Læsevaner og -oplevelser - min debut på litteratursiden.

Oprettet: 18.10.2009 - 12:33

Dette er mit første indlæg her på litteratursiden, så jeg er ikke helt klar over, hvad jeg skal eller kan forvente. Mit håb er, at jeg med tiden vil finde andre læseheste som mig selv, der har lyst til at diskutere litteratur og individuelle læseroplevelser.

Jeg må indrømme, at jeg ikke som sådan holder mig til én bestemt genre. De sidste to-tre år er jeg faldet for fantasyen, men jeg læser så meget mere end det. Jeg er typen, der altid har gang i mindst 10 bøger, af den simple grund at jeg ikke kan lade være. Jeg er langsomt begyndt med krimier, men har ikke ellers den store kendskab til genren. Det håber jeg vil komme med tiden.

Enhver har sin individuelle oplevelse af en bestemt roman eller genre og sikkert også en mening derom. Selv om jeg føler, jeg læser bredt, ved jeg også, at jeg er forholdsvis ny i det at snakke om bøger eller læseroplevelser, og selv om jeg læser meget, er der jo et uendeligt hav af litterære fornøjelser, som jeg desværre aldrig vil få en nærmere kendskab til. Jeg håber, at andre har det på samme måde og har lyst til at dele gode læseoplevelser med mig. Så vil jeg bestræbe mig på det samme.

Normalt læser jeg ikke de lidt ældre klassikere. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men fordi populærlitteraturen desværre har en større magt over mig. Jeg arbejder med bøger til hverdag, og jeg er nysgerrig af natur. Når mange forskellige mennesker vælger at læse den samme bog og varmt anbefaler den, bliver jeg hurtigt overbevist om, at bogen også må være yderst interessant. Så mange mennesker kan ikke tage fejl, vel? Nogen gange gør de, i mine øjne altså. Derfor besluttede jeg mig for at finde en gammel klassiker frem, som jeg aldrig ville have læst, hvis ikke den var blevet filmatiseret, og jeg forelskede mig i filmen. Little women eller på dansk Pigebørn. Og hvor var det en dejlig læseoplevelse. Sproget var gammeldags, og flere gange måtte jeg tage mig selv i at ryste på hovedet over moralen i moderens samtaler med sine fire pigebørn, men det er såmænd ikke, fordi den er så meget anderledes end Laura Ingalls beskrivelse af sin opvækst på prærien. Det der gør den så fantastisk i mine øjne er nok, at det var ligesom at komme hjem. Jeg kendte handlingen fra filmen, og hvor er den dejlig. For mig var det én af de få gange, hvor jeg ikke blev irriteret over enten filmatiseringen eller romanen, hvilket ellers desværre sker lidt ofte for mig. Det er jeg sikker på, at andre kan tale med om, og med håb derom vil jeg slutte, inden det her tager helt overhånd!:)  

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Tina Karina Mor...

    søn, 18/10/2009 - 17:38

    Kære Louise
    Velkommen til dig her på Litteratursiden. Hvor er det dejligt, du starter med et blogindlæg.
    Der er ingen regler (næsten:-) her på Litteratursiden og slet ingen regler om god eller dårlig litteratur. Alt kan diskuteres - og bliver det heldigvis også - men her er det ,som du selv skriver, den individuelle læseoplevelse som er i front. Jeg har fatisk lige læst en debat i DR klassikerklubben her på Litteratursiden ,hvor medlemmerne snakker om hvorvidt de læser med fornuften eller med hjertet. Det viser sig heldigvis at de læser med begge dele :-)
    En analysemodel kan være til stor hjælp, for at få styr på de følelser der møder læseren, men analysemodellen kan jo aldrig blive andet end et redskab. Ja sådan synes jeg, det hænger sammen med læsning.
    Du er mere end velkommen til at skrive videre på din blog her på siden, du kan også kommentere andres anbefalinger eller selv oprette dine egne boganbefalinger. Jeg vil dog også anbefale dig at kigge nærmere på Læseklubberne, som jeg tror måske er noget for dig. Her mødes vi i forskellige virtuelle læseklubber - der findes for tiden 23 forskellige læseklubber med lige så mange forskellige emner. Det spænder fra krimier, digte, tynde boger, engelske...... ja, og bare helt almindelige bøger. Her læser medlemmerne bøgerne og snakker om dem her på Litteratursiden. Du er velkommen til at deltage i så mange læseklubber som du orker og velkommen til at skrive så meget som du orker . Jo mere og jo flere der snakker om bøgerne, jo mere udbytterige bliver debatterne.
    Som sagt en stor velkomst til dig.
    Tina Mortensen. redaktør af Læseklubben her på Litteratursiden