Dråbers Logik afrundede Louisiana Literature 2012

Oprettet: 27.08.2012 - 16:47

En brugerambassadør blogger om mødet med Pia Juul, om Anne-Lise Marstrand Jørgensens kommende roman, om Jungersen og Ullmann og takker Louisiana Literature.

Tak til Christian Lund. Manden bag det hele: Tak! Det har været udsøgt. Det, der startede torsdag den 23/8 med frustrerende kø-dannelser, udviklede sig til et fantastisk arrangement på Louisiana, stadig med kø men nu også med et lille lyspunkt: Folkene bag arrangementet er opmærksomme på det absurde i de lange køer og de vil gøre hvad de kan for at det bliver bedre til næste år. Tak! Og jeg vil se tilbage med glæde, når jeg tænker på de deltagende  forfattere, som har givet det læse-hungrende folk det, forfatterne er bedst til: God litteratur.

Anne-Lise Marstrand-Jørgensen gav os en godbid fra den bog hun snart er aktuel med ‘Hvad man ikke ved‘ – ved GIACOMETTI. Det er ikke en ‘Hildegard’, men der er passager hvor hun beskriver omgivelserne så smukt, at jeg næsten kan fornemme ‘Hildegard’ et sted. Sjovt, – ligesom Naja Marie Aidt, i sin kommende roman ‘Sten saks papir’ – har Marstrand-Jørgensens valgt, at lade sin roman foregå i en fiktiv by – i et fiktivt land. Måske er det en ny trend? Egentlig er den (trenden) ganske befriende. Så kan læseren være land-skaber.

Jeg havde lovet mig selv at opleve ‘Dråbers Logik’ på VILLA SCENEN og lidt fik jeg også hørt. Jomi Massage, Henriette Sennenvaldt og Maria Laurette Friis, stillede op og messede stemme-driblende ud over græsset. Men det var som om himlen blev animeret sådan, at den pludseligt ganske upassende passede ind i Dråbers Logik. De ramte publikum, dråberne, på den der logiske måde, der umiddelbart giver en lyst til at smutte indenfor. Ind, jeg for, og ned jeg gik til Christina Hesselholdt, som læste op ved GIACOMETTI fra ‘Selskabet gør op‘. Og hvilken dame! Jeg har puttet hende på læselisten. Tænk, at jeg ikke har læst hende endnu. Sprog, det er hun. Og hylende sjov og helt igennem – vidunderlig.

Et af mine yndlingsindslag for søndagen på Louisiana var helt klart Thomas Boberg med sine ‘Hesteædere 1 & 2‘. Nu har jeg jo læst disse bøger, men at høre forfatteren oplæse fra dem var så unik en oplevelse, – jeg sad simpelthen og klukkede, som en anden idiot. Det var sjovt og det var grumt – og så langt ude så det vendte indad. De bøger, den digter!

“Det er svært at leve i en verden,
hvor hesteæderne regererer i et mørkt og dystopisk univers
og hvor forfaldet hersker”

Da jeg kunne sanse mine skridt under fødderne igen, var det tid at gå fra GIACOMETTI og ad KONCERTSALEN til. Der skulle Pia Juul samtale med Henning Mortensen. Moderatoren var Bo Tao Michaëli. Hemingway var ikke med til festen, og godt det samme var det, for de tre var et godt match, Pia Juul, Henning Mortensen, og Bo Tao Michaëli.
Det er første gang jeg ser Pia Juul – sådan rigtigt. Hun har kun været til i bogform, for mig. Og der skal ikke et “kun” ind her, det lyder jo helt forkert. Hendes digtsamling – den store, med de samlede digte, ‘Indtil videre‘, er bestemt ikke “kun“. Det jeg mener er, at hun skal opleves, som når man sidder i samme rum, næsten overfor hinanden. Det var så første gang for mig, i går, søndag. Hun læste op fra sin nye bog ‘Af sted, til stede‘, og jeg købte den (også den!) og Pia Juul sagde, – ‘Den Lonni!’ sagde Pia Juul, og hun smilede og gav mig hånden, så helt slem kan ‘Den Lonni‘ nok ikke være. Så signerede hun ‘Af sted, til stede‘.  Inden vi nåede til bogsigneringen, nød jeg i øvrigt hendes mimik. Der er så mange spil i hendes ansigt.  Og hendes drillerier! Forfatteren Henning Mortensen, som jeg helt har glemt at trække frem, i min iver over Pia Juul, var også tydeligt charmeret af hende. – Nu driller du, Pia.Gør jeg? – og ja, hun drillede og det var skægt. De to forfattere snakkede i øvrigt også om noget. Krimier. Anti-krimier, faktisk. For som de begge var inde på, så undrede det dem, at en bog bliver kaldt en krimi så snart der optræder en politibetjent i den eller hvis der sker et mord? Der sker faktisk mord i Pia Juuls bøger. Der lægges tit op til narrestreger. Men det er ikke krimier hun skriver, sagde hun. Desuden afsløres morderen som regel i løbet af de første sider i bogen.
Hr. Mortensen nævnte en novelle af Pia Juul, som han engang har læst (spørg mig ikke om titlen, jeg kan ikke huske den, kan du, så skriv den til mig), og som han fandt ustyrlig uhyggelig. Den handler om en kvinde, et lille spædbarn og en mand. De skal indlogere sig på et hotel. Manden bliver i parrets bil, sammen med barnet. Han skal finde en parkeringsplads til bilen. Kvinden går ind på hotellet og klarer sagerne. Alt er normalt og godt. Men da hun skal ud og hente barn og mand, så kan hun ikke finde udgangen. Og hun leder og leder men er faret vild. Hendes angst skærpes; måske får hun aldrig sin mand at se igen, og spædbarnet, som hun ammer, får ikke sin mælk og dør måske af sult.. Henning Mortensen siger, at det er den uhyggeligste historie, han nogensinde har læst. Pia Juul kvitterer med et – Er det det? – Nu driller du igen! – Gør jeg? Du er nu også god til at genfortælle min historie, Henning! – Nah, synes du?

Der var mange guldkorn. Jeg husker især da Hr. Mortensen snakkede om skriveglæde. Han møder ofte kolleger der er ved at afslutte en roman, og som ikke orker at skrive den til ende. Det undrer ham. Han fx,  elsker at skrive. Altid. Min gode veninde, Kirsten Nørgaard, hviskede mig i øret, at det, der ofte slår skriveglæden ihjel – det er sprogbevidstheden, vores indre anmelder (og jeg nævner ingen navne). Jeg har tygget lidt på den med sprogbevidstheden og må give hende ret. Det er sprogbevidsthedens skyld, når jeg ikke orker at skrive.

Louisiana Literature blev fornemt rundet af i KONCERTSALEN med Linn Ullmann og Christian Jungersen. Moderatoren var den ildfulde og dynamiske Anette Dina Sørensen. Her udviklede sig en hed diskussion mellem parterne; jeg krøb helt ud på stolekanten. Ville gerne være med. De var et modigt match, de to. Linn Ullmann, forfatter til ‘Det dyrebare‘ og Christian Jungersen, som har skrevet’ Du forsvinder’, kom med hver sit sprog, ikke blot dansk/norsk, men også det sprog man definerer livet med. Jungersen var inde på, at alt kan forklares matematisk. Og så sagde han, at vi er begyndt at se hinanden gennem nye øjne. Nu er naboens dreng ikke bare en uopdragen unge, som ikke kan sidde stille. Nu har han (måske) ADHD. Man siger heller ikke ‘Ta dig nu sammen’, nu spørger man: Har du en latent depression? Christian Jungersen mente, at vi vil få flere diagnoser som så kan behandles medicinsk fordi alting er kemi. Og så kom Linn Ullmann på banen. Hun mente der er mere end kemi. Der er meget mere, faktisk, som hun sagde. Fx mente hun at kærlighed også handler om noget, der ligger i ånden.
Se, den diskussion kunne virkelig blive ved. Min frygt er faktisk, at flere og flere kommer til at være diagnoser i stedet for mennesker med særpræg. Det er en forbandet udvikling, vil jeg sige, hvis du spørger mig.

Anette: Hvis Linn skulle skrive Christians bog og omvendt – hvordan ville bøgerne så være?

Begge: !!!

Og hvilket spørgsmål! Et fantastisk spørgsmål men kan det egentlig besvares?

Nu sidder jeg så dagen derpå. De fire dage der netop er rendt igennem krop og sjæl har været som et vitamin-boost. Apropos vitaminer; det får mig til at tænke på Morten Søndergaards Ordapotek. Det er måske ikke det værste vi har. Sådan et.