Louisiana Literature d. 23/8 - Køen tog tid fra litteraturen

Oprettet: 24.08.2012 - 08:25

En af Litteratursidens brugerambassadører blogger om køer og pli, men også om Nicole Krauss og Jonathan Safran Foer på Louisiana Literature.

Heldigvis var vi pæne mennesker på Louisiana Kunstmuseum i går, da vi stod i kø til de forskellige oplæsninger og forfatterinterviews. Vi knaldede ikke hinanden ned. Vi holdt smilet bredt. Det kan godt være, at der gik en halv time til tre kvarter med mere, inden vi blev belønnet med litteratur, men vi havde da pli og stod sammen, skulder ved skulder, og frydede os over duften af litteratur, som lå tykt over kunst og museum.

Der har været mere “hype” omkring Louisiana Literature i år (end sidste år). Derfor var der flere mennesker – og større køer.  I 2011 var der mange forskellige rum med mange forskellige forfattere. I går, torsdag, var der 4 store navne placeret sådan i bygningen, at den litteratur-hungrende menneskemasse klumpede sig sammen på samme tid og sted, ved henholdsvis GIACOMETTI, KONCERTSALEN og MESSE SCENEN. No good! – Men der er storskærme udenfor, hvor du kan se forfatteren! sagde en hjælpsom dame. – Men det er altså ikke det samme, mente jeg (forsigtigt), og det regner også!

Nicole Krauss fx, havde næsten ingen luft til oplæsning, den havde (menneske)klumpen slugt, så hun svedte og læste og læste og svedte, så godt hun kunne. Det var godt, at hun sad ned. Jeg stod og så en mand ind i nakken, imens. Han havde faktisk fået en god ståplads. Og så var han høj. Jeg prøvede at fiksere øjnene på en taske eller en sko mens Krauss læste en af mine yndlingspassager op fra bogen ‘Great House‘. Og øjne kan sådan noget. Men jeg ville jo helst have set på Krauss.

Hvis jeg var skuffet over, at jeg ikke fik lov til at fiksere mine øjnene på Nicole Krauss, så ville skæbnen, at min kø-pli blev belønnet, da jeg, efter tre kvarter i kø, kom ind i KONCERTSALEN og fik en plads og et billede og et smil med dertilhørende signering i ‘Ekstremt højt & utroligt tæt på‘, af Jonathan Safran Foer. Men inden da – oh my – så skulle jeg meget ondt igennem! min tålmodighed skulle svede usselt, inden jeg måtte sidde på en stol i KONCERTSALEN! En dame kom løbende med et skilt på brystet, der indikerede at hun var “ansat”. Hun talte os – 1-2-alt-for-mange! Hun løb videre med info til en eller anden som vidste noget om hvor mange mennesker der var plads til i KONCERTSALEN hvor Jonathan Safran Foer skulle interviewes.

Mens vi stod i kø spurgte en venlig dame mig, om jeg ville holde hendes plads. Hun ville lige forlade køen et øjeblik for at købe scones. Jeg nikkede forstående. – Selvfølgelig! – Godt. Så ville hun gøre det samme for mig. Vi skulle jo stå der i køen i lang tid, så det ud til, og vi kunne jo lige så godt hjælpe hinanden, mente hun. – Selvfølgelig, hyggeligt! – Jeg stod i køen og holdt damens plads for damen,  som kom til at stå i en anden kø foran jordbærkager og wienerbrød. – Wienerbrød til 32 kroner! Er det ikke meget? – spurgte en mand, der stod foran mig i køen, han kunne se prisen på wienerbrød derfra hvor han stod. Vi savlede indigneret over prisen.

Jeg fik en sms. Det var fra min søde veninde. Hun var ankommet til Louisiana Kunstmuseum og befandt sig et sted i den kø hvor jeg stod i kø. – Hey, hvor er du? spurgte hun på sms. – Jeg står i kø, svarede jeg tilbage, hvor er du? – Jeg står i kø, tilbagemeldte hun. Vi stod i kø udenfor det rum hvor Jonathan Safran Foer skulle interviewes. Så åbnede de dørene. Mine ben måtte gå.

PS: Jeg opgav køen til Kerstin Ekman i KONCERTSALEN. Den gik fra den ene (lange) ende til den anden.

Billede nederst: Nicole Krauss signerer bogen, 'Det store hus', mens vi snakker om den person i bogen, der har betydet mest for hende: The grumpy old man, it was.

 

Foto: Nadine Lensborn