jeg er sikker på, at den store læseiver, jeg har, fører mig over til P1. 

Jeg har interesseret fulgt med i den seneste tids debat på Litteratursiden, hvor forfatterrollen og læserollen er blevet diskuteret. Jeg har et par ord, jeg ønsker at smide i skålen. De forbinder sig med læseren. 

Hvordan er læsningen mon bedst? Kan det fastslås?

Det handler vel i bund og grund om at give sig tid til at trække det berømte stik ud - trække sig tilbage i ensomhed, for det er vel egentlig dér læsning gør sig bedst? 

     For to år siden var jeg den heldige modtager af et brev, der skulle hjælpe mig ind på litteraturhistoriestudiet i Aarhus. Jeg var ikke ordblind, men jeg var heller ikke en bogorm. - Jeg hedder Rytter til mellemnavn, og det kan vist lede tankerne hen på en hest - ja - en læsehest. Se, det blev jeg i al fald.

     Med andre ord: Jeg havde inden min optagelse ikke mænget mig med de store forfattere i litteraturhistorien. Jeg havde end ikke kastet et blik på deres tid. Jeg var kort sagt ikke interesseret - 'not available'. Jeg deltog end ikke i den på det tidspunkt og til stadighed verserende krimibølge. Jeg var ovenpå bølgen - på farten. 

Men, men, men. Et eller andet fik mig kastet ikke bare ned på bølgen, men under. Først landede jeg på bølgen. Jeg læste MIllenium-trilogien med adskillige kopper kaffe ved min side, i en total opslugen tilstedeværelse - nogle vil sige fravær/fjernhed. 

     Jeg erindrier, at jeg i ly af mørket har deltaget i Harry Potter-fetichismen. Ja, jeg har en lysende erindring af min krop under dynen en juleaftensnat, hvor jeg sad med en lommelygte og bogen foran mig - opslugt af bogens univers og bange for at vække mine medmennesker, min familie omkring mig. 

Uha, som jeg dog havde mange mennesker omkring mig, der var båret af den samme interesse. Men, da jeg forlod dette niveau af læsningen, skete der noget. Jeg sagde også farvel til krimiverdenen. Jeg gik under bølgen, ned i den litterære historie. Vi diskuterede forskellige store klassikere på klassen på studiet. Men ude i den verden med meget puls var det svært at begå sig med de termer og den interesse. Jeg og mine medstuderende følte os ganske alene om det - måske lidt ensomme!

     Det er vel i stor stil dér, læsningen har hjemme. I ensomhed. 

Jeg kan sidde med mine læsebriller på næseryggen og kuglepennen som en lille betragter bag øret og læse i laaaaang tid. Faktisk i så lang tid, at jeg glemmer, at der er noget, der hedder tid, noget, der hedder menneskelige relationer. Jeg er jo ikke alene. Jeg lærer andre mennesker at kende. Når nogen spørger mig, hvem min bedste ven er, vil jeg være tilbøjelig til at sige Gregor Samsa. Jeg føler sådan med ham og hans ensomhed, hans ufrivillige isolation i samfundet. Han kender mig ikke, men jeg kender ham. Hvor mange kender ham ud over mig. Han, der spurgte mig, vil sandsynligvis lægge sit hoved på skrå og overveje at spørge, hvem han er. Er det ikke netop dér, den befinder sig - bogen? Et medie, der er ved at være på afstand af samfundets kerne? Er det ikke godt sådan? 

     Jeg synes altså, der er noget særligt over at sidde som individ og mærke, hvordan bogen gør indtryk; hvordan bogen skaber en storm, der vækker alle mine sanser. Men det er simpelthen så forbistret vanskeligt at fortælle om på tilfredsstillende vis. Jeg funderer ofte over det. Eksempelvis efter endt læsning af en roman - lad os sige "Forvandlingen" af Franz Kafka. Min første lyst er at fare ud og stoppe en tilfældig person på gaden og fortælle. Simpelthen fortælle om mit møde med hr. Samsa. Jeg behersker mig. Dernæst bliver jeg enig med mig selv om at forsøge at fortælle det til mine kære omkring mig. De vil smile og sige aha! Dernæst kigge de straks på fjernsynet og ser en kradsbørstig og tempofyldt håndboldkamp. Tempo, tempo, tempo, mens jeg gør rede for en fortælling i sindighed, sindighed, sindighed. 

     Men det, at fortælle om Gregor Samsa - at forsøge at trænge ind til en lytter - er måske også en smule naivt. Det er måske at pådutte en speciel opfattelse en anden. En opfattelse, der nok ikke er den korrekte. Der er jo vitterligt så mange muligheder at forstå en tekst på. 

     Jeg begynder at tro, at det faktisk er bedst for litteraturen, hvis den opleves spontant i ensomhed. I sådan en ensomhed, som Jonathan Franzen taler om. En ensomhed, hvor man kapper internetkablet over, hælder colaen i computeren, skyller mobilen ud i toilettet og leger diskokast med iPad'en for dernæst at låse døren og gemme sig i rummet. Wow! Det må blive en særlig oplevelse. Måske endda god. 

Jeg fantaserer tit med at være stum. Med mulighed for at læse en masse og uden mulighed for at udbrede sig mundtligt om det. 

Jeg har billedet af isolation. Jeg har en idé om at søge om isolationsophold i et fængsel. Tænk sig at gemme sig dér med en masse bøger, bag lås og slå og en masse erfaringer fra litteraturens verden ventende på en. Erfaringer, man kan smide i sin gryde, lade simre og lade det skabe en udvikling for en selv. 

     Er læsning ikke netop en søgen bag om sin krop, en søgen efter livserkendelse og -erfaring? Kan der tales om det? Skal den ikke netop opleves på egen krop?

Jeg lukker nu computeren, og måske er jeg så heldig at pøse vand på den. Dernæst vil jeg gribe ud efter Tolstojs Krig og Fred i håb om, at jeg finder freden i min ensomme læsning. 

Godnat og læs godt! 

 - Martin