Ny skønlitteratur - november 2016

Oprettet: 01.11.2016 - 19:06

Igen en stor læsemåned, hvor vi kan glæde os til bl.a. Erling Jepsen, Thomas Rydahl, Josefine Klougart og Orhan Pamuk.

BogForum 2016 er lige om hjørnet, og især månedens først 10 dage er spækket med nyudgivelser

Som noget nyt præsenterer jeg et par titler inden for genren Young Adult (=ungdomsbøger). Det er nu ikke en genre, jeg har planer om at favne generelt, men jeg faldt over et par titler, der ser ud til at være af interesse for “rigtige” voksne.

Personligt vil jeg glæde mig til at forny bekendtskabet med den nifingrede taxachauffør på Fuerteventura (‘De savnede’ af Thomas Rydahl) – og så er det vist på tide at jeg læser Pamuk, som altid har haft min interesse, men det er aldrig blevet til noget.

Som sædvanlig er fakta om bøgerne hentet fra forlagenes hjemmesider, og udvalget er et udtryk for hvad jeg selv synes ser interessant ud.

Vi ses på BogForum i Bellacenteret 11.-13. november


DANSKE UDGIVELSER


Regnorm af Kathrine Eg Mølhave
En ungdomsroman, eller YA (=young adult), som det hedder i dag. Det er ikke noget, jeg normalt giver mig af med, men denne gang er der et par titler, som jeg tror ”rigtige” voksne kan have glæde af at læse.
Forlaget skriver om romanen, at den er ”en stærk coming-of-age-fortælling, som med glimt fra en hård opvækst, viser Maries vej mod at blive en selvstændig ung kvinde. Det poetiske sprog giver romanen karakter og kant, samtidig med at Maries famlende forsøg med voksenlivet og kærligheden vil være meget genkendelige for læseren”.
Udkommer 1. november på Klim. 173 sider

Gramhavet af Erling Jepsen
Erling Jepsen har mange læsere – jeg er ikke en af dem. Men denne skal nok blive godt modtaget, for det ligner en rigtig Jepsen-roman fra et trøstesløst Sønderjylland (som jeg ikke genkender).
Forlaget præsenterer bogen: ”I Gram bor Erling og hans familie. Erlings far er ikke på nogen måde en vinder. Det går sløjt med forretningen, det lille mejeriudsalg, der er for langt mellem kunderne, og i privatlivet står det ikke bedre til: Konen, der stammer fra Hamburg og engang som barn har hilst på Goebbels, tager en gang imellem en tur til den tyske café i Haderslev, og det kan både manden og naboerne jo have deres teorier om, hvorfor hun gør. Datteren har det skidt, hun er i familiepleje og ser kun sjældent sine forældre og søskende. Der er noget her, man ikke taler om”. God fornøjelse.
Udkommer 1. november på Gyldendal. 240 sider

100 dage af Lotte Kaa Andersen
Selvstændig efterfølger til ’Hambros Allé 7-9-13’ (2015).
Forlaget skriver: ”Vi kommer ind bag facaden hos tre privilegerede familier, der på hver deres måde kæmper med forventninger til sig selv og hinanden. De higer efter kærlighed, fremdrift, familie og mening, men har svært ved at finde tilfredsstillelse i det liv, de møjsommeligt har bygget op. Teenagerne forsøger at leve op til den standard, deres succesfulde forældre har sat, men de mange muligheder og medfødte privilegier kan være svære at forvalte.
‘100 dage’ er en skarp og underholdende roman om livet i det nordlige København, hvor økonomiske problemer, eksistentielle kriser og misbrug ikke undgår at se dagens lys”.
Udkommer 4. november på Rosinante. 280 sider

De savnede af Thomas Rydahl
Efter endt læsning af Thomas Rydahls debutroman, ’Eremitten’, anede man nok, at der skulle komme noget mere. ’De savnede’ er anden del af en planlagt trilogi.
Vi er stadig på Fuerteventura, og Erhard har det stadig ikke nemt. Ifølge forlaget ”en thriller om savn, magt og kærlighed. Og geder”.
Man er ikke fri for at glæde sig lidt. Forgængeren vandt fuldt fortjent debutantprisen i 2014.
Udkommer 9. november på Politikens Forlag. 516 sider

Løgnerens hus af Katrine Nørregaard
Slægtsroman om “kærlighed på tværs af generationerne, om en families forsøg på at forstå fortidens fortielser og løgne. Måske endda tilgive”.
Da Kristian dør, opdager familien at han havde et sommerhus ved Limfjorden, og en uge i sommerhuset får dem til at se nogle sandheder i øjnene, både om hinanden og sig selv.
Romanen vandt Politikens Romankonkurrence 2016
Udkommer 11. november på Politikens Forlag. 320 sider

Desertørerne af Kim Blæsbjerg
Mark er deserteret fra sin sociale arv og er blevet til noget. Hans svoger, Simon, deserterer fra hæren under krigen i Irak.
Bogen er fortællingen om 00’erne og de forandringer, de førte til i det danske samfund.
Udkommer 11. november på Rosinante. 512 sider

Dametur af Klaus Rifbjerg
”Femten noveller om kvinder. Tidsmæssigt spænder de fra besættelsen til i dag, socialt fra arbejderklassen til den velbjergede overklasse, tematisk handler de om det, der var Klaus Rifbjergs kendemærke: mentale og eksistentielle forskydninger, der får afgørende betydning for det videre liv” (forlaget).
Udkommer 17. november på Gyldendal. 176 sider.

New Forest af Josefine Klougart
En roman om kvinder – mødre, søstre og døtre, myter og naturen. Forlaget skriver: “Bogen – og dens kvinder – insisterer på at det er i opbruddet med de eksisterende myter og i skabelsen af nye fortællinger med flere perspektiver samt i udviklingen af nye sprog at vi får adgang til ny erkendelse. ‘New Forest’ er en roman om denne kamp. Det er i den forstand en frigørelsesroman. En roman om at forlade noget man elsker, og noget man er – for på den måde at redde sig ud af et brændende hus i tide. En insisteren på at ville leve i en større, mere kompleks verden”.
En roman, som vi kender dem fra Josephine Klougart, sprogligt udfordrende og ikke let tilgængelig, men spændende, hvis man giver sig tiden til den.
Udkommer 24. november på Gladiator

Andet af interesse:

Loop af Ulrik Gräs.  Udkommer 3. november på Tiderne skifter. 293 sider

Dybet af Michael Katz Krefeld. Udkommer 4. november på Lindhardt & Ringhof. 408 sider

Mine egne veje af Jane Aamund. Udkommer 4. november på People’s Press. 200 sider

Det forsømte forår af Hans Scherfig. Genudgives 7. november på Gyldendal. 210 sider. Oprindeligt annonceret til udgivelse i oktober, se omtale i indlægget om oktobers udgivelser

Uden hæmninger af Erik Hauervig. Udkommer 8. november på Skriveforlaget. 325 sider

Kvinderne fra Thy af Maria Helleberg. Udkommer 10. november på Samleren. 384 sider

Hviskende lig af Dennis Jürgensen. Udkommer 11. november på Tellerup.

Genkald af Claus Lohman. Udkommer 15. november på Proportion. 466 sider

 

OVERSATTE UDGIVELSER


Hjertet af Mailis de Kerangal

Roman om organdonation. Forlaget skriver: ”Det er en roman om alle hjertets hjælpere. Som sygeplejersken Cordélia der overvåger den unge mands organer, samtidig med at hun skal finde sine ben efter en ulykkelig kærlighedshistorie. Eller forældrene som både skal begribe deres eget tab og acceptere, at deres søns krop skal ribbes for organer, så andre kan leve … en smuk og betagende bog, der inviterer til eftertanke og taknemmelighed over livets mirakel”
Udkommer 2. november på Gyldendal. 280 sider. Oversat fra fransk af Elisabeth Ellekjær

Ulveøen af Laila Rolstad
Forlaget skriver om bogen: ”Efter en indlæggelse for depression og angst får hovedpersonen at vide at hun skal tage sin medicin og ikke udsætte sig for nogen form for følelsesmæssig belastning. I stedet for at følge lægens råd bestiller hun en flybillet til Canada og rejser alene ud i ødemarken. De næste år af hendes liv tilbringer hun i den vilde natur blandt mennesker som lever uden for samfundet: marihuanadyrkere, pelsjægere, cowboyer, hippier, eventyrere og medicinmænd. Hun tilbringer en vinter alene som vagtmester på en ensom ressort. Og overvintrer på egen hånd i en tømmerhytte i et indianerreservat, med grizzlybjørne og ulve som naboer”.
Bogen er ifølge norsk presse selvoplevet.
Udkommer 4. november på Batzer & Co. 254 sider. Oversat fra norsk af Jannie Jensen

Dette fremmede i mig af Orhan Pamuk
Igen et stort og spraglet mesterværk af den tyrkiske nobelprismodtager, humanist og forfatter Orhan Pamuk.
Bogens centrum er gadesælgeren Mevlut, forlaget fortæller: ”Han lever det meste af sit liv i Istanbuls gader. Vi hører om hans families omtumlede tilværelse, hans kærlighedsliv, som starter temmelig katastrofalt, og om de dramatiske omvæltninger, der finder sted omkring ham. Mevluts skæbne og eventyrlige liv fra 1950”erne til nutiden knytter sig tæt til Tyrkiets historie, og romanen bliver også en kærlighedserklæring til Istanbul – byen hvor øst møder vest”.
Udkommer 8. november på Gyldendal. 640 sider. Oversat fra engelsk af Claus Bech

Udvalgte digte af Fernando Pessoa
Rosinantes klassiker-serie præsenterer os for den portugisiske forfatter, Fernando Pessoa – manden med de mange navne.
Forlaget skriver: ”Samlingen rummer nøje udvalgte digte fra fire af Pessoas formidable digtsamlinger, fra de fire væsentligste forfatteridentiteter, der forholder sig indbyrdes til hinanden.
Den præges således af mange bevægelser. Fra sanset natur til futurisme og kaos. Fra at kredse om de græske guders forfængelighed til eksistensbårne og drømmeagtige digte. Der indgår digte fra Alberto Caeiro’s ’At være virkelig’, Álvaro de Campos’ ’Stik modsat af hvad som helst’, fra Ricardo Reis’ ’De flygtige roser’ og Fernando Pessoas ’Den såkaldte sjæl’”
Med forord af Martin Bastkjær Christensen
Udkommer 8. november på Rosinante. 320 sider. Oversat fra portugisisk af Camilla Jørgensen

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Endnu en roman for børn og unge, men måske også for voksne. En klimakatastroferoman om en verden, hvor den økonomiske krise blev uoverstigelig, krigene for mange og klimaet for truende, så den eneste løsning var at investere i en tidskasse og vente, til de var blæst over.
De voksne ligger stadig i deres kasser – den menneskelige civilisation er udryddet, da børnene – og den mystiske Svala, der muligvis er sagnprinsessen Ravnetina – vågner.
”Nu må de klare sig selv i den nye verden og selv finde ud af, hvorfor alle de voksne valgte at sige, at verdens problemer var de andres ansvar” (forlaget).
’Tidskisten’ vandt Den Islandske Litteraturpris 2013 i kategorien Børn og unge
Udkommer 8. november på Tiderne Skifter. 263 sider. Oversat fra islandsk af Katla Rós Völudóttir

Kemikeren af Stephenie Meyer
Det mest interessante ved denne titel, er at YA-forfatteren bag Twilight-serien, nu er sprunget ud som voksenforfatter. ’Kemikeren’ er en thriller om en ex-agent, der må rense sit navn og redde sit liv. Indholdsreferatet ligner meget en fredagsaften-film på TV2. Men hun er jo en ferm forfatter, så det skal nok være spændende.
Udkommer 8. november på Lindhardt & Ringhof. 594 sider. 608 sider.

Granitmanden af Sirpa Kähkönen
Finlands historie er blevet hot i litteraturen. ’Granitmanden’ er en af Finlands nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris og er en historisk roman om unge finners skæbne i Sovjetunionen under Stalin. Handlingen spænder over ca. 15 år fra 1922 til 1937.
Udkommer på Gyldendal 9. november. 416 sider. Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen

De udvalgte af Steve Sem-Sandberg
Endnu en barsk historisk roman, denne gang om de udvalgte, nemlig de forældreløse, mentalt ustabile, eller andre der blev opfattet som ‘racemæssigt degenererede’. De, der af nazisterne blev udvalgt til udslettelse i racehygiejnens navn.
Udkommer 16. november på Gyldendal. 550 sider. Oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen.

Andet af interesse:

Lettipark af Judith Hermann. Udkom 22. oktober på Batzer & Co. 172 sider. Oversat af Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis

Verden af i går af Dennis Lehane. Udkommer 1. november på Klim. 315 sider. Oversat af Søren K. Barsøe

Slagtehuset af Paul Cleave. Udkommer 1. november på Jentas. 352 sider

Håndlangeren af Gabriella Ullberg Westin. Udkommer 1. november på HarperCollins Nordic. 300 sider

Synderen af Tess Gerritsen (Rizzoli og Isles, 3). Udkommer 1. november på Jentas. 400 sider

Den tavse dreng af Andrew Taylor. Udkommer 8. november på Klim. Oversat af Hans-Jørgen Birkmose.

Hedebølge i august af Andrea Camilleri. Udkommer 11. november på Arvids. 262 sider

Planlagt død af M.R. Hall (Ligsynsdommeren). Udkommer 11. november på Loxodonta. 424 sider

Offline af Anne Holt. Udkommer 11. november på Gyldendal. 400 sider. Oversat af Ilse M. Haugaard

En holdt kvinde af Karin Slaughter. Udkommer 11. november på HarperCollins Nordic. 464 sider

PS: BogForum har netop offentliggjort short-listen med kandidater til Debutantprisen 2016, se den her 

Indlægget bev oprindelig bragt på min blog, Bøgernes labyrint, den 1. november - med forsidebilleder