Litteratursidens ambassadør

Oprettet: 09.01.2012 - 11:28

Vi er stolte af at kunne præsentere vores nye ambassadør, forfatteren Anna Grue. Hun vil både blogge om hvad der foregår bag kulisserne i forfatterværkstedet og fortælle om gode bøger.

Anna Grue har siden sin prisbelønnede debut i 2005 skrevet seks krimier - fire med privatdetektiven Dan Sommerdahl i hovedrollen (senest Den skaldede detektiv  fra 2010), og  to enkeltstående spændingsromaner.  I slutningen af januar i år er hun aktuel med en novellesamling.

Vi byder velkommen til vores nye ambassadør, som vil blogge på sitet det kommende halve år.

Allerede nu har vi den store fornøjelse at kunne præsentere hendes første blogindlæg.

Læsefeber

Af Anna Grue

Der findes på engelsk flere herlige udtryk, som er næsten uoversættelige. Et af dem er ”compulsive reader”, som kan oversættes direkte til det lidt negativt klingende ”tvangslæser”; altså et menneske, der ikke kan lade være med at læse. Som altid har gang i mindst én bog, som ikke kan starte dagen uden at læse avisen, og som (gæt selv grunden) har lært brugsvejledningen på Tampax-æsken og varedeklarationen på tandpastatuben udenad ...

Mit gæt er, at mange af Litteratursiden.dk’s brugere hører til i denne gruppe. Denne bruger gør i hvert fald. Og der er ikke bare tale om at putte ord ind i hovedet; det skal være skrevne ord. Et radioprogram eller en lydbog vil aldrig kunne dække mit behov, uanset hvor tit jeg end forsøger mig. Jeg er så afhængig af at indtage ord på papir, at jeg er villig til bogstaveligt talt at gå meget langt for en stump læsestof.

For eksempel er det mig umuligt at falde i søvn uden at have læst først. Jeg glemmer aldrig engang, da jeg på en firmakonference skulle overnatte i et anneks et par hundrede meter væk fra hovedbygningen. Først da jeg havde iført mig nattøj og var på vej i seng, opdagede jeg, at jeg (oh, rædsel) havde glemt at få en bog med i weekendtasken. Fluks trak jeg en overfrakke over pyjamassen og vadede tilbage gennem den mørke og våde novembernat til hovedbygningen, hvor jeg havde lagt mærke til en reol med nogle gamle, indbundne årgange af Det Bedste. Behøver jeg at tilføje, at jeg blot behøvede at læse en halv side om et eller anden totalt ligegyldigt, før jeg faldt i søvn?

Jeg er med andre ord nødt til at læse. Når som helst og hvor som helst. Da jeg var barn, drømte jeg ligefrem om at kunne leve af at læse. Men de eneste job, jeg kunne få øje på, der gav mulighed for det, indebar enten kundekontakt (bibliotekar) eller undervisning (dansklærer) – og så godt kendte jeg trods alt mig selv allerede dengang, at disse fag var udelukket på forhånd. Jeg ville jo have lov at læse i fred for andre mennesker – ellers var der ingen idé med det, tænkte jeg. På et senere tidspunkt, hvor jeg havde været redigerende journalist nogle år, overvejede jeg at søge job som forlagsredaktør. I dag er jeg glad for, jeg lod det blive ved tanken. I mellemtiden har jeg nemlig fundet ud af, hvor mange professionelle bogfolk, der sidder og ærgrer sig over, at de aldrig har tid til at læse andet end de bøger, de beskæftiger sig med i embeds medfør. Det er svært at passe decideret lystlæsning ind i den slags job.

Men så var der det dér med at blive forfatter ... Det ville jo være det største, tænkte jeg. Så stort, at jeg næsten ikke turde formulere ideen for mig selv. Derudover havde jeg ladet mig fortælle, at forfattere slet ikke kan rumme at læse andres bøger. Og et liv uden læsning? Det ville jeg altså meget nødig udsætte mig selv for. Så jeg ventede og ventede og læste og læste og udskød debutten den ene gang efter den anden, mens bunken af plotideer, personbeskrivelser og stemningsbilleder voksede støt i skrivebordsskuffen.

Indtil den dag, hvor jeg bare ikke kunne vente længere, og jeg gik i gang med at skrive min første roman. Siden er det gået slag i slag med en bog om året. Og ved I, hvad jeg har opdaget? Det forstyrrer ikke læsningen så meget som et sekund. Jeg sluger stadig andres bøger i samme tempo som altid – en eller to romaner om ugen bliver det gerne til. Klassikere, krimier, nutidsromaner, novellesamlinger og lidt faglitteratur i ny og næ. Selvfølgelig læser jeg på en anden og lidt mere kritisk måde end før, men nydelsen er bestemt ikke blevet mindre. Det er, som om min hjerne er delt i to afdelinger: Én, der modtager litteratur, og én, der producerer den. Min læsefeber er tilsyneladende uhelbredelig, og tak for det.

Jeg vil i det kommende halve år, hvor jeg har påtaget mig det ærefulde hverv som ambassadør for Litteratursiden, lade jer få indblik i begge mine hjernehalvdele. I vil derfor både komme til at høre om, hvad der foregår bag kulisserne i det Grue’ske forfatterværksted, og om den litteratur, der for tiden optager mig.

Lad mig derfor slutte dette, mit første blogindlæg med en varm anbefaling af en bog, der har gjort et stort indtryk på mig for nylig, nemlig Tom Rachmans ”De ufuldkomne”. Det er en fabelagtigt velskrevet hybrid mellem novellesamling og roman, hvis handling udspiller sig på en amerikansk avis i Rom, og som rummer nogle af de bedste personportrætter, jeg har læst i nyere tid. Da jeg var færdig, startede jeg omgående forfra igen – og det er ikke så tit, det sker. Selv for en ægte ”compulsive reader”.

God fornøjelse. Vi snakkes ved om et par uger.

 

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Kirsten Nørgaard

    man, 16/01/2012 - 15:48

    At være "compulsive reader" er temmelig anstrengende. F.eks. er jeg altid totalt udmattet, når vi har kørt på motorvejen gennem Tyskland, fordi jeg læser alle vejskilte, bynavne og navne på lastbilerne. Det er et voldsomt tekstbombardament.

    Jeg holder på, at for at skrive godt, må man læse meget.
    Man kan godt se, at du læser meget! :-)

    Glæder mig til at læse din ambassadørblog.