Ny skønlitteratur i september 2017. Del 1

Oprettet: 04.09.2017 - 12:12

Det litterære efterår starter i fin form med danske kinesere, irske familier, mulige prisvindere og spionen over alle spioner.

Glæd jer – og glæd jer også til det indlæg, jeg publicerer ca 15. september, for boghøsten er så overvældende, at jeg har valgt at dele det sædvanlige månedlige indlæg op i to. Derfor indeholder dette indlæg kun titler, der udgives i perioden 1.-15. september.

Udvalget er som sædvanlig udtryk for hvad jeg selv synes ser interessant ud, oplysningerne er hentet fra forlagenes hjemmesider 

DANSKE TITLER

En anden gren af Jesper Wung-Sung.
Romanens hovedpersoner er forfatterens oldeforældre, Ingeborg Danielsen og San Wung Sung, en kineser der blev udstillet i Tivoli. Det var dengang uhørt for en dansk kvinde at have noget at gøre med en kineser. Men hun vil ikke opgive den mand, hun elsker.
Udkommer 1. september på Rosinante. 560 sider.

Krisehæfterne af Ursula Andkjær Olsen
Forlaget skriver: ”…Ursula Andkjær Olsens første roman, en vild og knopskydende bog, en kærlighedsroman, en økonomiroman, en historie om at lukke op – for fortiden, hævnen, drømmene og fremtiden”. Fotografiske arbejder af kunstneren Sophia Kalkau.
Udkommer 8. september på Gyldendal. 472 sider

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Da en berømt hjerneforsker bliver dødeligt syg og beslutter at genskabe sin hjerne i en computer, og det får konsekvenser for familien.
Forlaget skriver: ”… en humoristisk familieroman om menneskets evige drøm om at overvinde døden, om familierelationer og om, hvad det vil sige at være menneske”.
Udkommer 8. september på Modtryk. 232 sider

Sporene efter Inés af Jakob Silas Lund
Daniels storesøster er blevet dræbt i Den Centralafrikanske Republik, hvortil hun var udsendt for Læger Uden Grænser. Han forsøger at finde ud af, hvad der drev hende til at handle, som hun gjorde, og omstændighederne omkring hendes død. Forfatteren er selv tilknyttet et NGO i New York, og ’Sporene efter Inés’ er hans romandebut.
Udkommer 14. september på Gyldendal. 312 sider

Relikvie af Julie Mendel
Ifølge forlagets langt fra minimalistiske omtale er denne debut ”minimalistisk i sit udtryk – en reportage om de mindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke en hverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvad man kunne kalde etisk fordring.” Og så fortsætter de derudaf i et omfang, der næsten er længere end bogen.
Udkommer 14. september på Gladiator. 64 sider

Andet af interesse:
Traveling af Peter Laugesen (Digte). Udkommer 6. september på Gyldendal. 150 sider

Da jeg blev døden af Steffen Jacobsen (Historisk roman). Udkommer 7. september på Lindhardt & Ringhof. 464 sider

Gæsten af Robert Zola Christensen (Krimi). Udkommer 12. september på Gyldendal. 300 sider

Fra i dag – Samlede digte 1992-2017 af Morten Søndergaard. Udkommer 12. september på Gyldendal. 300 sider


OVERSATTE TITLER

Spioners arv af John le Carré
Miraklernes tid er ikke forbi - Smiley is back! 25 år efter afslutningen på den kolde krig bliver hans elev og kollega, Peter Guillam, kaldt tilbage til London fra sit otium i Bretagne, fordi der er rettet anklager mod Tjenestens handlinger før i tiden.
Kan man i dag forsvare det der dengang skete over for en generation, der ikke kan huske den kolde krig? Forlaget præsenterer bogen: ”John le Carré fletter fortid med nutid og spinder et plot lige så indviklet og fascinerende som i de to forløbere, Spionen, der kom ind for kulden og Dame konge es spion, som romanen trækker tråde tilbage til”. Man glæder sig.
Udkommer 1. september på Rosinante. 304 sider. Oversat af Lotte Jansen

Den svovlgule himmel af Kjell Westö
Forlaget skriver: ”’Den svovlgule himmel’ strækker sig fra barndommens solblegede minder i 1960’erne til vores tids voksende mørke. Det er en mesterlig fortælling om hvordan kærlighed og venskab opstår og udvikles gennem livet, men også om hvordan vi præges af køn, klasse og tiden vi fødes ind i. En episk skildring af generationer og familiebånd, drømme og håb, en klassisk Westö-roman”.
Udkommer 8. september på Batzer & Co. 528 sider. Oversat af Jesper Klint Kistorp.

Mareridt i Berlin af Hans Fallada
Efter Anden Verdenskrig ligger Tyskland i ruiner. Dr. Doll er borgmester i en lille by i den russiske zone, men flygter til Berlin for at skabe sig et bedre liv. Men opholdet i Berlin bliver et mareridt. Forlaget beskriver bogen som en ”uafrystelig roman om den fysiske og mentale ruin, Anden Verdenskrig efterlod Tyskland i”.
Udkommer 8. september på People’s Press.

Den grønne vej af Anne Enright
Familiedrama, der spænder over 30 år, om kærlighed og sorg, opbrud, egoisme og komplicerede familiebånd.
Anne Enright er en af Irlands største forfattere og er i år på ManBooker-prisens longlist. Denne roman blev kåret som årets bedste bog i Irland, da den udkom og blev nomineret til adskillige af de store litterære priser, herunder Booker-prisen 2016 og International Dublin Literary Award (IMPAC) 2017.
Udkommer 8. september på Rosinante. 320 sider. Oversat af Karen Fastrup

Du sagde det selv af Connie Palmen
Roman om forfatterparret Sylvia Plath og Ted Hughes’ kærlighedshistorie fortalt fra Ted Hughes’ synsvinkel efter Sylvia Plaths selvmord.
Udkommer 13. september på Tiderne Skifter. 224 sider

Oneiron af Laura Lindstedt
Syv kvinder fra syv forskellige lande og samfundslag dør, romanen er ”en fantasi om sekunderne efter døden. I en bevægende og levende prosa undersøger Laura Lindstedt, hvad der sker, når kvinderne endelig er frie af alle bånd, og de stumme gives en stemme” (forlaget). Romanen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år, anmelderne spår den store chancer og bruger udtryk som ”egensindigt litterært kunstværk”, ”lysende højlitterær perle”, ”fabulerende, frodig, filosofisk”, ”sejr for romankunsten”.
Udkommer 15. september på Rosinante. 448 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen

Tyvens dagbog af Jean Genet
Da denne selvbiografiske roman udkom i Frankrig i 1949 (dansk 1955) vakte den vild opstandelse og forargelse, bl.a. pga. de detaljerede beskrivelser af homoseksuelle forhold. Den skildrer forfatterens liv som vagabond og straffefange. Forlaget beskriver bogen som ”en poetisk og løssluppen skildring af tilværelsen som udskud i Europas underverden.” I dag regnes den for at være et af det 20. århundredes litterære hovedværker.
Udkommer 15. september på Gyldendal. 360 sider. Nyoversat af Niels Lyngsø

Andet af interessse:
Drømmen og hjulet af Jens Bjørneboe. Udkommer 1. september på Batzer & Co. 266 sider. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. Bogen blev omtalt i juni-indlægget, måske udkommer den nu.

Bjerget af Luca D’Andrea (Spænding). Udkommer 4. september på Lindhardt & Ringhof. 496 sider

Central Park af Guillaume Musso. Udkommer 4. september på Lindhardt & Ringhof. 336 sider. Oversat af Anders Juel Michelsen

Manden der søgte sin skygge af David Lagercrantz (Spænding, Millennium,5). Udkommer 7. september på Modtryk. 364 sider Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.

Helt mørkt, intet lys af Stephen King (Spænding). Udkommer 7. september på Hr. Ferdinand. 500 sider

Kongelig snigmorder af Robin Hobb (Farser-trilogien, 2). udkommer 7. september på Cicero. 720 sider. Oversat af Marianne Linneberg Rasmussen

Søsyg i München af Hallgrímur Helgason. Udkommer 11. september på Lindhardt & Ringhof. 352 sider.

Den evige ild af Ken Follett (Historisk roman). Udkommer 12. september på Cicero. 912 sider. Oversat af Alis Friis Caspersen

Se flere krimier på Krimimessens hjemmeside

Indlægget blev publiceret første gang på Bøgernes Labyrint - med forsidebilleder