Gennem vinduet kan jeg ane solen, der gemmer sig bag hækken, der gemmes af æbletræet. Jeg bilder mig ind, at solens stråler rammer mig i et oplysende øjeblik. Jeg fantaserer om, at det er visdommens stråler. Behageligt! 

     Bum! En solsort har forvildet sig ind imellem det hele og rammer vinduet, som vibrerer sagte og dog alligevel på en sådan indtrængende måde, så mit rolige øjeblik sættes i svingninger og forstyrrer. Jeg åbner øjnene og mærker det ulme i mit indre. Rastløsheden har taget bolig i mig. Jeg rejser mig, og jeg trisser rundt i værelset - lige så betuttet som solsorten på den anden side af vinduet. Distancen til solen er optegnet. Den går ned, og jeg går ned i lænestolen og sætter mig med Jonathan Franzens essay "Why Bother". 

     Det er en tidsrejse. 

     Det er et essay om tidens trend i Amerika, hvor fjernsynet og lykkepiller turer frem som en cadillac på highwayen - samlende forvildede sjæle i det amerikanske samfund op. Tydeligt er det, at Jonathan Franzen - denne eminente samtidsforfatter - begræder, at litteraturen med sin dybde har ladet livet til fjernsynets overfladeforhold. Jeg klapper - for mig selv! 

     Fordybelse er tilsyneladende et fænomen, der hører fortiden til. Et onde fra en tid, som nu passé, fordi fjernsynet kom til som en redningskasse.

     Litteraturens deroute synes optegnet. Hvorfor?

"Why Bother"

Jeg klapper bogen sammen og trisser rundt.

Skal vi slukke for fjernsynet og læse os tættere på hinanden? 

Solsorten er fløjet, jeg er forankret i den litterære verden. Gør nogen mig selskab?