Politikerne har brug for litteraturen!

Oprettet: 04.05.2016 - 13:16

Er forfattere en del af den politiske debat gennem deres bøger per se, eller bør de deltage mere aktivt i debatten? Dette spørgsmål delte vandene på Dansk Forfatterforenings konference i mandags den 2. maj. Her debatterede forfattere, kritikere og kulturpolitikere litteraturens rolle i samfundet med et engageret publikum i den tætpakkede fællessal på Christiansborg.

Samfundsdebat gennem bøgerne
Der er ingen tvivl om, at der er masser af politisk stof i ny dansk skønlitteratur. Begge panelets forfattere er blandt dem, som har skrevet om bagsiden af nutidens samfund. Dennis Gade Kofod sagde ”Jeg blander mig, når der er noget, jeg ved noget om. Min roman ’Nancy’ handler om min nabo. Hun er en skikkelse i Udkantsdanmark ”. Men han pointerede, at det er vigtigt for ham som forfatter at udtale sig om det, han ved noget om og ikke ytre sig om eksempelvis krigen i Syrien.

Forfatteren Peder Frederik Jensen har også bidraget til samfundsdebatten gennem sine bøger. ’Læretid’ handler om at blive udlært som bådbygger i Kalundborg, hvor hans mester og mange andre er trofaste DF-tilhængere. I stedet for at skrive kritisk om Dansk Folkeparti, blev det en solidarisk beretning om de folk, der følger partiet. Peder Frederik Jensen sagde at han ”skriver på en vrede over for samfundet” og han ser en tomhed i magtstrukturerne som i eventyret Kejserens nye klæder. Desuden tilkendegav Peder Frederik Jensen, at der bruges alt for mange penge på at administrere kunsten: ”Lad os betale til produktionen af kunsten i stedet for til rammerne”. Dennis Gade Kofod supplerede med det paradoksale i at skære på kunststøtten i en tid, hvor der sættes så meget fokus på de danske værdier.

Fare for selvcensur
Flere var enige om at politikere og embedsmændenes excel-ark har hårdt brug for forfatternes mere nuancerede stemmer. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti mente dog, at forfatternes bidrag primært skulle være gennem deres bøger, og han opfordrede forfatterne til at sætte sig mere ind i sagerne, når de udtalte sig i medierne. Her var Rasmus Nordqvist lodret uenig: ”De (forfatterne) kan stille nogle spørgsmål, vi ikke kan som politikere. Men det er, som om forfatterne har mistet deres autoritet. Det er blevet lidt forbudt at deltage i debatten, for man risikerer at blive tæsket ned, hver gang man ytrer sig”, sagde Nordqvist.

Jakob Vedelsby, formand for Dansk Forfatterforening, understregede også risikoen for at forfattere ikke tør ytre sig i debatten. Han henviste til, at forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen oplevede en shitstorm, da hun skrev kritisk om flygtninges forhold: ”Jeg er bange for, at det medfører en form for selvcensur”.

Eksistentiel eftertanke hos politikere

”For 50 år siden spillede litteraturen og kulturen en større rolle end i dag”, sagde Holger K. Nielsen fra SF. Han mente, at man for at forstå Tyskland måtte læse Günter Grass. Naser Khader efterlyste andre stemmer i debatten end Carsten Jensens, men tilføjede dog: ”Tiden er for kort og kompliceret til simple slogans som ”jeg skammer mig over at være dansker”.

Der er næppe mange politikere i dag der, ligesom Anker Jørgensen, står en halv time tidligere op for at kunne starte dagen med at læse skønlitteratur. Som professor Anne-Marie Mai udtrykte det så overbevisende: ”Den eksistentielle eftertanke i det politiske liv mangler”.  Anne-Marie Mai fortsatte: ”Politikerne har fjernet sig fra den åndelige del af værdiskabelsen, som finder sted blandt forfattere, kunstnere og deres publikum på skoler, universiteter, biblioteker, højskoler og i vores mange læsekredse”. Hun opfordrede til at de politiske partiers folketingsgrupper af og til indbød forfattere til en rådslagning om ideer, håb og visioner for kultur og samfund. Rasmus Nordqvist fra Alternativt pointerede, at han allerede holdt sådanne møder med kunstnere.

Masser af debat allerede

Zenia Stampe fra De Radikale understregede, at litteraturen skal indgå i værdidebatten i de enkelte hjem og i den store, fælles samtale i offentligheden: ”Vi må skabe et rum, hvor den kan foregå”, sagde hun. Zenia Stampe mente, at forfatterne selv burde være mere offensive i forhold til at gøre opmærksomme på deres budskab: ”Hvis I vil have os til at tage hensyn til det, I laver, må I lægge det frem for os og fortælle, hvorfor det er vigtigt”.

Litteraturkritikeren Mette Høeg mente dog, at det er kritikernes, og ikke forfatternes ansvar at sikre udbredelsen af litteraturen.  Og selv om Egon Clausen fra Dansk Forfatterforening beklagede nedskæringerne af litteraturen fremhævede flere samtidslitteraturens mangfoldighed og den litterære debat, der allerede foregår. Forlægger Mette Jokumsen nævnte nogle af de nye samfundsdebatterende stemmer, Anne-Marie Mai pegede på bibliotekernes læseklubber og Direktør i Danmarks Biblioteksforening Michel Steen-Hansen understregede, hvordan bibliotekerne og bibliotekernes digitale platform, Litteratursiden, gennem formidling gør en kæmpe indsats for at inspirere flere til at læse og debattere bøger.

 Litteratursiden og debatten

Litteratursiden er allerede i færd med at blive platform for den samfundsengagerende litteraturdebat, som nogle politikere efterlyser. Jeg mener derfor at bibliotekernes litteraturformidling er uhyre vigtig at prioritere, da debatten fordrer, at folk præsenteres for og læser litteratur. Desuden er det afgørende ikke at skære i litteraturundervisningen i skoler og gymnasier samt i uddannelsen af bibliotekarer og andre litteraturformidlere.

Den vigtigste forudsætning for at forfatterne og litteraturen kan spille en markant rolle i debatten er, at forfatterne skriver, uden selvcensur vel at mærke, og at vi andre, herunder politikerne, rent faktisk læser, og bliver klogere, hvad enten det handler om udkantsdanmark, krigsveteraner, klima, psykisk sårbare, historier fra skurvognen eller en opvækst i ghettoen. Som Peder Frederik Jensen sagde: "Giv os tid og mulighed for at arbejde og læs vores bøger”.

På Litteratursiden byder vi gerne ind med vores ekspertise som litteraturkuratorer. Vi kan hurtigt generere en inspirationsliste med gode bøger for både flygtninge- og socialordførere og alle andre politikere, der gerne vil have et indblik, som ikke kan erhverves på statskundskab!